Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Drengene viser venturepiloterne Høje Gladsaxe: Vi har alt!

Drengene er værter, når de viser rundt i boligområdet og serverer deres yndlingsmad for de nye samarbejdspartnere – venturepiloterne og mentorvirksomheden – til social teambuilding. Som led i at etablere en mikrovirksomhed er det vigtigt at lære sine kollegaer at kende forud for syv måneders intenst arbejde, som de alle står overfor på Mind Your Own Business Programmet.

”Det bedste ved Høje Gladsaxe er, at vi har alt,” understreger 13-årige Joussef, da han viser sine nye kollegaer – otte frivillige venturepiloter – rundt i boligområdet, hvor han er vokset op.

Der er helt sikkert noget om snakken, for i Høje Gladsaxe, som ligger nord for København, er der alt fra en ishockey-hal og udendørs bueskydning til en fin eng med flot natur. Vi er til social teambuilding i boligområdet, hvor drengene, venturepiloterne og mentorvirksomheden møder hinanden for første gang.

Joussef og 14-årige Sahel viser deres venturepiloter rundt. På den 30 minutter lange rute kommer vi forbi drengenes skole og klub, nyttehaver til højhusenes beboere, en fin eng, hvor der gemmer sig en børnehave, foreningslokaler og det lokale bibliotek.

Her er også et minicenter og så selvfølgelig byens bedste udsigt fra 11. sal. Som for de fleste andre 13-årige er der dog én enkelt vinder, når det kommer til drengenes yndlingssted.

”Det er klubben!” fortæller Joussef, hvorfra de fleste af drengene kender hinanden, og hvor fodbold fylder en del. På turen var Marlene Salinas Janik med, hun er venturepilot for drengegruppen.

”Jeg blev glædeligt overrasket over, hvor mange aktivitetstilbud drengene kender og kan gøre brug af. Alt fra skøjtebane til boksning og ikke mindst Klubben, som har inspireret én af drengene til at ville være klubpædagog. Jeg håber, at vi med Mind Your Own Business på samme måde kan inspirere drengene,” fortæller hun.

Marlene skal nu sammen med syv andre venturepiloter arbejde med drengene de næste syv måneder og sammen skabe en mikrovirksomhed.

Hvor bor drengene?

Høje Gladsaxe er et af syv boligområder, som MYOB arbejder i på denne sæson. Som venturepilot har du muligvis aldrig været i det boligområde, hvor drengene bor. Derfor fungerer de små gåture, hvor drengene er på hjemmebane, som ice-breakers, hvor venturepiloter kan stille spørgsmål til drengenes hverdag.

Drengene kender deres område ind og ud, og de agerer derfor eksperter på rundturen.

”Jeg havde en rigtig god oplevelse med at blive vist rundt af drengene. Selvom de fjollede lidt rundt, så nødt de også deres rolle som guider for os voksne, og det var tydeligt, at de var stolte af deres område,” fortæller Marlene og fortsætter:

“Turen sluttede øverst i højhusene med en fantastisk udsigt over byen. Her stod vi så og pegede ud i horisonten på Tuborg-skilte og Sverige.”

SOCIAL TEAMBUILDING: Jousef og Marlene ser på området fra 11. sal.

Michelle møder Atef

Også på Indre Nørrebro i København har drenge og venturepiloter taget de første skridt til at blive tætte kollegaer, da de mødtes første gang til den sociale teambuilding. 13-årige Atef mødte Michelle, som er mentorvirksomhedskontakt fra Rainmaking.

Gennem få, sjove og aktive øvelser satte drengene ord på sig selv, og venturepiloterne fik mulighed for at fortælle drengene, hvad de laver til hverdag, og hvilke fagligheder de byder ind med. Det mundede ud i præsentationer af hinanden, hvor der var plads til at grine af skøre tegninger og sætte ord på dét, den anden er god til.

SOCIAL TEMABUILDING: Atef og Michelle lærer hinanden at kende.

Årets boligområder på MYOB Programmet

  • Sæsonen er netop begyndt på Mind Your Own Business Programmet, som tager hul på det 9. år med etablering af mikrovirksomheder. Med gode erfaringer og værktøjer i rygsækken ser syv nye mikrovirksomheder dagens lys.
  • Arbejdet er begyndt i Køge, Tingbjerg, Høje Gladsaxe, Indre Nørrebro og Bispebjerg i København, Valby og Kokkedal.
  • Startskuddet på den nye sæson på Programmet lød til Venture Camp 2018 i november, hvor 75 unge drenge skrev forretningsplaner hos The Boston Consulting Group.

SOCIAL TEMABUILDING: Drengene og venturepiloterne fra Kokkedal.