Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Hverdagen i mikrovirksomheden B-N1C3 i Tingbjerg

Der er travlt for tiden i B-N1C3. Mange milepæle er nået, men der mangler stadig lidt inden drengene skal ind og vise deres resultater frem til Business Award 2013 i Dansk Flygtningehjælps lokaler den 30. maj.

B-N1C3-drengene i Tingbjerg forsøger med deres mikrovirksomhed at komme mobning til livs. Drengene har blandt andet valgt at fremstille t-shirts og caps for at promovere det gode budskab via dem. Ovenover viser drengene stolt de nye t-shirts frem.

Tvillingebrødrene og fodboldspillerne Simon og Jonathan Richter var på besøg for at fortælle deres historie. Jonathan Richter blev i 2009 ramt af et lyn på Hvidovre Stadion, hvorefter han lå i koma og sidenhen fik amputeret den nederste del af sit ene ben. Brødrene fortalte bl.a. om, hvordan de havde tacklet svære situationer i livet og i karrieren og det kunne drengene både bruge i deres hverdag og i B-N1C3. Der blev også tid til lidt fodboldtryllerier.
Udover det prominente besøg fra Richter-brødrene var Waqas fra gruppen Outlandish også på besøg i Tingbjerg, som herunder ses sammen med Mustafa.

De mange hverdagslige beslutninger i grupperne

Udover de prominente besøg er der en hverdag at forholde sig til i en mikrovirksomhed. Der er mange beslutninger at træffe på mange forskellige niveauer. Blandt andet har der i Salg- og Marketinggruppen været mange overvejelser omkring, hvilken organisation et evt. overskud skulle doneres til, og tilmed hvor mange procent. Valget faldt på Børns Vilkår, da de har et fælles mål om at stoppe mobning. B-N1C3 donerer 10% af deres overskud til Børns Vilkår.

I samme gruppe har plakatdesignet været en vigtig opgave. En uomgængelig præmis for drengene har været, at plakaten skulle formidle budskabet og visionen frem for at fokusere hårdnakket på salg.
Designgruppen har haft til opgave at varetage farvesammensætning og udtryk på både caps og t-shirts. Dette indebærer omfangsrig kommunikation til både leverandører og designere, og præsentation af udkast til resten af gruppen.

Kommunikationsgruppen arbejder med udvikling af webdesign og udformning af facebookstrategi. Desuden tænkes der også i hjermmesideversioneringer på både dansk og engelsk. Herover ses et udpluk af kommunikationsgruppen, hvor Abdi (th) og Muteen arbejder sammen med venturepilot Kathrine. En webshop, hvor man kan købe produkterne, er også lige på trapperne.

Humøret er højt, når der arbejdes i Tingbjerg. Dette kan fornemmes til Nørrebroløbet den 18. maj, hvor B-N1C3 er repræsenteret med en stand. Få en snak med drengene om deres mikrovirksomhed, se plakatdesignet og støt dem i deres arbejde mod mobning ved at købe en t-shirt. B-N1C3 er desuden at finde til Byfesten i Tingbjerg den 24.-25. maj.

 

Se mere på B-N1C3’s hjemmeside

Læs mere om Nørrebroløbet her