Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Sharks - iværksættere i 5. klasse

Kan man blive iværksætter når man kun er 11 år og går i 5. klasse? Nyt initiativ i Mind Your Own Business har muliggjort otte unge drenges drøm om at starte deres egen mikrovirksomhed på Nørrebro i København.

Mikrovirksomheden Sharks består af otte drenge i alderen 9-12 år. Drengene er bosat i området omkring Blågårds Plads i København, og de er alle meget inspireret af drengene bag Nørrebroløbet, som de har fulgt gennem de sidste år. Derfor er det også med stolthed i stemmen, at drengene kan fortælle, at de har fået muligheden for at starte deres egen mikrovirksomhed og at deres forretningskoncept er udviklet som et tillæg til det velkendte Nørrebroløb, hvor over 1.000 løbere deltog sidste år.

Mohammed og Yousef på 11 år fortæller:

Vi har planlagt en masse sjove aktiviteter, som man kan lave på Blågårds Plads både før og efter motionsløbet. Vi skal lave en bod med store hajballoner, hvor vi kommer til at sælge mad og drikke – vi skal lave en blå haj-saft, og vores mødre hjælper os med at lave mad, som vi kan sælge. Derudover vil der også være turneringer i “Det Hårdeste Spark” og panna – en form for streetfodbold – og så vil der være en tombola, hvor man kan vinde spændende præmier.”

Nørrebroløbet – mikrovirksomhed på 7. år

Mangeårigt lokalt samarbejde har ført til nyt initiativ

Samarbejdet med drenge i denne unge aldersgruppe er nyt i Mind Your Own Business regi. Idéen opstod som en forespørgsel fra Gadepulsen da en ny gruppe drenge startede i værestedet på Kapelvej på Indre Nørrebro, hvor også drengene bag Nørrebroløbet mødes for at arbejde i deres mikrovirksomhed.

Siden 2011 hvor Nørrebroløbet blev afholdt for første gang, har Gadepulsen været en tæt samarbejdspartner i Mind Your Own Business.

Vi har haft et tæt og godt samarbejde med Gadepulsen i mange år. Det har blandt andet givet mulighed for at udvikle vores metode og afprøve nye tiltag i trygge og kompetente rammer. 

Idéen om at arbejde med denne yngre drengegruppe opstod som en forespørgsel fra Gadepulsen ud fra et lokalt ønske og behov, som vi gerne ville være med at til at understøtte med vores metode i et tæt partnerskab med Gadepulsen. Det er en fornøjelse at følge drengenes arbejde og opleve, at Mind Your Own Business´ metodiske tilgang til samarbejdet med drengene også er noget, der fungerer med denne yngre gruppe af drenge og har en positiv og motiverende effekt for den enkelte dreng”, fortæller direktør Maria Kavita Nielsen.

Den frivillige værdiskabelse i Mind Your Own Business

Metoden

Siden 2010 har Mind Your Own Business udviklet en veldokumenteret metodisk tilgang, der med omdrejningspunkt i iværksætteri, styrker drengenes faglige og sociale kompetencer og derigennem deres tilknytning til uddannelsessystemet og det danske samfund.

Metoden beror på den gensidige værdiskabelse der opstår, når nye menneskelige relationer dannes på kryds og tværs af samfundet i en fælles indsats. Således bliver drengene, i samarbejde med frivillige venturepiloter fra civilsamfundet og samarbejdspartnere med kendskab til drengenes lokalområder, tilbudt indflydelse og ansvar for et fokuseret forløb, hvor de skal etablere deres egen virksomhed, udvikle deres eget produkt og sælge det.

Spørger man drengene i Sharks, handler deres mikrovirksomhed om meget mere end det, som øjet vil kunne se på Blågårds Plads den 13. maj, når drengene tilbyder deres færdige produkter.

Det er meget anderledes at arbejde her i Sharks, i forhold til det vi ellers laver i fritiden, hvor vi mest bare spiller fodbold eller er i Gadepulsen. Her har vi selv fundet på vores navn, vi har fået hjælp af en grafiker til at lave logo, og senere skal vi besøge en, som kan hjælpe os med at lave tryk på vores medarbejdertrøjer.

Det sjoveste er, at det er os der bestemmer, hvad der skal ske. Og så kan vi måske tjene lidt penge til at lave noget sammen bare os i drengegruppen. Vi snakker med vores venner og familie, om det vi laver i Sharks, og vi øver os på, at vi næste år skal være med til at planlægge Nørrebroløbet. Det er et stort løb, som vi har været med til, siden vi var helt små, og derfor glæder vi os til, at vi kan få lov til at være med til at arrangere det”, fortæller Mohammed.

Yousef nikker anerkendende:

Nu hvor jeg skal arbejde, så glæder jeg mig til at se, hvor mange mennesker der kommer. Jeg håber, at vejret bliver godt, og at der kommer mange forbi vores bod, som vil købe vores saft og være med i vores turneringer”.

Vi glæder os til at være med lørdag den 13. maj, og inviterer alle til at komme med på Blågårds Plads til en festlig og social dag fra klokken 11.