Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Whired på besøg hos Kirkholm Maskiningeniører A/S

Det var fire velklædte unge forretningsmænd, der i sidste uge rejste fra Trige til Skanderborg for at drøfte produktudvikling og design i Kirkholm Maskiningeniører A/S' hovedkontor.

I Trige lidt uden for Århus har 12 drenge lagt en ambitiøs plan. De vil udvikle deres eget produkt. Helt fra bunden. Drømmen er at skabe et redskab, der kan holde styr på ledningen fra hovedtelefoner og headset – for hvem er ikke træt af den fuglerede, de lange ledninger på magisk vis altid udvikler sig til i lommen?

Indtil videre har drengene brugt kræfterne på markeds- og kundeanalyser, for at blive klogere på, hvordan de kan konstruere et konkurrencedygtigt produkt. Og nu er tiden kommet til at påbegynde den store proces med at tegne skitser og udvikle prototyper.

I den forbindelse har Whireds bankrådgiver i Jyske Bank, Erhvervscenter Aahus nævnt drengenes idé for en af deres andre kunder, Kirkholm Maskiningeniører A/S, der straks tilbød at mødes med drengene bag den nye mikrovirksomhed.

Input fra specialister inden for koncept- og produktudvikling

“Det vigtigste er at visualisere sin ide, for eksempel på papir, og bare blive ved og ved med at prøve at forbedre den, indtil man står med sit faktiske produkt i hånden”.

Sådan lyder det fra 18-årige Daniel Jafehvand når han bliver spurgt til, hvad dagens bedste råd var. Det er da heller ikke tilfældigt, at drengene tager nogle meget væsentlige pointer og input med hjem til resten af holdet bag Whired. Det var nemlig et meget kompetent team, der bød drengene velkommen hos Kirkholm.

Drengene havde således fornøjelsen af at sparre med Kirkholms administrerende direktør, Nicolai Tolstrup, samt ingeniør Lars Folling Jørgensen, der til daglig er ansvarlig for virksomhedens interne kompetencegruppe for koncept- og produktudvikling. Drengene præsenterede deres produkt og udfordringer, og udvekslede derefter en række idéer og tanker om den videre udvikling. Efterfølgende var der en klar fornemmelse af, at deres idé nu er tættere på at kunne realiseres. Eller som 16-årige Ihab Usama Hassan udtrykker det:

“Vi skal fokusere på, hvad det er vi kan, som andre ikke kan. Vi skal ikke stoppe, når vi har modgang, for så får vi aldrig medgang.” 

I Mind Your Own Business er vi utrolig stolte af, hvor modige drengene fra Whired er, når de vælger at prøve kræfter med at skabe deres eget unikke produkt. Vi er derfor også taknemmelige, når repræsentanter fra erhvervslivet vælger at træde til og engagere sig i drengenes drømme.

Vi glæder os meget til at følge den fremtidige udvikling i Whired!