Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

En rigtig Gentleman - interview med Hakan

Vi har mødt Hakan, der bor i Urbanplanen på Amager. Hakan og en håndfuld venner er i fuld gang med at designe en T-shirt, der skal sende gode signaler ud til omverdenen...

Urbanplanen på Amager er et af Danmarks største sammenhængende boligområder med mere end 2.500 lejemål og 5.000 beboere. Det er et område, der går under betegnelsen ‘udsat boligområde’ og i politiske sammenhænge er blevet stemplet som ghetto. Blandt andet havnede den del af Urbanplanen, der hedder Hørgården på den tidligere regerings såkaldte ‘ghettoliste’.

Selvom området ved første øjekast kan virke en smule trøstesløst og måske ikke ligger i toppen af gennemsnitsdanskerens boligdrømme, så er det også et område, hvor der sker mange gode ting især i kraft af den mangfoldighed af mennesker, som bor der, og som hver dag gør en stor indsats for at stedet skal blomstre.

Vi har mødt Hakan, som sammen med en håndfuld venner har besluttet sig for at gøre en forskel og starte en ny trend. En trend, der skal brede sig fra Urbanplanen og ud i københavnernes bevidsthed – ja gerne ud i det ganske danske land.
Hakan er 14 år gammel, født på Hvidovre Hospital og har kurdiske rødder. Hans forældre flygtede for mange år siden til Danmark fra den kurdiske del af Tyrkiet.

Det skal jeg helt klart være med til

En mandag eftermiddag var Hakan og vennerne som så ofte før ovre i den lokale klub ‘Garagen’ – et værested, hvor drenge under 18 år kan hygge sig med vennerne og lave forskellige aktiviteter sammen med de tilknyttede pædagoger. Denne mandag eftermiddag var Mind Your Own Business på gæstelisten i Garagen, hvor drengene blev præsenteret for projektet. Hakan og vennerne var tændt på idéen:

”Da jeg hørte om Mind Your Own Business nede i klubben tænkte jeg ‘det skal jeg helt klart være med til’. Jeg tænkte, at det var en mulighed for at udvikle mig på en god måde, og det er også det, der er sket. Jeg taler bedre i skolen, er blevet mere flittig og respekterer andre på en bedre måde. Det er også en rigtig god måde at samarbejde på, og det er jo ikke alle, der får den chance. Man skal være taknemmelig over at man får sådan en chance”.

Mine lærere siger, at jeg gør store fremskridt i skolen

Det er også blevet bemærket ovre i skolen, at Hakan har involveret sig i Mind Your Own Business:

”Mine lærere synes, det er en fremragende ting, at jeg er med i Mind Your Own Business. De siger: ”Bare bliv ved med det, Hakan” og de siger, at jeg gør store fremskridt i skolen.

Kan du komme med et eksempel?

”Når jeg skal til prøver, så kiggede mine lærere før i tiden meget på mig for at se, hvad jeg lavede – det gør de ikke mere, nu kigger de mere på nogle af de andre. Jeg har spurgt dem, hvordan det kan være, og de siger, at jeg gør store fremskridt, og de ikke behøver koncentrere sig så meget om mig mere.
Jeg forstår meget mere nu. Før rakte jeg mest hånden op når der var noget jeg ikke forstod; nu rækker jeg mere hånden op, når jeg vil fortælle, at jeg ved noget.”

Vi vil sende nogle gode signaler

Hakan og vennerne har besluttet at lave en T-shirt i deres mikrovirksomhed. Men ikke en tilfældig T-shirt. Det skal være en T-shirt, der indeholder et større budskab – et budskab om at være Gentleman i stedet for Gangster og at man skal opføre sig på en ordentlig måde. Hakan fortæller:

”Vi besluttede os for at lave T-shirts, fordi vi gerne vil klæde folk ordentligt på og sende nogle gode signaler. For eksempel at man går pænt klædt, og at man holder sig fra gaden og sådan.
Når man har vores T-shirt på, så sender man nogle gode signaler i forhold til dem, der har alt det der gangstertøj på. Så tænker folk, at ham der, han er en god person, der opfører sig ordentligt. Man skal huske på, at tøjet er ofte det første indtryk man giver andre mennesker, og derfor skal man se ordentlig ud. Så kan folk se, at ham der tager sig sammen og er seriøs.”

En Gentleman undgår kriminalitet

Drengene har i forbindelse med konceptet omkring T-shirten lavet et kodeks, som indeholder mange af de tanker og problemstillinger, som fylder meget i deres hverdag, når de bor og færdes, hvor de gør. I kodekset er der 14 knivskarpe statements, der fortæller, hvordan man bør opføre sig i forskellige situationer, for eksempel i forhold til kriminalitet, vold og mobberi.

De ting I har skrevet om i jeres kodeks, er det noget I snakker meget om i jeres gruppe?

”Absolut. Det snakker vi meget om. Vi snakker om at undgå alt det der ballade. Vi snakker om de situationer, vi nogle gange kommer ud for. For eksempel hvis din ven får tæsk, hvad gør man så? Så tilkalder man politiet, og så prøver man at stoppe det uden at bruge vold.”

Vi har ændret vores måde at håndtere tingene på ude på gaden

Er det noget, som I også tænkte meget over inden I startede i Mind Your Own Business?

”Nej, det tænkte vi ikke så meget over. Tidligere var det sådan, at hvis der var nogen, der provokerede eller lagde op til noget, så hoppede vi alle sammen på ham. Det gør vi ikke mere – vi har ændret vores måde at håndtere tingene på ude på gaden.”

Kan du komme med et eksempel på det?

”Ja, vi lavede for et stykke tid siden en fodboldturnering sammen med Søren (ungekoordinatoren i Urbanplanen red.). Vi ville gerne lave noget for fællesskabet, og turneringen var for alle dem fra Hørgården, Telemarksgade, Holmbladsgade og andre i Urbanplanen. Så var der nogen fra Holmbladsgade og Urbanplanen, der kom op at skændes og dem fra Holmbladsgade var i undertal. Så dem fra Holmbladsgade var ved at få tæsk, men så kom en af mine kolleger i Mind Your Own Business og stoppede det. Det var ikke sket tidligere, for da havde vi også selv problemer med dem fra Holmbladsgade. Vi blev rigtig stolte af vores ven og sagde, det var rigtig godt gjort.”

I Urbanplanen er der flere grupperinger af unge mennesker. Nogle af disse grupper er kendt for at skabe utryghed i lokalområdet, og kan samtidig have en dårlig indflydelse på de yngre generationer.
Hvad synes du og dine kammerater om de ældre drenge, som er kendt for at skabe utryghed her i Urbanplanen?

”Før i tiden så vi op til dem. De fortalte, at når man var som dem, så fik man respekt osv. Men når der kommer nogen som Mind Your Own Business og prøver at hjælpe en, og man får noget andet at give sig til, så kan man godt se, at det ikke er smart at lave ballade og slå folk ned. Du smadrer jo en anden mands liv. Så vi synes ikke, man skal være sådan, og vi prøver at undgå dem nu.”

At være rollemodel

Nu, hvor du og dine venner hellere vil være Gentlemen end Gangstere, har I så tænkt på, at I kan virke som rollemodeller for dem der er mindre end jer?

”Ja, vi er jo vokset op i Hørgården og Urbanplanen og det er jo på en måde en ghetto. Men nu når vi er kommet ind i Mind Your Own Business er vi blevet klar over, at den der hårde opførsel ikke er god og har dårlige konsekvenser. Så ja, jeg er begyndt at snakke meget med de små herude og fortælle dem, at de skal opføre sig ordentligt og ikke lave dumme ting. For det ender bare galt, og de gør både sig selv og deres familier kede af det. Og de små, de hører efter mig for de kan godt lide mig.”

Hakan fortæller også, at han er begyndt at gribe ind ovre i skolen, når han ser at nogle bliver mobbet. Disse historier og historien om, hvordan en af vennerne stoppede et slagsmål vidner om, at drengene allerede er begyndt at agere som Gentlemen og sprede budskabet til de yngre generationer.

Venskabet i Mind Your Own Business

For mange eller måske alle drengene i Mind Your Own Business, er det at være sammen med vennerne om at lave virksomhed noget helt nyt. Samtidig er det også en meget anderledes måde at være sammen med sine venner på. Hakan fortæller:

”Det er en helt ny måde at være sammen på. Vi laver jo normalt ikke sådan noget her i vores fritid og tænker på sådan noget seriøst. Jeg synes, det er fedt at være sammen med vennerne på denne her måde – man lærer helt nye sider af hinanden at kende. Jeg kender jo ikke alle deres sider; ja, jeg har lært mine venner at kende på en ny måde og set nogle sider, jeg ikke har set før.”

Kan du komme med et eksempel på det?

”For eksempel skal Mohammed (en af de andre drenge i mikrovirksomheden red.) og mig hen til en T-shirttrykker, og så snakker vi rigtig meget om, hvordan vi skal snakke med ham trykkeren.
Vi snakker om alt muligt seriøst, hvor vi tidligere bare snakkede om, hvad vi lavede i går og sådan. Nu snakker vi om nye og fornuftige ting, og det kan jeg godt lide. Jeg vil sige, at denne her måde at være sammen med vennerne på og nye måder at snakke sammen på, det er noget af det fedeste ved Mind Your Own Business.”

Venturepiloterne lytter til os, og det er virkelig dejligt

Hvad synes du om venturepiloterne?

Hakans ansigt lyser op i et kæmpe smil:
”De er vildt fede. De er rigtig flinke, jeg elsker dem virkelig. De forstår os og vi forstår dem. Jeg kan næsten ikke beskrive det, fordi de er så dejlige at have. Det jeg især godt kan lide er, at de respekterer os og vil gerne høre vores meninger. De lytter til, hvad vi har at sige, og det er virkelig dejligt. De afbryder ikke når man har ordet; de respekterer virkelig en.”

Vi takker Hakan mange gange for stille op til dette interview og dele sine erfaringer med livet i Urbanplanen og Mind Your Own Business.

Video om G for Gentleman