Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Stærke partnerskaber styrker relationen mellem drenge og erhvervsliv i Nuuk

I Grønland er det lokale erhvervsliv med til at gøre en kæmpe forskel for drengene i Mind Your Own Business og udviklingen af deres mikrovirksomheder. Med støtte fra erhvervsmentorer får drengene et indgående kendskab til det fremtidige arbejdsmarked, der venter dem.

Najukkami peqateqarnerit nukittuut Nuummi nukappiaqqat aamma inuussutissarsiutillit akornanni atassuteqaatinik pitsaasunik  tunngaviliisitsipput

I Nuuk samarbejder Mind Your Own Business tæt med erhvervslivet, der er med til at støtte unge drenges drømme om at blive iværksættere. Mentorvirksomhederne i Mind Your Own Business fungerer som professionelle sparringspartnere. En mentorvirksomhed kan både være enkeltmandsvirksomheder, små og store virksomheder eller konsulenthuse.

”Vi engagerer os i Mind Your Own Business, fordi formålet med projektet passer rigtigt godt ind i det, vi gerne vil. Vi vil skabe en bæredygtig økonomisk udvikling i Grønland ved blandt andet at arbejde med unges uddannelse og læring. Vi hjælper med det, som vi er gode til, hvilket er at skabe en stærk finansiel forståelse for den enkelte og for hele Grønland,” siger Carsten Th. Pedersen, som er administrationsdirektør i GrønlandsBANKEN.

Fælles for mentorvirksomhederne i Nuuk er, at de bidrager med erhvervsmentorer, der hver uge samarbejder med drengene i udviklingen af deres mikrovirksomhed.

Hvad kan en virksomhed bidrage med?

Det vigtigste er motivationen og lysten til at samarbejde med drengene og lære fra sig. Erhvervsmentorernes mange forskellige jobprofiler og erfaringer er med til at give drengene en forståelse af, at en virksomhed ikke kun har én funktion, men mange forskellige afdelinger og funktioner for at hele virksomheden kan fungere. Det kan eksempelvis være, at en bank ikke kun arbejder med penge, men også har en kommunikationsafdeling, en HR-afdeling og så videre.

På den måde får drengene et indblik i og en dybere forståelse for potentielle uddannelses- og jobmuligheder. Samtidig møder drengene forskellige typer virksomheder fra det grønlandske erhvervsliv, som de kan få faglig sparring med og spejle sig i.

Mentorvirksomhedernes indsats medvirker til, at drengene styrker deres kompetencer og får skabt en relation til det lokale erhvervsliv. Det har en positiv og afsmittende effekt på drengene, der får en tro på, at nogen vil dem. Det skaber en tryg og nær forbindelse til erhvervslivet.

Vi mener, at alle, der har muligheden og evnerne, har en pligt til at prøve at hjælpe andre på vej i livet. Det er egentlig utroligt så lidt, der i grunden skal til for at løfte drengene et niveau op og rykke ved deres begrænsninger. Forhåbentligt kommer vi til at se flere af drengene komme godt afsted i livet og gøre en forskel fremover. Vi er stolte af at være en del af Mind Your Own Business, som gør et fantastisk arbejde med så mange drenge.

Sådan fortæller Michael Qvistgaard, der er direktør i Illit Forsikringit.

Samarbejde om ét fælles mål

Det er erhvervsmentorerne, der, sammen med frivillige venturepiloter fra civilsamfundet, hver uge samarbejder og sparrer med drengene i mikrovirksomheden. De samarbejder med drengene om at udvikle og sætte mål for mikrovirksomheden og motivere drengene til at realisere disse mål.

”I INI tror vi på, at alle parter i samfundet er afhængige af hinanden, derfor synes vi også, at Mind Your Own Business’ metode giver god mening, og forhåbentlig kan samarbejdet også have en positiv afsmitning i andre sammenhænge.”

Sådan fortæller Henrik Rafn, der er administrerende direktør hos mentorvirksomheden INI.

Hos Mind Your Own Business tror vi på, at vi sammen med det grønlandske erhvervsliv og civilsamfund kan give drengene chancen for at se muligheder i stedet for begrænsninger, så de tør drømme stort for deres mikrovirksomheder og for sig selv.

Er jeres virksomhed interesseret i at indgå et samarbejde med Mind Your Own Business og være med til at gøre en forskel for unge drenge med en iværksætterdrøm?

Så er I meget velkomne til at kontakte projektleder Ivalu Nørreslet Rex på ivalu.rex@myob.dk eller på telefon +299 285890.