Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Made In Amager

Søndag den 8. maj kulminerede fire drenges hårde arbejde, da der var verdenspremiere på Amagerløbet 2016 – i strålende solskin.

Mikrovirksomheden Made In Amager, der står bag Amagerløbet 2016, er etableret af Anas, Eyad, Shakeel og Abdi, som kommer fra Holmbladskvarteret på Amager i København. Drengene har siden november sidste år hver uge mødtes  i Ungehuset på Norgesgade for at etablere deres egen mikrovirksomhed.

Made In Amagers facebookside


Drengene havde fra start et ønske om at lave en mikrovirksomhed, som kunne ændre folks syn på Amager, der blandt byens indbyggere oftest betragtes som en afsides bydel. Og de mange løbere, som mødte op på dagen, kunne ikke have fået en bedre introduktion til øen. Drengene havde sammensat en seks kilometer lang rute, som blandt andet førte løberne ned gennem den grønne Prags Boulevard, forbi de mange spændende, nye byggerier ved Strandlodsvej, forbi Amager Strandpark hvor solen spillede i vandet, og op langs Italiensvejs hyggelige villakvarter. Langs ruten stod frivillige og guidede og heppede på de mange glade løbere.

Der var spænding i luften og højt humør blandt drenge, venturepiloter, løbere og frivillige fra start til slut. Drengene havde sørget for lækre forfriskninger, til både løbere og frivillige på ruten, og på pladsen og langs ruten var der opstillet DropBuckets (miljøvenlige skraldespande, red.) så alle ubesværet kunne komme af med skrald og brugte vandflasker i løbet af dagen.

Med alle løberne i mål, og til lyden af trommehvirvler, kunne drengene løfte sløret for de mange flotte præmier og sponsorgaver, heriblandt et gavekort til at være helikopterpilot for en dag, en prøvetur i en Ferrari og en wellness-pakke. Faktisk havde drengene været så gode til at skaffe præmier, at ingen løbere gik tomhændet hjem. For deres indsats og et særdeles vellykket arrangement fik de fire drenge stor ros af løberne.

Hele vejen igennem har drengene fået støtte af dygtige og engagerede venturepiloter, som, hvor de kunne, har hjulpet drengene i mål med deres høje ambitioner. Derudover har Skandia været mentorvirksomhed for Made In Amager. Skandia har ikke blot stået til rådighed med gode råd og vejledning gennem hele forløbet, de har også undervejs budt drengene velkommen til en hyggelig aften i virksomhedens hovedkontor på Amager, og blandt andet hjulpet med frivillige til løbsdagen.

Tak til alle drenge, venturepiloter og Skandia som alle var med til at gøre verdenspremieren på Amagerløbet 2016 til en uforglemmelig dag – vi er spændt på hvad fremtiden bringer.

Flere billeder fra dagen