Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Forrygende Stemning til Culture Run i Horsens

33-årige Lars har ikke meget luft tilbage i lungerne, men han har lige akkurat nok til at rose de 11 drenge i mikrovirksomheden Culture Run, som den 23. maj arrangerede et motionsløb af samme navn i Horsens. Lars var en af de mere end 100 deltagere, der deltog i løbet.

Og selv om solstrålerne gemte sig godt og grundigt bag skyerne, var det alligevel som om, at solen skinnede på Culture Run.

Der var der ikke andet end smil og godt humør at se til arrangementet i den østjyske by. Lige fra starten blev skudt i gang af viceborgmester Kristian Dyhr (V), til præmierne var uddelt til de heldige og ikke mindst formstærke vindere, var der ikke en finger at sætte på arrangementet.

Pludselig væltede tilmeldingerne ind

Hele arrangementet blev styret med sikker hånd af drengene, der i samarbejde med venturepiloter, samarbejdspartneren Imagine Horsens og mentorvirksomheden Intellia stablede en dejlig dag på benene.

”Det har været udfordrende, spændende og lærerigt at være med i Mind Your Own Business-programmet. Personligt har jeg især fået styrket min evne til at samarbejde med andre, siger 18-årige Hussein, der er direktør i Culture Run, og tilføjer:

”Vi har tit tænkt, om det her kunne lade sig gøre, for tilmeldingerne startede sløjt, men pludselig væltede det ind med tilmeldinger. I dag er man bare stolt”.

“Det giver mening begge veje”

Stolt var også Kåre Bjørn Jensen fra mentorvirksomheden Intellia. Han har fulgt Culture Run tæt i otte måneder, og han har noteret sig en kæmpe udvikling hos drengene efter deres deltagelse i Mind Your Own Business-programmet.

”Det har været helt fantastisk. Fra at være usikre drenge ser jeg i dag nogle gutter, der er vokset en halv meter. Det har været forrygende for mig at opleve. Det giver mening begge veje for os som mentorvirksomhed at være med i det her. Vi har nogle elementære redskaber, vi har kunnet give videre til drengene, og så har vi den modsatte vej fået et indblik i, hvad fremtiden bringer. Og det er nogle spændende unge mennesker” siger Kåre.

Imponeret viceborgmester

En række af de kendte ansigter i Horsens deltog også i Culture Run. Præmierne til de heldige vindere blev uddelt af Bo Henriksen, der er cheftræner i fodboldklubben AC Horsens, mens viceborgmester Kristian Dyhr holdt tale, skød løbet i gang og såmænd også selv havde snøret løbeskoene.

Da han noget forpustet kom i mål efter lidt mere end 20 minutter på den kuperede rute, havde han kun positivt at sige om Mind Your Own Business-programmet og i særdeleshed drengene i Culture Run.

”Det er et rigtig godt program. Det er en god måde at få integreret de her drenge og give dem noget selvtillid. Jeg har kun hørt gode ting fra alle involverede. De ting, der kommer i avisen herude fra Sundparken, omhandler tit arbejdsløse og ghetto mig her og ghetto mig der. I dag har drengene vist, at det slet ikke er hele historien, og det har de gjort med et meget veltilrettelagt og helt igennem professionelt løb”, lyder det fra Kristian Dyhr.

Efterfølgende gik viceborgmesteren tilbage ind i det store telt, som var slået op til lejligheden, og hvor der af lokale foreninger blev solgt mad og drikke til de forpustede løbere. Rundt omkring klappede folk hinanden på skulderen for at bruge deres fridag på at løbe fem kilometer i et meget hårdt terræn og for at støtte et fantastisk initiativ taget af en flok raske drenge fra Sundparken.

Derfor gik de fleste skulderklap også helt fortjent til Culture Run for et fantastisk arrangement.

Også fra teamet bag Mind Your Own Business skal der lyde et kæmpe skulderklap til drenge, venturepiloter, mentorvirksomheden Intellia og samarbejdspartneren Imagine Horsens, der sammen stablede et imponerende Culture Run på benene.