Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

BUSINESS AWARDS 2019: VELOX PECUNIA

Til Business Awards 2019 vandt drengene fra Tingbjerg prisen for Forretningsstrategi.

Velox Pecunia betyder hurtige penge på latin, og bag navnet står tolv drenge fra Tingbjerg med ønsket om at designe og fremstille Danmarks fedeste tøjmærke. Kollektionen består af hvide t-shirts og sorte hættetrøjer med lynlås, som begge har mikrovirksomhedens skarpe logo påtrykt: Et V og et P forbundet af et dollartegn.

Det er vigtigt, at kvaliteten er i top, så Velox Pecunia har vurderet mange forskellige producenters prøvetryk, før de var tilfredse med resultatet. De unge iværksættere vil gerne fortælle, at hurtige penge forsvinder ligeså hurtigt igen. Derfor har de arbejdet hårdt igennem MYOB programmet for langsomt men sikkert at bygge noget op sammen, der holder!

Mikrovirksomheden har samarbejdet med dygtige og engagerede venturepiloter og Vækstfonden, der som mentorvirksomhed løbende har givet drengene professionel vejledning i, hvordan man skaber en bæredygtig virksomhed.

”Mit råd er: Hold sammen! Teamwork! Måske man er uenig, men der er altid en løsning. Det ender godt,” siger Mohamed, fra mikrovirksomheden under oplægget.

“PRISEN FOR FORRETNINGSSTRATEGI GÅR TIL VELOX PECUNIA!”

Business Awards 2019 markerer afslutningen på endnu en sæson for Mind Your Own Business Programmet. På den store dag blev drengenes gode indsats og udvikling af mikrovirksomhederne fejret med en prisuddeling.

En ekstern dommerkomité med erhvervsfolk, iværksættere og journalister har frivilligt engageret sig, læst om drengenes arbejde og nomineret mikrovirksomhederne til de forskellige priser.

DOMMERKOMITEENS ORD

”Prisen for forretningsstrategi gives til mikrovirksomheden, som har haft en målrettet og ambitiøs strategi for udviklingen af deres produkt og været tilpasningsdygtig, når teori har mødt praksis.

I deres strategi går de ikke på kompromis med hverken kvalitet eller design. De har sikret salgsmuligheder hos flere målgrupper og formået at få deres produkt rigtig flot udover rampen via en professionel hjemmeside og et flot launch-event. Drengene er allerede i gang med deres næste produkt, og det går ikke stille for sig.

Virksomheden har formået at have et produkt, der kan appellere til den unge og modebevidste generation, som vil gå den rigtige vej for at få fat i hurtige penge!”

Stort tillykke til Velox Pecunia!

MØD MIKROVIRKSOMHEDEN VELOX PECUNIA