Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Event Makers slog dørene op til LAN Party

I det ene hjørne spilles der FIFA 15. Bagved er en gruppe drenge i gang med et intenst spil Counter Strike, og rundt om boltrer folk sig med bordtennis, bordfodbold og andre konkurrencer. I baggrunden kan der bl.a. købes forfriskninger i form af pølser, sandwich, sodavand og kakaomælk.

Det er lørdag den 25. april, det er først på eftermiddagen, og mikrovirksomheden Event Makers har i samarbejde med en række frivillige venturepiloter og mentorvirksomheden Abena slået dørene op til deres slutprodukt, et LAN Party, som blev afholdt i den lokale sportshal i Høje Kolstrup, Agoraen. Over et halvt hundrede mennesker har trodset det kedelige forårsvejr for at deltage i det 24 timer lange arrangement. Og de hygger sig.

Det har været hårdt arbejde

Det gør 17-årige Abi Kurbanov også, mens han sidder ved indgangen og sælger billetter til arrangementet. Han har dog lige tid til en snak om de seneste syv måneders hårde arbejde, der kulminerer denne lørdag i det sønderjyske.

”Det har været et spændende og lærerigt projekt. Vi har fået en hel masse ud af det. Vi har lært, hvordan man skaffer sponsorater, vi er blevet bedre socialt og mange andre forskellige ting. Der er ikke noget dårligt i det her, fastslår Abi og fortæller, hvorfor det lige blev et LAN Party, der endte som slutprodukt:”

”Vi tænkte, ”hvad laver de unge nu til dags?”. Det er jo for det meste computerspil, og derfor blev vi enige om, at det var det, vi ville lave. Det har været sværere at lave, end jeg havde regnet med. Der var virkelig mange ting, vi skulle have styr på, og det havde jeg slet ikke forestillet mig. Vi har virkelig skullet arbejde for det, men vi fik det gjort”.

Hver en detalje er gennemtænkt

Abi Kurbanov siger på intet tidspunkt under snakken ”jeg”. Hele tiden siger han ”vi” for at understrege, at Event Makers er et team, der står sammen. Og sammenholdet i gruppen var en af de ting, Gatete, der også er en del af Event Makers, har nydt allermest i det forgangne halve år. Men på alle måder har det været en lærerig proces.

13-årige Gatete fortæller blandt andet, at navnet Event Makers er nøje gennemtænkt, og at mikrovirksomheden satser på at kunne arrangere flere events i fremtiden.

”Vi syntes ikke, det kunne hedde noget med LAN, for vi vil også gerne arrangere andet end et LAN Party. Vi havde også ideer som Business Kids oppe at vende, men så blev det lidt for barnligt. Og vi skal ikke være børn. Derfor blev vi enige om at hedde Event Makers”, lyder det fra en veltilfreds Gatete.

”Nu vinker og råber drengene efter mig”

Lidt i baggrunden af de mange aktiviteter står Kim Holm og kigger på hele sceneriet. Han har været en af Mind Your Own Business’ frivillige venturepiloter for Event Makers, og han har selv to sønner, der har købt billetter til arrangementet i Agoraen. Kim Holm har noteret sig en stor udvikling hos drengene undervejs i forløbet.

”Det har været meget spændende at være med. Når man går rundt og kigger, så ser det også ud til, at folk hygger sig, og det er det vigtigste. Nogle gange har det været rigtigt svært undervejs, og der har været nogle seje aftener til tider, men vi er kommet godt i mål”, siger Kim Holm og fortsætter:

”Jeg synes, jeg kan se en udvikling hos drengene. I starten var de alle meget stille, men nu tør de i langt højere grad at åbne munden. Jeg er selv teknisk serviceleder på skolen, og når drengene ser mig, så råber og vinker de. Så hvad det angår, kan jeg mærke, at de har fået meget lettere ved at komme til én”.

“Vi har udviklet os meget”

13-årige Rahman er en af stifterne af Event Makers, og han kan mærke, at han har udviklet sig på mange parametre i løbet af de seneste syv måneder. Det gælder både på skolebænken og i fritiden.

”Vi har lært mange ting og er blandt andet blevet bedre i skolen. For bare syv-otte uger siden tænkte vi, at det aldrig ville blive til noget, men det lykkedes heldigvis. Vi har arbejdet i grupper hele tiden, og det har gjort, at tingene ikke var så svære. Vi var aldrig alene om noget”, siger Rahman.

Nu kan han læne sig lidt tilbage og sammen med sine kollegaer i Event Makers nyde synet af de mere end 50 drenge og piger, der har købt sig adgang til lørdagens LAN Party. Smilene er store i de fleste kroge af hallen, hvor der næppe bliver sovet ret meget i løbet af de næste mange, mange timer.

En der med sikkerhed ikke får lukket et øje, er Tobias på 11 år, der har brugt nogle af sine sparepenge på at deltage i arrangementet.

”Det er rigtig fedt at være her. Jeg kan godt lide at spille computer, og her kan jeg gøre det sammen med vennerne og samtidig møde nogle nye mennesker. Jeg synes, det er et rigtig godt arrangement”, siger Tobias, inden han koncentreret vender tilbage til sit FIFA 15-spil.

FRA HOLDET BAG MIND YOUR OWN BUSINESS SKAL LYDE EN STOR TAK TIL DEN LOKALE SAMARBEJDSPARTNER NETVÆRKSBASEN I HØJE KOLSTRUP, MENTORVIRKSOMHEDEN ABENA, VENTUREPILOTER OG IKKE MINDST DRENGENE I EVENT MAKERS FOR ET GODT SAMARBEJDE. I KAN KLAPPE JER SELV PÅ SKULDEREN FOR ET GODT AFHOLDT LAN PARTY.