Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Drengenes ambitioner bliver til konkrete forretnings-strategier til Strategy Camp

Der blev lagt ambitiøse forretningsstrategier da 50 forventningsfulde drenge og engagerede venturepiloter i samarbejde med dygtige konsulenter fra KPMG var samlet til Strategy Camp i lørdags. Hermed lød startskuddet til en ny og spændende sæson på MYOB Akademiet.

Der blev udvekslet kram og high-fives da de tre mirkovirksomheder Mon Ami, Farge og Praqua i lørdags var samlet hos det internationale revisionsfirma KPMG. Med højt til loftet og store vinduespartier med udsigt over havnefronten var en professionel ramme sat til en dag med fokus på drengenes iværksætterdrømme.

Drengene var trukket i deres fineste arbejdstøj – nogle endda med deres helt egne T-shirts med mikrovirksomhedernes logo – klar til at sætte ord på, hvor de vil føre deres mikrovirksomheder hen.

Strategiworkshops og inspirerende ord fra musikeren Waqas

Dagen bød på workshops, hvor drengene i samarbejde med deres venturepiloter og fagpiloter skulle arbejde intenst med udformningen af en strategi for deres kommende arbejde. Drengenes ideer og drømme om mikrovirksomhedernes udvikling, blev igennem dagen omsat til konkrete handleplaner med hovedmål, delmål og deadlines.

Midt på dagen fik mikrovirksomhederne en velfortjent pause fra arbejdet, og Waqas Qadri, medstifter af musikgruppen Outlandish, fortalte inspirerende om sin rejse fra ung dreng i Brøndby Strand til verdenskendt musiker. Hans historie bar præg af store ambitioner og en vilje til at møde modstand med positivitet. Der blev lyttet koncentreret til alle de gode inputs, og ikke mindst Waqas vigtigste råd videre til drengene:

”Tro på jer selv! Og brug jeres passion til at drive det hårde arbejde, så skal I nok komme langt” – musiker Waqas Qadri.

Kompetent ekspertpanel giver feedback til drengene

Dagen blev afrundet med præsentationer foran de andre mikrovirksomheder og et ekspertpanel bestående af Waqas Oadri, Mads Fink-Jensen, Partner i KPMG, Peter Lehmann Brun, CEO i konsulentvirksomheden Lehmann+Brun og medlem af Mind Your Own Business’ bestyrelse samt  medstifter af mikrovirksomheden Integrity-X, Bilal Bezzarougi.

En dedikeret mission om evig strøm på mobilen

De innovative drengene fra Farge (Fast Charge) i Køge har det sidste år solgt ladestationer til lokale butikker. Med deres mission: ”Altid strøm på mobilen” arbejder drengene for ingen nogensinde, behøver at stå uden strøm på telefonen mere. De drømmer om at udbrede deres produkt til endnu flere butikker og få udviklet en app i løbet af foråret 2020.

Vi vil lave en veludviklet og stabil Farge-app. Ved hjælp af app’en skal man kunne se de nærmeste butikker, som har en af vores ladestationer. Undervejs skal vi søge at få feedback fra kunder og potentielle brugere. Vi regner med at have en færdig og brugbar app inden Graduate Camp [i april 2020]”, fortalte drengene på dagens præsentation.

Et enstemmigt og imponeret ekspertpanel priste drengenes nytænkning velkommen, fordi det rammer et stort behov.

”I har en af de stærkeste ideer, jeg har set”, sagde Bilal Bezzarougi og fulgte op med et godt råd til drengene: ”Tænk også opladning i nattelivet – det er ofte sidst på dagen, hvor folk mangler strøm”.

En strategi for et stærkere brand og nyt produkt

De kreative drenge fra Mon Ami i Kokkedal har sidste år succesfuldt designet og solgt en sidetaske. De vil nu derfor gerne prøve kræfter med et nyt produkt. På dagens camp fik de lagt en forretningsstrategi med fokus på at udvide deres sortiment samt at markedsføre Mon Ami, så de kan blive et endnu større brand.

I fremtiden håber vi på, at vi kan blive et stort og anerkendt brand med mange kollektioner indenfor tøjbranchen. Vores mål til sommer er, at vi kan få lavet nye kollektioner af hoodies og sweatshirts”, fortæller Youssef, der til daglig sidder i produkt & design-afdelingen i Mon Ami.

Ekspertpanelet roste drengene for en flot præsentation og deres evne til at indtage scenen. Sammenholdet i gruppen er tydeligt og netop dette lagde CEO Peter Lehmann Brun vægt på:

”Mon Ami, din bedste ven – det siger jo det hele! Det er jeres venskab som driver virksomheden og det skal I holde fast i, for det kan tage jer og jeres drømme virkelig langt.”

Salgsoptimering gennem den gode historie

De ambitiøse drenge fra Praqua står bag en nano-spray, som beskytter sneaks i alt slags vejr. De præsenterede en stærk strategi, hvor nøgleordene var øget synlighed, salgsoptimering og produktudvikling.

Med vores mikrovirksomhed håber vi, at vi kan nå ud til folk og gøre en forskel med vores produkt. Vi håber at folk vil se, at vores produkt giver mening for dem at bruge, og at det er noget de vil udnytte i deres hverdag”, forklarer David, medstifter af Praqua.

Partner i KPMG Mads Fink var imponeret over drengene og særligt deres fleksibilitet.

”Jeres nuværende produkt er i fokus, men I gør jer alligevel tanker om fremtiden og
muligheder for udvidelse af jeres sortimentet. Det er en stor fordel”.

Også Waqas Qadri var også imponeret over Praqua, og særligt deres charme og historie.

”I er charmerende drenge – brug det! I har en god historie om, hvorfor I gør det her – brug det!
Jeres navn er gennemtænkt og jeres produkt er bæredygtigt – brug det! I har så
meget godt materiale allerede, som nok skal få jeres mikrovirksomhed langt.”

Læs også: Den frivillige værdiskabelse i Mind Your Own Business

Årets Strategy Camp er slut og mikrovirksomhederne står med en konkret strategi i hånden. Nu skal der tænkes kreativt, samarbejdes og produceres. For når drengene igen står i lokalerne hos KPMG til Graduate Camp i april 2020, skal de vise, hvor de har ført mikrovirksomhederne hen, og at de har nået deres mål og visioner.