Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Et afgørende bindeled og en uundværlig samarbejdspartner

I et mikrovirksomhedsforløb udgør de lokale samarbejdspartnere den fagprofessionelle rygrad for drengene og de frivillige venturepiloter, og er et afgørende bindeled for Mind Your Own Business’ succes i udsatte boligområder.

Med iværksætteri som omdrejningspunkt har Mind Your Own Business de sidste ti år engageret over 600 drenge i alderen 13 til 19 år fra udsatte boligområder til at etablere 67 mikrovirksomheder. En helt essentiel faktor for at det har kunne lade sig gøre, er et tæt samarbejde med lokale samarbejdspartnere.

”Det jeg elsker ved Mind Your Own Business, det er, når drengene bare sprænger rammerne. Det er jo nogen drenge, der ¨ikke er vant til, at man har de mest positive forventninger til dem, og lige pludselig så sprænger de bare alle rammer for, hvad vi troede kunne lade sig gøre. Når det sker, så er det magisk”.

Søren Løkke, Boligsocial koordinator i 3B i Urbanplanen

En af Mind Your Own Business’ mangeårige lokale samarbejdspartnere er Søren Løkke, Boligsocial koordinator i Boligforeningen 3B i Urbanplanen på Amager.

Min rolle har været at være bindeledet imellem Mind Your Own Business og de mange forskellige aktører, der kan være bidragsydere undervejs i forhold til et Mind Your Own Business forløb. Det er en meget mangfoldig opgave at være lokal samarbejdspartner, og man lærer meget af at træde til i nogle meget forskelligartede situationer

FILM: Søren Løkke, fortæller om samarbejdet med Mind Your Own Business. Filmen er en del af et Social Impact evalueringsstudie udført af evalueringsinstituttet Als Research.

DEN LOKALE SAMARBEJDSPARTNER BIDRAGER MED

  • Rekruttering af drengene
  • Løbende støtte og opbakning til drengene og venturepiloterne
  • At sikre trygge og motiverende fysiske rammer til de ugentlige arbejdsgange
  • Hjælp med praktisk planlægning i forbindelse med MYOB-aktiviteter
  • Kontakt til hjem og skole
  • Sparringspartner for venturepiloterne
  • Kontakt til drengene mellem arbejdsgangene
  • Bindeled mellem alle involverede parter og boligområderne

De lokale samarbejdspartnere består som oftest af boligsociale medarbejdere, pædagoger fra lokale ungdomsklubber, fritidsjobformidlere eller kultur- og fritidsmedarbejdere. Fælles for dem alle er, at de har et godt kendskab til lokalområdet, og en tæt relation til drengene. De kender drengenes hverdag, har kontakt til dem mellem arbejdsgangene i mikrovirksomheden samt ved hvilke udfordringer, drengene står overfor og hvilke ressourcer de besidder.

Lokal samarbejdspartner i Høje Gladsaxe: ”Vi skal skabe de bedste muligheder for vækst blandt drengene”

De lokale samarbejdspartnere bidrager med et stort socialt engagement og en stor faglig ballast. Deres ekspertise, viden og deltagelse i et Mind Your Own Business-forløb er derfor med til at fremme et positivt, udviklende og lærerigt forløb for drengene.

Siden 2010 har Mind Your Own Business samarbejdet med mere end 44 lokale samarbejdspartnere i 34 forskellige boligområder i hele Danmark. Igennem årene har flere lokale samarbejdspartnere været gengangere, som har valgt at integrere Mind Your Own Business’ udviklingsforløb i den boligsociale helhedsplan – en fireårig udviklingsplan, som arbejder på at forbedre bo- og levevilkårene for beboerne i boligområdet ud fra en helhedsorienteret social indsats med fokus på blandt andet tryghed og trivsel, kriminalpræventive indsatser samt uddannelse og beskæftigelse.

Boligsociale helhedsplaner – hvorfor er de vigtige for vores samfund?

”Mind Your Own Business formår langt hen ad vejen at skabe nogle andre og positive historier for områderne. Historier som viser, at hvis vi kigger på de her unge drenge med andre briller, så kan de det samme, som drenge, der ikke bor i boligsociale områder. Men det kræver, at vi beslutter, at det kan de, og ikke at de ikke kan, fordi de bor i en såkaldt ghetto.”

Søren Løkke, Boligsocial koordinator i 3B i Urbanplanen

ET FÆLLES RESSOURCESYN

Når Mind Your Own Business arbejder sammen med lokale aktører i de udsatte boligområder, er det med fokus på at skabe positive og vedvarende forandringer, og med en vision om at gøre drengene mere bevidste om deres faglige og personlige kompetencer.

Mind Your Own Business tilbyder et alternativt læringsrum, som de lokale samarbejdspartnere med deres kendskab til drengene og deres lokalområde er med til at understøtte. Og ifølge Søren Løkke får drengene herigennem nogle succesoplevelser, som de kan tage med i deres videre liv.

ET UDSAT BOLIGOMRÅDE ER DEFINERET
SOM ET OMRÅDE, DER OPFYLDER MINDST TO AF FØLGENDE KRITITERIER:

  1. Over 40 % af beboerne i alderen 18-64 år er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse
  2. Over 60 % af beboerne i alderen 30-59 år har alene grunduddannelse.
  3. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for beboere i alderen 15-64 år er 55 % mindre end den gennemsnitlige bruttoindkomst.
  4. Antallet af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller loven om euforiserende stoffer udgør udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet.
  5. ET GHETTOOMRÅDE ER DEFINERET SOM
    et udsat boligområde, hvor andelen af beboere fra ikke vestlige lande er over 50 %.

    Kilde: Trafikstyrelsen.dk (Li)

 

Noget af det jeg rigtig godt kan lide ved Mind Your Own Business, det er hele det ressourcesyn, organisationen repræsenterer. Mange af de her drenge, lever et liv i en udsat position og har måske ikke så meget succes i skolen eller andre arenaer. Med Mind Your Own Business får de her drenge en mulighed for at få en succesoplevelse med noget, som de måske ikke havde prøvet før”, udtaler Søren Løkke.

Drenge styrker deres kompetencer og selvtillid i arbejdet med iværksætteri

Et vigtigt element heri er, at drengenes syn og tro på sig selv forandres positivt, forklarer Søren Løkke:

Langt de fleste af de unge, som jeg kender fra Mind Your Own Business forløbene, har markant ændret deres opfattelse af, hvad de selv kan, og det har selvfølgelig haft en betydning for deres skolegang og videre uddannelse

BROBYGNING & LOKAL FORANKRING

I arbejdet med at få sociale indsatser til at lykkes i helhedsplanerne, understreger Søren Løkke vigtigheden af et stærkt netværkssamarbejde. Og netop det, at der er frivillige og repræsentanter fra erhvervslivet, som bidrager til at hjælpe med opstart af mikrovirksomhederne, er noget, der har stor betydning for drengene.

”Der er ikke nogen tvivl om, at drengene lærer rigtig meget om at lave virksomhed, men de lærer også rigtig meget om at samarbejde med nogle mennesker, som de normalt ikke møder fra den omkringliggende verden”, fortæller Søren Løkke.

Men også de frivillige venturepiloter og mentorvirksomhederne lærer noget vigtigt af samarbejdet med drengene.

”Når man ser på det møde, der er mellem de unge drenge og de frivillige venturepiloter, så er det ikke bare drengene, der lærer noget, så er det faktisk også venturepiloterne, som får en indsigt i, hvad det vil sige at være en ung mand og leve i et udsat boligområde”, uddyber Søren Løkke.

Venturepilot: Det bedste er at lære drengene at kende

Maria Ladegaard, proceskonsulent i Rambøll, der har været mentorvirksomhed på flere iværksætterforløb, bekræfter det samme:

 ”Som mentorvirksomhed finder man hurtigt ud af, at der også er meget at lære af de kreative, energiske og idérige unge forretningsmænd”, forklarer hun.

Rambøll inviterer H2B-lifted på mentorvirksomhedsbesøg

Ifølge Jens Frederiksen, der er Unge- og Netværksmedarbejder i Høje Gladsaxes boligsociale helhedsplan, har samarbejdet med Mind Your Own Business også været med til at styrke samarbejdet med andre aktører i boligområderne og derigennem skabt yderligere værdi for lokalområdet.

Samarbejdet med Mind Your Own Business har betydet, at vi har fået en tættere relation til kommunen og ungdomsklubberne, og det samarbejde har stor betydning for os i helhedsplanen. Der bliver skabt nogle meget dybere relationer på tværs af os professionelle, som betyder, at vores andre projekter også bliver meget nemmere at gå til. Det har stor værdi for lokalområdet, fordi vores grundlæggende opgave er at løfte boligområdet i samspil med hinanden”, forklarer Jens Frederiksen.

ET SAMARBEJDE MED MENING – FOR BÅDE DRENGE OG DERES BOLIGOMRÅDER

De lokale samarbejdspartnere arbejder også for at løfte boligområdernes ry og fremhæve de mange gode historier, der er, selvom det sjældent er det, der bliver fokuseret på i debatten om de udsatte boligområder.

 At fortælle positive historier fra boligområderne, er også centralt for rigtig mange af de drenge, som er en del af et Mind Your Own Business forløb. Et eksempel på det er drengene fra mikrovirksomheden Integrity-X i Folehaven, Valby:

”Der er mange, der ser Folehaven som et udsat område, og en af de ting, der står stærkest i målene med vores virksomhed, det er at vise, at der kommer noget positivt ud af Folehaven. Vi elsker vores boligområde, og den kærlighed får vi også igen af de lokale. Virksomheden betyder helt klart meget for Folehaven, og Folehaven betyder virkelig meget for virksomheden, fordi vi prøver at vise, at det er et fedt sted at være.” Mohamed Tannoukhi, medstifter af Integrity-X.

Drenge styrker deres kompetencer og selvtillid i arbejdet med iværksætteri – interview med Integrity-X

Drengenes store engagement og arbejde i mikrovirksomhederne er ligeledes med til at skabe en positiv udvikling, som også spreder sig i lokalområdet og smitter af på drengenes omgivelser.

”Vi har oplevet en gruppe drenge, som er vokset helt vildt gennem arbejdet med deres mikrovirksomhed og generelt har udviklet en masse kompetencer – både fagligt og professionelt, men også menneskeligt, personligt og socialt. Og det spreder selvfølgelig nogle ringe rundt omkring i lokalområdet. Det spreder sig til deres kammerater, til skolen og til diverse samarbejdspartnere”, beretter Jens Frederiksen.

Erfarne MYOB-iværksættere styrker aktiviteter med unge i udsatte boligområder

Med deres gode fortællinger og vigtige budskaber er drengene og deres mikrovirksomheder ikke bare med til at løfte forståelsen for boligområderne, men også til at nuancere billedet af boligområderne, og som Søren Løkke fortæller, få andres øjne op for, hvad drengene kan:

”Først og fremmest bliver jeg jo rigtig stolt af drengene, når jeg oplever, hvor meget de får ud af det, og hvor meget de har lært – og også at omverdenen får øjnene op for, hvor meget drengene kan! Så det, der også er interessant for os i en boligsocial sammenhæng, det er, at Mind Your Own Business bidrager til at åbne omverdenens øjne for, hvad det er for et liv, drengene lever i et udsat boligområde”

”Fagligt set så bliver jeg begejstret, fordi det her projekt, det løfter – det løfter både området, men det løfter også vores forståelse for, hvor meget de her drenge kan, og det er super vigtigt”.

Søren Løkke, Boligsocial koordinator i 3B i Urbanplanen