Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

RØD LØBER OG DRENGE DER STRÅLER – VELKOMMEN TIL BUSINESS AWARDS 2019

Det summer af liv, højt humør og spænding, da 72 drenge fra årets syv mikrovirksomheder er samlet til Business Awards hos The Boston Consulting Group. Den smukke stueetage er pyntet op til fejring, og en rød løber viser vejen til scenen, hvor otte statuetter skinner om kap og venter på at blive overrakt til de forventningsfulde drenge.

Det er lørdag formiddag, og drengene fra Mon Ami, Future Sport, Praqua, Velox Pecunia, Farge, Enjoy the Power og Drillow fylder hurtigt lokalet op og sender smil og lykønskninger til hinanden. De er mødt op til en festlig dag, som markerer afslutningen på MYOB Programmet og drengenes første oplevelser med at etablere mikrovirksomhed.

Siden oktober har drengene arbejdet hårdt for at omsætte deres håb og drømme til forretningsstrategier og konkrete målsætninger. I dag skal de på scenen og præsentere deres læring og udvikling foran hinanden og de venturepiloter, mentorvirksomheder, lokale samarbejdspartnere og erhvervspartnere, som de har samarbejdet med gennem de sidste otte måneder.

Der er højt til loftet og store vinduespartier med udsigt over Islands Brygge. Solen skinner ind på scenen, og som den første går Maria Kavita Nielsen, direktør i Mind Your Own Business, på scenen og byder drengene og alle gæsterne velkommen.

”Kære drenge. Vi står alle her med en fantastisk følelse i kroppen, og vi er fulde af begejstring og glæde. I greb chancen og tog imod Mind Your Own Business og de rammer, vi kunne give jer. Det har været en kæmpe fornøjelse at følge jer og arbejde sammen med jer, og vi har den største respekt for jeres indsats og jer som personer.”

De syv mikrovirksomheder repræsenterer hvert deres boligområde i Danmark. Det er syv modige drengegrupper, som har grebet en mulighed og fordybet sig i iværksætteri sammen med hinanden og deres venturepiloter. Og de har skabt syv unikke mikrovirksomheder med hvert deres produkt.

En nakkepude med indbygget drikkefunktion, en nanospray til at beskytte sneaks, en sidetaske, en proteinbar, en ladestation, et sportsevent mod mobning og specialdesignede t-shirts.

Igennem dagen er hver drengegruppe på scenen, hvor de fortæller om deres mikrovirksomhed og den rejse, de har været på sammen. De fortæller stolt om, hvor mange penge de har tjent, og hvad de har lært undervejs.

”Jeg kunne slet ikke forestille mig, at det ville gå så godt, at vi ville få solgt så godt. At produktet og vores virksomhed skulle blive så stor. Det har været rigtig fedt at være med,” fortæller Rafi fra mikrovirksomheden Farge i Køge.

”At se de resultater, det design, vi har lavet på en computer, komme ud på en taske, som vi får solgt en masse af nu – det er helt sikkert fantastisk,” lyder det fra en storsmilende Gabrielle fra mikrovirksomheden Mon Ami i Kokkedal.

Drengene fortæller også ærligt og åbent om deres udfordringer undervejs, og hvordan de har kæmpet for at komme i mål. Og de lægger ikke skjul på, at iværksætteri er svært – men også hele kampen værd.

”Det var meget hårdt i starten. Selvfølgelig. Vi er drenge, du ved, og vi laver også lidt ballade. Så vi skulle kæmpe, men vores venskab blev meget stærkere efter det her. Så det var en lang, men virkelig god proces,” fortæller Aron fra mikrovirksomheden Future Sport i Valby.

Drengenes fortællinger får lokalet til at emme af stolthed fra de mange frivillige partnere, som har samarbejdet med drengene og på tætteste hold set dem udfordre sig selv og deres kollegaer. De har fulgt dem fra starten af deres rejse og set dem vokse med opgaven og ansvaret.

Otte lærerige måneder er nu ved vejs ende, og drengene bliver sendt afsted med store klapsalver og masser af ros for den store indsats, de har lagt i deres mikrovirksomheder.

Årets priser

På dagen blev uddelt i priser til de nyopstartede mikrovirksomheder. Priserne symboliserer det, som hver enkelt virksomhed har været særligt dygtige til og derudover uddeles en ærespris til en mikrovirksomhed, der har skabt noget ekstraordinært.

Mind Your Own Business’ særlige ærespris gik i år til mikrovirksomheden Farge, der ifølge dommerkomiteens bedømmelse, har skabt et helt særligt produkt – en ladestation, som forretninger og butikker kan erhverve sig, således at deres kunder kan få strøm til sin mobil imens de opholder sig i butikken.

Praqua: Vinder af Prisen for Organisation og Samarbejde

Farge: Prisen for Vækstpotentiale og Mind Your Own Business’ Ærespris

Future Sport: Vinder af Prisen for Netværksskabelse

Drillow: Vinder af Innovation og Nytænkning

Velox Pecunia: Vinder af Forretningsstrategi

Enjoy the Power: Vinder af Lokalt og Socialt Entreprenørskab

Mon Ami: Vinder af Branding og Markedsføring