Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

KAU-Cup 2012 - et helstøbt og vellykket arrangement

”Vores mission i mikrovirksomheden er at hylde fællesskab og mangfoldighed, så derfor synes vi, at en fodboldturnering med mange forskellige hold er en god idé."

Sådan sagde en af drengene fra mikrovirksomheden KAU-Cup, en måned før turneringen skulle afholdes. Og sådan blev det i allerhøjeste grad.

Femten forventningsfulde og glade fodboldholdhold havde tilmeldt sig turneringen. Dermed havde KAU-Cup drengene formået at samle mere en 100 fodboldspillere til denne dag – en dag, der på alle måder bød på mangfoldighed, fællesskab og hygge.

De kom fra nær og fjern

KAU-cup drengene beviste, at de har forstået konceptet omkring networking, og hvad et stærkt netværk kan bruges til, når man har en forretningsidé, der skal føres ud i livet. Således fik de spredt deres gode budskab så langt som til Jylland, hvor to hold fra Århus troppede op på dagen. Men også hold fra Køge, Roskilde, Glostrup, Ballerup, Tingbjerg, Frederiksberg og Vesterbro, mødte op.

Vi fik i Mind Your Own Business lejlighed til at snakke med nogle af holdende, hvilket gav et imponerende indtryk af de mange kommunikationskanaler, KAU-cup drengene har sat i spil i markedsføringen af deres turnering. Flere af holdende var blevet opmærksomme på turneringen via facebook, opslåede plakater og mund til mund, og havde således ikke en direkte relation til drengene i projektet.

”Vi er kommet for at få en god dag og hygge os med en masse forskellige mennesker”

Fælles for de mange hold var, at de var kommet for at få en hyggelig dag og møde en masse nye mennesker. Det vidner om, at KAU-Cup drengene har fået en idé, som vækker genklang hos den målgruppe, deres produkt henvender sig til. Alle dem, vi talte med, havde kun ros til arrangørerne for et arrangement, hvor der både var plads til at hygge sig og pleje konkurrencegenet i de mange kampe i løbet af dagen. Her er et lille uddrag af deltagernes kommentarer:

”Vi synes det er et rigtig godt initiativ. Det er fedt, at de har arrangeret underholdning, og at der er mad og drikke med i tilmeldingen. Men det vigtigste for os er fællesskabet ved det her arrangement. Det er fedt at møde en masse andre på sådan en dag.”
Hold: Suun – somalisk forening fra Tingbjerg

”Vi kommer for at få en god dag og hygge os med en masse mennesker. Vi vidste slet ikke, at man kunne vinde sådan nogle fede præmier, så det er jo et kæmpe plus, når vi nu vinder det hele. Det er et vildt godt arrangement.”
Hold: Showtime – det ene af to hold fra Roskilde (som rent faktisk endte med at vinde turneringen)

”Det er et super arrangement. Fedt at de også har tænkt på underholdning. Og så er det bare rigtig godt for de unge mennesker at få lov at prøve at lave den slags aktiviteter. Vi stiller med to hold i dag.”
Formanden for Århus Anatolien Ungdom

”Vi spiller rigtig mange turneringer, og denne her er lidt anderledes, når de har arrangeret underholdning og forplejning også. Det er fedt at prøve noget nyt.”
Hold: Atletico Hilal fra Glostrup. Medlem af DBU og spiller i serie 4.

Et helstøbt arrangement

At dømme på den positive feedback fra deltagerne, kan KAU-Cup drengene være særdeles tilfredse med deres indsats. De fik skabt en meget fin balance i deres koncept, som både tilgodeså den seriøse turneringsspiller, hyggespilleren og de ikke-spillende gæster. I pauserne mellem kampene var der rig mulighed for at komme hinanden ved over en kebab og en tyrkisk pizza, eller at fortsætte fodboldkampene ved de ni opstillede spillekonsoller, sponseret af EA-Games.

Da det sidste slutfløjt lød, var det tid til at overrække de mange flotte præmier. Inden da, havde det anmelderroste turnéteater Opgang2 lagt vejen forbi, hvor de optrådte med den til lejligheden meget relevante sketch ”Over Stregen”.

Der var fine præmier til det vindende hold, som bl.a. vandt en times paintball og gokart, Select fodbolde og biografbilletter. Andenpladsen vandt en tur til Sommerland Sjælland og fodbolde fra Select. Derudover var der præmier til turneringens bedste spiller, det flotteste mål, den flotteste hjemmelavede t-shirt, og til vinderen af FIFA 2012 turneringen, som kørte sideløbende med fodboldturneringen.

Glade drenge

Efter overrækkelsen af de mange flotte præmier var det fire glade drenge fra mikrovirksomheden KAU-Cup, der kunne takke af for en vellykket dag. Vi fangede direktøren Muhammed til en kommentar umiddelbart efter:

”Vi er bare så glade. Det er virkelig gået godt i dag og vi har lært en masse af dagen. Til næste år arrangerer vi KAU-Cup 2013, og ved præcis, hvad vi skal gøre mere af, og hvordan vi kan forbedre nogle ting.”

 

I Mind Your Own Business ønsker vi drengene i KAU-Cup tillykke med det flotte arrangement, og glæder os til at følge dem i fremtiden. Vi retter også en kæmpe tak til venturepiloterne, som har kæmpet sammen med drengene, for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Derudover en stor tak til alle dem, der har sponseret drengene, til alle spillerne og til Opgang2 og Atilla Ates.

Læs mere om KAU-Cup og drengene bad mikrovirksomheden her