Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Smøkker - fra drøm til virkelighed

For snart to år siden startede mikrovirksomheden Smøkker. Dengang mødtes seks unge drenge med drømmen om egen virksomhed – en drøm, der i dag, er blevet en realitet.

’’Om vi tjener penge eller ej, så er jeg lykkelig og stolt over det vi har opnået. Når jeg ser den lokale buschauffør sidde og byde mig velkommen i bussen iført et Smøkke-armbånd, kan jeg ikke lade være med at smile og tænke på, at det her er noget stort vi har opbygget de seneste par år. Men jeg ved samtidigt også, at det kan blive endnu større, men det kræver hårdt arbejde og dedikation til virksomheden.’’  – Mohammed, 15 år.

Tiden er gået stærkt i virksomheden, der nu – efter udgivelsen af to succesfulde smykkekollektioner – er klar til at tage næste store skridt.

Smøkkers hjemmeside

To års jubilæum

Smøkker er en virksomhed, der opstod via en stavefejl i november 2014. Dengang samledes drengegruppen første gang i Mind Your Own Business for at udvikle deres forretningsidé. Siden da er foretagendet blevet en stor succes, ikke kun for virksomheden men også for drengene personligt.

Virksomheden, der oprindeligt blev etableret i lokalerne ved mentorvirksomheden Lehmann+Brun, slog i oktober sidste år dørene op for deres helt eget kontor i Codanhus i Hørsholm. Og kort tid efter lancerede drengene deres anden smykkekollektion – en kollektion, der gik over al forventning og blev udsolgt på blot tre uger.

Interessen for Smøkker er stor, men det vigtigste er ifølge drengene, at de tager det i deres tempo og følger tidens udvikling. En udvikling der ikke kun gælder rammerne omkring virksomheden og drengene men også selve produktet.

 

’’I Smøkker har jeg det godt. Man kan altid lave lidt sjov til møderne, men når vi snakker business, så snakker vi business, ingen sjov, det handler bare om at stramme balderne og tage det seriøst. Alle der er med i Smøkker, kendte jeg også, før vi startede projektet, og det har også en stor indflydelse på vores samarbejde. Og når alt kommer til alt, synes jeg, at vi arbejder godt. Vi har vores idé, og vi skal sælge vores produkt, og så er der gang i den.

Min drøm med Smøkker tror jeg ville være som alle andres, nemlig at det bliver til noget stort. Altså ting sker selvfølgelig ikke bare; det kræver hårdt arbejde og sved på panden, men jeg håber og forventer, at vores virksomhed bliver til en rigtig stor virksomhed en skønne dag.  Til sidst men ikke mindst er vi i gang med nogle nye design til vores tredje kollektion og herunder et limited edition armbånd, hvor der vil stå nummer på det smykke, man har købt. Resten må I selv se, når vi kommer ud med det.’’. – Hosam, 16 år.

I alt står drengene klar til at lancere fem nye smykker – herunder et helt nyt design og et jubilæumssmykke.

Jubilæumssmykket udkommer allerede i midten af november, og er et smykke, der både er en tak til Mind Your Own Business for chancen til at drive egen virksomhed, og ikke mindst for at fejre at Smøkker har eksisteret i to år. Drengene vil endnu ikke afsløre det nye design men fortæller, at kollektionen vil hedde ’’MYOB by Smøkker’’. De fire øvrige smykker og nye designs vil blive offentliggjort i slutningen af november, så hold øje med Smøkker, hvis du skal nå at have et armbånd med til julegaverne.

Smøkker på facebook

Fra forening til virksomhed

Og som om det ikke var nok med to nye smykke-kollektioner, så er drengene også klar til at tage det næste store skridt: at ændre status fra at være en forening til at blive en virksomhed. Det regner drengene med at få på plads i begyndelsen af 2017.

’’Vi som forening har tænkt os at udvikle vores salg, og det gør vi ved at designe nye produkter, som folk bliver helt vilde med. Og så holder vi altid en release for at få folk ind til os, så de kan se, hvad vores nye produkter går ud på. Ligeud sagt så gør vi intet af det her for pengene men rettere sagt for anerkendelsens skyld og for at blive mere udbredt. Derfor har vi sammen som gruppe besluttet os for at blive en rigtig virksomhed her til januar, hvor vi står frem med nye projekter, ideer og visioner. Det kommer også til at kræve meget af os, hvis vi tager sådan et stort skridt, men vi er i hvert fald villige til det.’’ – Yusuf, 15 år.

VIDEO: Release af Smøkkers 2. kollektion