Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

“Uden Mind Your Own Business var jeg ikke blevet selvstændig”

For fire år siden etablerede 20-årige Bayram Yildrim mikrovirksomheden Shop'N'Wash, der vandt MYOB-programmets ærespris og Integrationsprisen 2011. I dag er han indehaver af Kebab House i Vejle, der netop er blevet kåret til Danmarks bedste Takeaway-restaurant af JustEat.

Det går hurtigt bag disken på Kebab House. Helt præcist går der 1 minut og 45 sekunder fra bestillingen til den unge mand med det store smil serverer en rullekebab og en cola.

Vi er på besøg hos 20-årige Bayram Yildrim, der for to år siden overtog den lille biks på Nørretorv i Vejle. Siden er staben vokset fra to medarbejdere til seks, og der er gang i butikken, selvom der kun er plads til fem siddende gæster. Udover de to pizzabagere i baglokalet, er der flere chauffører ude at køre. Og med god grund: stedet er lige blevet kåret til Danmarks bedste Takeaway-restaurant af 12.000 brugere på takeaway-platformen JustEat.dk.

Knokler for sin mor

Bayram Yildrim er en travl ung mand. På en typisk dag kører han fra Vejle til Horsens tidligt om morgenen. Ved siden af forretningen studerer han nemlig til forsyningsingeniør på Via University. Efter skole kører han direkte til engros-forhandleren og køber ind til Kebab House. Fra tidlig eftermiddag og indtil sen aften står han bag disken som i aften. Fredag og lørdag står han i biksen fra klokken ni om morgenen til efter midnat.

“Om søndagen er det kun fra klokken 9 til 22,” siger Bayram med et overbevisende smil på læberne.

“Det er stærkt gået,” fortæller 16-årige Akif Kuc, der er en af stamkunderne på Kebab House. “Han smiler altid, og maden er god. Jeg er meget imponeret over, at han kan få skole og arbejde til at hænge sammen på den måde.”

“Jeg skulle tjene penge for at kunne være sammen med sin mor,” fortæller Bayram, når man spørger til hans motivation for at knokle så ihærdigt. Da han var syv år gammel, blev han nemlig skilt fra sin mor, der stadig bor i Tyrkiet. To gange har han haft hende på besøg på turistvisum. “Jeg er nødt til at bevise overfor Udlændingestyrelsen, at jeg kan forsørge min mor, hvis hun skal have opholdstilladelse,” fortæller han.

Shop’N’Wash

Bayram Yildrims rejse som iværksætter startede i Mind Your Own Business. For fire år siden etablerede han mikrovirksomhed med flere af sine venner fra Dansk Anatolien Ungdomsafdeling i Vejle. Det syv måneder lange iværksætterforløb mundede ud i det nytænkende forretningskoncept Shop’N’Wash, der tilbød bilvask til handlende i Vejles supermarkeder – mens de var inde og gøre deres indkøb. Forretningsidéen var så god, at Bayram og vennerne modtog Mind Your Own Business’ Ærespris og Socialministeriets Integrationspris 2011.

Video om Shop’N’Wash

“Under forløbet fandt jeg frem til min interesse for business,” fortæller Bayram. Han forklarer, at forløbet fik ham til at ændre kurs, så han valgte at gå i Handelsgymnasiet i stedet for teknisk skole. “Uden Mind Your Own Business ville jeg nok ikke være blevet selvstændig. Det gav mig indblik i, hvordan man driver en virksomhed. Jeg lærte meget om organisering og struktur. Jeg lærte, at hvis man opdeler opgaverne på den rigtige måde, så bliver det nemmere at drive virksomheden.”

Det er særligt arbejdsmøderne, han lægger vægt på, når han tænker tilbage. Shop’N’Wash-drengene havde aftalt dresscode til de ugentlige møder. Når de mødtes i mikrovirksomheden havde de jakkesæt på. “Det gav mig følelsen af at være speciel og lave noget vigtigt.”

Ledelse og teamwork

Under interviewet kommer Bayrams chauffører flere gange ind for at hente maden til nye bestillinger.

“Butikken drives i høj grad af chaufførene,” fortæller Bayram, mens han kommer frosne pommes frites ned i sydende olie. Med den anden hånd har han dressingen, som han systematisk hælder på tre pizzaer. Han klapper pizzabakkerne sammen og lægger dem ovenpå ovnen. “Jeg uddelegerer opgaver til chaufførerne, og så tager de ansvar indbyrdes,” fortsætter han.

Mens Bayram gør to grill-anretninger klar, kommer chauffør Rene Jørgensen tilbage fra en tur. Han er 30 år gammel og har kørt for Kebab House i et halvt år. For ham er arbejdet en god måde at lære Vejle at kende på. Han er glad for den måde, Bayram driver stedet. “Vi har frie tøjler, og der er en venskabelig stemning mellem os. Det er fedt at arbejde et sted, hvor vi hjælper hinanden.”

Men der er også travlt. De tre pizzaer og grillretterne er klar.

“Skal der sodavand med?” spørger René. Bayram nikker til de to store colaer, der allerede står klar. Og så er det på farten igen.

Succes eller fiasko

Inden vi forlader Kebab House, spørger vi Bayram, om han har et godt råd til de mange nye iværksættere i Mind Your Own Business. “I skal ikke være bange,” fortæller han.
“I skal ikke holde jer tilbage, og I skal ikke gøre det for pengenes skyld. Og husk: hellere være 10 % af en succes end at være 100 % fiasko.”