Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

FRA 100 IDÉER TIL DEN HELT RIGTIGE VIRKSOMHEDSIDÉ

Drengene fra otte nye mikrovirksomheder er klar til at tage hul på arbejdet og kaste sig ud i deres første iværksætter-eventyr. Forud for mødet med venturepiloterne har drengene arbejdet hårdt for at finde frem til lige netop den forretningsidé, som de sammen skal realisere.

De sidste par måneder har drengene brainstormet, diskuteret, argumenteret og samarbejdet. Til de indledende idéudviklingsmøder genererer drengene så mange idéer som muligt – alt lige fra events i deres boligområder, tøjmærker og forskellige opfindsomme produkter.

Målet er, at hver gruppe skal finde frem til mindst 100 idéer, som ved hjælp af forskellige øvelser bliver færre og færre, for til sidst at ende på den endelige idé. Idéudviklingen er første skridt mod etableringen af mikrovirksomheden, og det er her, drengene for første gang får mulighed for at arbejde sammen med deres nye kollegaer.

”Det var virkelig hyggeligt. Ingen kendte hinanden først. Vi præsenterede os for hinanden og snakkede og lærte hinanden bedre at kende. Så skulle vi finde på 100 idéer – det var virkelig spændende, og det var også lidt svært. Man fik lyst til at gøre det mere og mere. Så var det, at vi skulle cutte det ned til ti idéer og efter ti idéer ned til to”.
Mo, medstifter af mikrovirksomheden i Bispebjerg.

Men det kan godt være en udfordring at forene de mange idéer, når man er mange, der skal blive enige.

”Det har været lidt svært at blive enige om vores idé. Vi har haft flere idéer. Nogen har haft noget med tøjmærke og nogen med et mobilcover. Men vi talte sammen, og blev alle sammen enige til sidst”
siger Muneeb, medstifter af mikrovirksomheden i Bispebjerg.

De indledende idéudviklingsmøder er med til at klæde drengene på til det kommende samarbejde med vennerne i mikrovirksomheden og de frivillige venturepiloter, som de kort efter skal stifte bekendtskab med.

Drengene får i denne fase frit løb for deres mange gode og spændende idéer, og arbejder efterfølgende i mindre grupper for at spore sig ind på den endelige idé.  Der er fokus på at vurdere de forskellige idéer, tale om brand, udtryk og netværk, og om hvilke arbejdsopgaver, der ligger forude.

Drengene øver sig i at argumentere for, hvorfor netop deres idé er den allerbedste ved at fremlægge de forskellige idéer for hinanden. At vælge den endelige idé kræver samarbejde, diskussion, kompromisser og enighed. Samtidig er det med til at forberede drengene på det kommende arbejde i mikrovirksomheden.

Beslutningen om den endelige idé træffer drengene i fællesskab og med udgangspunkt i, hvad alle i mikrovirksomheden har ejerskab for og ønsker at arbejde med de næste otte måneder.

”I dag var vi lidt oppe at diskutere, men til sidst fandt vi en løsning sammen, som er en blanding af vores to idéer – så vi er alle blevet enige om én idé”
siger Mo, medstifter af mikrovirksomheden i Bispebjerg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nu er de hundredevis af idéer blevet til otte konkrete virksomhedsidéer, som drengene fra Nykøbing Falster, Taastrup, Greve, Fredericia, Valby, Roskilde, Høje Gladsaxe og Bispebjerg i København har fundet frem til.

Drengene og venturepiloterne har efterfølgende mødt hinanden til social teambuilding og er nu klar til, i de kommende syv måneder, at arbejde sammen om at konkretisere, udvikle og opbygge mikrovirksomhederne.

Følg med når vi løfter sløret for drengenes virksomhedsidéer og læs med om mikrovirksomhedernes udvikling på Facebook og myob.dk.