Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Drenge styrker deres kompetencer og selvtillid i arbejdet med iværksætteri

På mindre end tre år er syv unge drenge fra Valby gået fra en simpel forretningsidé på et stykke papir til at afholde gaming events med nogle af de helt store spillere i branchen. Den praktiske erfaring med iværksætteri har styrket drengenes tro på egne evner og muligheder i fremtiden.

”Ingen af os havde overvejet at blive iværksættere før Mind Your Own Business. Men nu ved vi, at vi kan, og at det er fedt. Det giver ro i forhold til fremtiden at vide, at der er flere muligheder.”

Mohamed, medstifter af Integrity-X

INTENS UDVIKLING

Da drengene startede mikrovirksomheden Integrity-X i efteråret 2017, havde ingen af dem forudset en så hurtig udvikling, som de har været igennem. Alene inden for det sidste år har de afholdt events med SharkGaming, der leverer gaming-computere til professionelle e-sportstjerner, og indgået samarbejde med håndboldklubben Ajax København og Københavns Kommunes FerieCamp.

Integrity-X når nye højder med stærke partnerskaber til stort gamingevent

FAKTA OM INTEGRITY-X

  • Stiftet af ti drenge fra Folehaven i Valby og drives i dag af syv drenge
  • Laver sociale gaming events, hvor
    overskuddet går til velgørenhed
  • Gik på MYOB Programmet i 2017-2018
    og MYOB Akademiet i 2018-2019
  • Afholder gaming events i vinterferien uge 7
    i Baunehøj Idrætsanlæg og Grøndalscenteret

Vi møder drengene til en uformel snak på det lokale bibliotek i Folehaven i Valby en torsdag aften i januar.

De sidste 2,5 år har drengene mødtes en fast dag om ugen for at arbejde i mikrovirksomheden og arrangere gaming events. I vinterferien skal de for tredje gang sammen med Ajax København afholde gaming events til FerieCamp, denne gang i Sydhavnen og Nordvest-kvarteret i København.

Mød Qasim, Bashaar, Abdellah, Tommy, Asim, Bilal og Mohamed som står bag Integrity-X

Vi havde aldrig før i vores venskab tænkt, at vi skulle lave en virksomhed. Før gamede vi for hyggens skyld, men i dag er det som et arbejde, hvor vi kan tjene penge på at lave noget, som vi kan lide,” fortæller 18-årige Bilal.

Og det er ikke det eneste, som drengene har haft travlt med, for til hverdag går de i gymnasium, og flere af dem har fritidsjob ved siden af. To har endda også frivilligt mentorarbejde, hvor de hjælper andre unge med lektiehjælp.

Noget af det vigtigste, vi har lært, er at fejle. Før i tiden var det et kæmpe nederlag at få en dårlig karakter i skolen, men igennem Integrity-X har vi lært at fejle og samle os selv og hinanden op igen”, forklarer Bilal om drengenes personlige udvikling.

Arbejdet i Integrity-X er noget, alle drengene er enige om, har gjort dem mere disciplinerede og ansvarlige. Samtidig har det rustet dem til bedre at kunne håndtere stressede situationer, ikke bare i forhold til deres events, men også i studie- og arbejdslivet generelt.

”Det der gjorde, at vi blev ved, var anerkendelsen og den gensidige respekt. Visheden om at der var nogen, som troede på os.”

Mohamed, om samarbejdet med venturepiloterne

IVÆRKSÆTTERI I ØJENHØJDE

Drengene fik idéen til Integrity-X, da de startede på MYOB Programmet i efteråret 2017. Her fik de med støtte fra frivillige venturepiloter og sparringspartnere fra erhvervslivet bygget det fundament, som mikrovirksomheden skulle stå på.

FAKTA OM MIND YOUR OWN BUSINESS

Med iværksætteri som omdrejningspunkt engagerer Mind Your Own Business drenge i alderen 13 til 21 år fra udsatte boligområder i Danmark og Grønland.

I samarbejde med frivillige venturepiloter fra civilsamfundet og erhvervspartnere fra erhvervslivet får drengene mulighed for at etablere egen mikrovirksomhed.

Siden 2010 har 513 drenge fra udsatte boligområder etableret 52 mikrovirksomheder.

Integrity-X vinder pris for Lokalt & Socialt Entreprenørskab til Business Awards 2018

Året efter fortsatte de på MYOB Akademiet, hvor de med yderligere støtte fra fagpiloter i KPMG, fik udviklet en forretningsstrategi, som skulle ruste dem til selvstændigt at drive deres virksomhed i fremtiden.

Drengene sætter nye mål og finpudser budskaberne til Strategy Camp på MYOB Akademiet

Tommy, 18 år, som til daglig går i 2. G, fortæller, at det især er gennem praktisk erfaring, at drengene har oplevet størst udvikling:

I starten var vi meget nervøse, når vi for eksempel skulle ringe til en sponsor. Men jo mere
vi prøvede det, jo nemmere blev det at gå ud og snakke med de her mennesker. Samtidig gav erfaringen os mere overskud til at forstå, at selvom det er ’business’, så er de også bare helt almindelige mennesker som os.

MYOB Akademiet: Integrity-X til Graduate Camp hos KPMG, 2019. Gennem forløbet arbejder drengene tæt sammen med frivillige konsulenter fra KPMG, som giver dem vigtigt sparring i forhold til at udvikle en forretningsstrategi og markedsføre deres mikrovirksomhed.

Ved at sætte opgaver og mål for sig selv og løse dem i fællesskab, fik drengene mere tiltro til sig selv og hinanden. For selvom de alle var barndomsvenner, og i forvejen havde et stærkt bånd, viste forløbet dem nye sider af hinanden, og bandt dem endnu tættere sammen:

Vi har fået et nyt syn på vores venskab. Nu ved vi, at vi kan mere, end vi går og tror. Vi har lært mere om hinanden og vores egne styrker igennem arbejdet med mikrovirksomheden”, forklarer Tommy.

”Vi har brugt de penge, vi har tjent, til hele tiden at prøve nye ting – få erfaring og eksperimentere. På den måde har vores løn været oplevelserne, nedturene og de erfaringer, vi har fået.”

Tommy, om drengenes udvikling i Integrity-X

At det indimellem har været rigtig svært, er drengene ikke blege for at indrømme. Som for eksempel da de til deres andet store event Gamers Galaxy oplevede fire strømafbrud og måtte improvisere med 1,5 times underholdning for de knap 200 deltagere.

Vi har lært en masse igennem processen. Samarbejdet med venturepiloterne har ikke bare lært os at forberede os godt på vores events, men også på hvad der eventuelt kan gå galt. Vi er blevet gode til at analysere situationer og forberede back-up-planer”, siger Qasim, som i dag læser HHX på tredje år på Niels Brock handelsgymnasium.

STYRKEN ER FÆLLESSKABET

At livet som iværksætter ikke altid er lutter lagkage, ved alle, som har prøvet det.

Der har været op- og nedture. Det er ikke en let vej. Vi har mødt mange, som ikke troede på,
at vores idé ville lykkes, men det gav os bare mere motivation til at bevise, at vi kunne”
, fortæller Asim.

I en alder af 15 år var Asim med til at etablere mikrovirksomheden sammen med sin storebror Qasim og de andre venner i Folehaven. I dag går han på første år på Niels Brock handelsgymnasium.

Integrity-X holder inspirationsoplæg for nye drenge på MYOB Programmet til Venture Camp ved Boston Consulting Group, 2018.

Syv drenge fra Folehaven har startet social virksomhed

Drengene, der alle er vokset op i kvarteret og har været venner siden den tidlige barndom, er overbeviste om, at styrken er i fællesskabet.

Vores rødder er i Folehaven, og vi har fået meget opbakning fra området og beboerne. Du finder ikke et boligområde, hvor der er så meget nærvær og sammenhold”, udtaler 18-årige Mohamed.

Unge iværksættere: »Vi laver ikke ballade, bare fordi vi er fra Folehaven«

Til daglig går han i 3.G og er sammen med kollegaen Bilal også frivillig lektiehjælp mentor. Mohamed holder en kort pause og fortsætter:

Folehaven har haft et dårligt ry, men det er blevet et bedre sted. Derfor var det også vigtigt for os, at vores første events skulle afholdes her. For at vise, at der sker gode ting her, og at vi vil bidrage til at gøre det bedre. I dag er vi rollemodeller for den yngre generation, og mange giver os ros for det, vi laver.”

Integrity-X i Go’ Morgen Danmark på TV2 sammen med grundlægger og direktør i Mind Your Own Business, maj 2019.

Fællesskabet har også en anden betydning for drengene. Deres events er nemlig sociale og handler ikke kun om gaming, men i lige så høj grad om at skabe et sted, hvor mennesker kan mødes, få gode oplevelser og skabe nye fællesskaber. Og dét gør Gamers Galaxy til noget helt unikt. Et fokus som de fik stor ros for af Frederik Byskov, stifter af e-sports-organisationen Astralis og en af drengenes store idoler:

“Jeg tror faktisk, at sådan noget, som I har gang i – det her med at gaming er socialt – dét er rigtigt vigtigt. Og sådan adskiller I jer fra det, som allerede er på markedet. Med det koncept tror jeg, at I kan nå langt”, sagde Frederik Byskov om Integrity-X’ forretningskoncept.

DRØMME OM FREMTIDEN

I dag står drengene på egne ben, men der er meget læring, de tager med sig – både i mikrovirksomheden og i deres dagligdag. De er ikke bange for at drømme stort, for deres mål er, at Integrity-X skal blive en stor virksomhed, hvor drengene har mulighed for at kombinere deres hobby med arbejde, og hvor alle bidrager med det, de hver især er bedst til.

Gaming er en branche vi godt kan lide, men også et strategisk valg. Det er en branche i kæmpe udvikling – se bare på Astralis, siger Bilal.

De andre drenge nikker ivrigt samtykkende, og Tommy fortæller, hvordan arbejdet med Integrity-X har givet drengene mulighed for at tilegne sig viden og kompetencer, som mange først får som voksne:

Vi har brugt de penge, vi har tjent, til hele tiden at prøve nye ting – få erfaring og eksperimentere. På den måde har vores løn været oplevelserne, nedturene og de erfaringer, vi har fået. Det er vi taknemmelige for”, siger han og smiler.

”Det at man kan sige, at man har været en del af det, det er en stor ting. En rigtig stor ting”

Tommy, medstifter af Integrity-X

Integrity-X til Venture Camp ved Boston Consulting Group, 2018: (fra højre) Tommy, Mohamed og Bilal.