Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Lokal samarbejdspartner: For mig handler det om drengene

Sådan fortæller Reinout Bosch, da han og de andre lokale samarbejdspartnere på MYOB Programmet er samlet til en aften med fælles faglig sparring. Sammen bliver vi klogere på, hvordan de skaber et solidt fundamentet for drengenes personlige og faglige udvikling.

Eksperter på lokaleområdet og de unge

Den lokale samarbejdspartner udgør sammen med medarbejderne i Mind Your Own Business den fagprofessionelle rygrad for drengene og de frivillige venturepiloter i et mikrovirksomhedsforløb. Den lokale samarbejdspartner kender drengene og boligområdet indgående og bidrager til at skabe en tryg og pædagogisk ramme.

Mind Your Own Business har inviteret årets syv lokale samarbejdspartnere til en aften med workshops og erfaringsudveksling. Efter en kort velkomst og præsentation får Søren Løkke ordet. Han er tidligere lokal samarbejdspartner og arbejder i Urbanplanen på Vestamager i København, som boligsocialkonsulent hos Boligforeningen 3B.

Han sætter fokus på den lokale samarbejdspartners rolle i relation til de udfordringer, han møder i det boligsociale felt.

“Utryghed og fordomme bekæmpes gennem øget viden og indsigt i hinandens verdener. Mind Your Own Business’ programmer er med til at udvikle en gensidig forståelse for livet i og udenfor boligområdet.” 

Søren Løkke fortæller, at den lokale samarbejdspartner er afgørende for den kontekstforståelse, der kan løfte samarbejdet mellem de forskellige aktører, der samles omkring mikrovirksomhederne.

“I er eksperter på lokaleområdet og de unge, og I kan spotte, hvor udfordringerne ligger –  både i forhold til drengene, men også boligområdet i det hele taget.”

Motivation, motivation, motivation

I løbet af arrangementet bliver det hurtigt klart, at de lokale samarbejdspartnere ser mange ligheder i deres arbejde, uanset om de har en baggrund som medarbejdere i den lokale ungdomsklub, er kommunale medarbejdere eller er en del af den almene boligforening.

Arbejdet med at skabe motivation er et gennemgående tema, og flere nævner det som den vigtigste daglige opgave. De lokale samarbejdspartnere tager ikke kun ansvar for drengenes motivation, men har også et skarpt øje for venturepiloternes motivation.

Som Reinout Bosch, der er lokal samarbejdspartner i Tingbjerg, formulerer det, “venturepiloterne er frivillige og skal have lyst til at komme igen ugen efter, mens alle vi andre er på arbejde”.

 

Samspillet mellem venturepiloter og den lokale samarbejdspartner

Samarbejdet med venturepiloterne bliver fremhævet som en vigtig del af den lokale samarbejdspartners rolle. De to parter bidrager med hver deres styrker og løfter forskellige opgaver mod et fælles mål – at styrke drengene og give dem de bedste forudsætninger for at få succes på programmet.

Laura Jürgensen var venturepilot for mikrovirksomheden TRAP i Aarhus i forrige sæson. Hun er inviteret med til aftenen for at fortælle de lokale samarbejdspartnere om vigtigheden af deres arbejde – set med en venturepilots øjne.

”De lokale samarbejdspartnere er fundamentet for hele samarbejdet og projektet. De skaber rammen for samvær og får det hele til at fungere. Vi brugte dem meget til hjælp og rådgivning til relationerne til drengene,” fortæller Laura.

Laura beskriver, hvordan venturepiloterne kan bruge deres studie- eller fagspecifikke erfaringer, mens de lokale samarbejdspartnere aktivt byder ind med en mere pædagogisk faglighed og forståelse af drengenes hverdag i boligområdet, hvilket kan foregribe eventuelle misforståelser.

I denne ramme vokser relationen mellem drenge og venturepiloter sig stærkere, og målsætningen for samarbejdet løfter sig fra at handle om mikrovirksomheden til det større billede.

“Jo mere vi lærte drengene at kende, des mere handlede det om, hvordan man får de enkelte drenge i spil. Se at de udvikler sig,” fortæller Laura.

Den største succes

Sidste punkt på programmet er nået, hvor de lokale samarbejdspartnere gennem små interviews spørger hinanden ind til, hvad der er den største succes. Abdelali Sadouk fra Det gode naboskab på Indre Nørrebro i København svarer:

“At drengene udvikler sig. Dét opdager man helt konkret undervejs, for eksempel i sprog og lydniveau. Drengene begynder at bruge nogle nye ord, jeg ikke anede, de kunne. Det er guldord!”

“Noget andet er, at de ser nogle andre mennesker her på Indre Nørrebro, end de plejer. Fordomme bliver nedbrudt både for drengene og for venturepiloterne.”

Udenfor er det blevet mørkt, og vi siger farvel efter en inspirerende aften. Nu går turen tilbage til de syv boligområder, hvor de lokale samarbejdspartnere fortsætter arbejdet med at give drengene de bedste rammer til arbejde med mikrovirksomhederne, men mindst ligeså vigtigt – at skabe et positivt og udviklende forløb for drengene personligt, socialt og fagligt.

Er du interesseret i at høre mere om muligheden for at samarbejde med Mind Your Own Business og blive lokal samarbejdepartner, så er du meget velkommen til at kontakte os. Læs mere her.

 

Reinout Bosch – lokal samarbejdspartner i Tingbjerg

Hvordan bidrager du som lokal samarbejdspartner?

”Vores opgave er at oversætte og korrigere. Jeg kan tale konflikterne igennem. Og det tror jeg, er det vigtige: At få fjernet misforståelser.”

”Motivationsarbejdet er vores vigtigste opgave. Det er både det nemmeste og sværeste at gå til, fordi motivationsarbejde er dét, vi gør hver dag og hele tiden med drengene. Man skal aldrig stoppe med at rose. Lægge mærke til folk og tage fat i dem.”

Hvordan ser du din rolle i relation til drengene og mikrovirksomheden?

“Vores tilgang til denne her gruppe drenge er at arbejde med hele gruppen. Og det er også, selvom at nogen af drengene har det sværere end andre. For hvis vi kun tager fat i den enkelte og forklarer, hvad vi synes, der er godt og skidt, så er vores indflydelse marginal i forhold til den indflydelse unge har på hinanden.

Så det giver meget mere mening for os at influere hele gruppen og tage samtaler, hvor der er mange, der tager del i snakken.”