Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Kompetent dommerkomité klar til Business Award

Den 30. maj løber den årlige Business Award i Mind Your Own Business af stablen. Her skal de otte mikrovirksomheder hyldes for det hårde arbejde, de har ydet de seneste otte måneder.

I år afholdes begivenheden i en af verdens førende konsulentvirksomheder The Boston Consulting Group i København – samme sted, som Venturecampen blev afholdt for lidt over et halvt år siden, og hvor de otte mikrovirksomheder sammen med deres Venturepiloter tog det første spadestik i mikrovirksomheden. Vi glæder os over, at ringen også sluttes i de fantastiske rammer hos BCG.

Til Business Awarden uddeles i alt ni priser til de nyopstartede mikrovirksomheder – prisen for social bæredygtighed, prisen for økonomisk vækstpotentiale, prisen for organisation og samarbejde, prisen for strategisk kommunikation, prisen for lokalt entreprenørskab, prisen for innovation og nytænkning, prisen for netværksskabelse, prisen for branding og markedsføring og endelig Mind Your Own Business Æresprisen 2015.

Kompetent dommerkomité på plads:

Til at fordele de ni priser er sammensat en dommerkomité, og igen i år er der tale om en yderst kompetent en af slagsen, som vi nu kan løfte sløret for. Komitéen består af følgende personer:

  • Troels Mylenberg, forfatter og chefredaktør på Fyns Amts Avis
  • Per Mikael Jensen, administrerende direktør i www.pmjensen.com. Tidligere administrerende direktør for blandt andet Metro International og TV2.
  • Per Larsen, tidligere chefpolitiinspektør ved Københavns Politi og nuværende formand for Børnerådet og vicepræsident for Kræftens Bekæmpelse.
  • Thomas Bagge Olesen, administrerende direktør i fitness.dk.
  • Lars Jannick Johansen, administrerende direktør i Den Sociale Kapitalfond.
  • Sebastian Dorset, komiker og tekstforfatter.
  • Waqas Qadri, filmproducent, musiker og medlem af rap-gruppen Outlandish.
  • Sidstnævnte ser frem til at skulle være dommer ved Business Awarden, og det er med stor glæde, at han støtter et program som Mind Your Own Business.

”Jeg har i en del år fulgt Mind Your Own Business og set, hvordan programmet har givet en generation af drenge en chance, som de i alle tilfælde har taget imod med kyshånd, gå-på-mod og respekt. Det er lige præcis med de parametre, at jeg har taget imod det privilegium at fungere som dommer”, siger Waqas Qadri.

Tilfreds programchef

Det er med stor tilfredshed, at programchef i Mind Your Own Business, Maria Kavita Nielsen, noterer sig sammensætningen af dommerkomiteen, som skal give deres faglige vurdering af de enkelte mikrovirksomheder og anerkende det store arbejde, der ligger bag.

”Det betyder meget for Mind Your Own Business og ikke mindst for drengene, at vi igen i år står med så stærk en dommerkomité, der aktivt vil være med til at anerkende drengenes flotte indsats. Alle syv medlemmer af dommerkomiteen bidrager med vigtige og yderst kvalificerede kompetencer, som er med til at puste den seriøsitet ind i programmet, som drengene fortjener og vokser af”, lyder det fra Maria Kavita Nielsen.

Vi glæder os til at se jer alle til en hyggelig og festlig dag i København, hvor frugten af det hårde arbejde skal høstes.