Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Nørrebroløbet: Fem år med entusiasme og stolthed

Det er tidlig morgen på Nørrebro. I de små gader omkring Sankt Hans Torv hjælpes unge drenge i sorte t-shirts og voksne med arbejdshandsker hinanden med at afspærre veje. De gør ruten klar til Nørrebroløbet 2015.

Samtidigt i Gadepulsen – et værested for kriminalitetstruede drenge fra området omkring Blågårds Plads – stiller 13-årige Murtada Assad sig op på et bord. Foran ham sidder de omkring 70 frivillige, som sammen med drengene skal sørge for, at motionsløbet går som planlagt.

“Vi er to af de drenge, der arrangerer Nørrebroløbet. Vi har arbejdet med det i 6 måneder, og det har været rigtig hårdt, men også sjovt. Nu er vi endelig klar, og vi glæder os,” fortæller han de frivillige.

Vi skal arbejde hele dagen

Aftenen inden den store dag var der 550 tilmeldte løbere. På Blågårds Plads fanger vi 14-årige Ahmad Jabr, der sælger startnumre til dem, der møder op på dagen. Han håber, at de vil nå op på 800 løbere, men han glæder sig først og fremmest til en hyggelig dag, efter seks måneders hårdt arbejde og forberedelse.

“Men vi bliver nok trætte, for vi skal arbejde hele dagen,” fortæller han. Og der er nok at se til. Snart er pladsen fyldt med løbere i alle aldre. Der bliver varmet op, mens DJ’en spiller pladsen op med god musik. I højtalerne byder MYOB’s programchef Maria Kavita Nielsen de mange løbere velkommen til Nørrebroløbet 2015 sammen med Orgi-E fra rapgruppen Suspekt og komiker Sebastian Dorset, der har været Nørrebroløbets vært fem år i træk. Spørger man ham, så er Nørrebroløbet en helt unik begivenhed.

“Løbet er blevet så tjekket, og folk ved, at det bliver hyggeligt at løbe med. Det fedeste er at mærke drengenes entusiasme, og hvordan de tager ansvar. Det ville jeg ikke kunne, da jeg var på deres alder,” fortæller Sebastian Dorset.

Og så lyder startskuddet.

Et alternativt læringsrum

Efter de mange løbere har forladt startområdet, fanger vi Ali Haseki, der til daglig er gadeplanskoordinator i Gadepulsen, hvor drengene har udviklet Nørrebroløbet. For ham er MYOB et pædagogisk værksted, hvor drengene bydes ind i et alternativt læringsrum med store udviklingspotentialer.

“I løbet af de sidste fem år har vi arbejdet sammen med 75 nye voksne frivillige, der hver uge har givet af sig selv til Nørrebro og til Gadepulsen. Det betyder rigtig meget for drengene og vores arbejde,” fortæller Ali Haseki.

Der går ikke længe, før den første løber spæner over målstregen. Kun femten minutter og fjorten sekunder. Et par af dagens hurtigste følger efter, og snart spurter og trisser smilende løbere over målstregen i en lind strøm. Glæden og stoltheden er til at få øje på blandt drengene og de frivillige venturepiloter, der arbejder sammen om at dele sponsorerede goodiebags ud til til de forpustede og svedige løbere.

Entusiastiske Mentorer

En af venturepiloterne er Julie Navntoft, der til daglig studerer på Copenhagen Business School. For hende har det været en udviklende og horisontudvidende oplevelse at arbejde sammen med drengene.

“Det fedeste er at se drengenes glæde og deres gode samarbejde i dag. Det går lige i hjertet, når man har arbejdet så meget med dem,” fortæller Julie.

Mens de sidste løbere trisser over målstregen, er lastvognen allerede kørt ud på ruten for at rydde afspærringerne. Vognens chauffør er Merete Kabel, der til daglig arbejder som konsulent hos kommunikationsbureauet Mannov. Mannov har været mentorvirksomhed for drengene bag Nørrebroløbet i fire år, og byder entusiastisk ind, når det kommer til alt fra forretningsudvikling, præsentationstræning, markedsføringsmaterialer og altså også hands on under løbsafviklingen.

“Vi har i gang fra klokken halv syv,” fortæller Merete Kabel. Hun har set motionsløbet fra alle sider i processen, og hun kan se, hvordan løbet har udviklet sig over årene.

“Drengene og venturepiloterne har været super gode i år. Der har været overskud og rigtig god planlægning”, tilføjer hun.

Stolte iværksættere

Nørrebroløbet 2015 er ved at være overstået. På Blågårds Plads er der gang i salget hos to nye MYOB-mikrovirksomheder. TOTS drengene fra Nivå langer snacks, saftevand og ingefærshots over disken fra deres nye gadekøkken, og hos Smøkker-drengene fra Kokkedal er der gang i salget.

“Vi har solgt for 1.500 kroner i dag,” fortæller 14-årige Mohamed Eladi, der er økonomiansvarlig i Smøkker.

Og hvad er status på dagens hovedbegivenhed? 729 løbere, hvilket giver en omsætning på omkring 70.000 kr. For nogle af pengene har drengene planlagt at skulle rejse sammen, og 10 % af overskuddet går til +CAMP, der arrangerer sommercamps for børn og unge.

“Det føles godt at kunne hjælpe unge, der bliver mobbet. Det har været fedt at arbejde i kommunikationsgruppen, men det bedste har været i dag. Nu kender vi resultatet af alt det hårde arbejde, og jeg er stolt af at være en af de drenge, der arrangerer Nørrebroløbet.” fortæller Ahmad Jabr, som vi fanger, inden han skal til debriefing i Gadepulsen.

Se flere billeder på facebook