Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Socialt iværksætteri øger unges tro på egne evner og styrker faglige relationer

I 2016 etablerede Daniel og ni venner fra Trige mikrovirksomheden Whired. Målet var at gøre en ende på sammenfiltrede høretelefoner. I dag ser han tilbage på en succes, der har givet ham et stærkt fagligt fællesskab og meget mere selvtillid.

”Den største succesoplevelse er at kunne sige, at vi har lavet noget fra bunden og så tage ud og se folk købe ens produkt, og nogen siger: ’det er et godt produkt det her’.”

Daniel Jafehvand, medstifter af mikrovirksomheden Whired

“Når der kommer nogen og siger: ’nu får I muligheden for at arbejde hårdt og lægge en masse tid i det her og energi. Og så får I lov til at køre det her selv i samarbejde med en masse folk, der er her for at hjælpe jer’. Det giver altså én noget motivation. At nu bliver jeg taget seriøst her, så skal jeg nok også tage mig selv seriøst,” fortæller Daniel Jafehvand.

Det er nu fire år siden den 21-årige iværksætter sammen med en gruppe venner startede en mikrovirksomhed i et lille klublokale i Trigeparken, lidt nord for Aarhus.

FILM: Daniel Jafehvand fortæller, hvordan arbejdet med iværksætteri har givet ham mere selvtillid og markant udvidet hans faglige netværk. Filmen er en del af et Impact evalueringsstudie udført af Als Research.

ET INNOVATIVT PRODUKT

Med Whired havde drengene en vision om at udvikle en lille kabelopruller, der skulle gøre sammenknudrede headsets til fortid. Et produkt, der høstede stor ros for at være både kreativt og innovativt.

Nogle gange, når man får en idé, kan det føles, som om den ligger lige til højrebenet. Men det er ofte de mest indlysende ting og løsninger, der er de sværeste at finde. Mikrovirksomheden er af de mest innovative og unikke i hele Mind Your Own Business (…) og har et stort markedspotentiale.”

Sådan lød ordene fra dommerkomitéen til Business Awards i 2017. Det var ord, der sikrede drengene prisen for ’Innovation & Nytænkning’ samt Mind Your Own Business’ Ærespris.

       FAKTA OM WHIRED

  • Mikrovirksomheden Whired blev etableret af ti drenge.
  • De unge iværksættere kommer fra Trigeparken i Aarhus Kommune.
  • Drengene var en del af MYOB Programmet i 2016 til 2017 og MYOB Akademiet i 2017 til 2018 

Dengang var drengene med deres produktidé på mange måder forud for deres tid. Siden er flere store virksomheder kommet på banen med forskellige varianter af trådløse høretelefoner. Alligevel har processen med at udvikle et produkt fra bunden og etablere sin egen mikrovirksomhed haft stor betydning for drengenes liv i årene efter.

JYSKE BANK TV: Historien om Whired.
Miniserie i fire afsnit om mikrovirksomhedens spæde opstart til Business Awards.

ET BREDERE UDSYN TIL VERDEN

For Daniel og de andre drenge blev etableringen af Whired et vigtigt vendepunkt i deres liv både fagligt og personligt. Særligt mødet med de frivillige venturepiloter fra lokalområdet fik stor betydning for drengene og udviklingen af Whired.

MYOB AKADEMIET: Whired til Graduate Camp hos KPMG, 2018.

Som medstiftere af Whired havde drengene det primære ansvar for at sikre mikrovirksomhedens fremdrift og udvikling. Men med deres erfaring fra erhvervslivet og personlige kompetencer blev venturepiloterne vigtige sparringspartnere, når de én dag om ugen mødtes for at arbejde i mikrovirksomheden. At blive mødt som ligeværdige samarbejdspartnere, hvor der var stor tiltro til deres meninger og evner, var for mange af drengene en ny oplevelse.

 

”Det fede ved venturepiloterne er, at i den alder så er man vant til, at når der kommer nogle voksne, så er det typisk en lærer eller en pædagog, men nu er det pludselig voksne mennesker, der er frivillige. Det gav en anden stemning, man ikke var vant til. Det var sjældent, hvis ikke første gang, man oplevede det med voksne.”

Daniel Jafehvand, medstifter af mikrovirksomheden Whired

Samtidig blev mødet med erhvervsmentorer fra store virksomheder som blandt andet Insights, Jyske Bank og konsulenter fra KPMG til vigtige kontakter i Daniels netværk. Det har været med til at åbne nye døre og nye ambitioner for fremtiden.

MYOB AKADEMIET: Whired præsenterer deres forretningsstrategi på Strategy Camp, 2017.

Whired på inspirationsbesøg ved Kirkholm Maskiningeniører

Hvis Mind Your Own Business ikke var kommet til Trige, så havde jeg manglet en del af det netværk, jeg har nu. Fordi Trige er en dejlig, hyggelig by, men ikke en særlig stor by. Der er ikke særlig mange forretninger. Der er ikke særlig stor mulighed for at få netværk,” fortæller Daniel Jafehvand.

 

I dag er Daniel flyttet til København og er en del af MYOB Advisory Board. Sammen med otte andre drenge bidrager han til at udvikle karrierefremmende aktiviteter på MYOB Karrierenetværket – et netværk for alle drengene, der har været med i et udviklingsforløb hos Mind Your Own Business. For Daniel er målet at kunne give viden og inspiration videre til de nye drenge og mikrovirksomheder, som hvert år samarbejder med Mind Your Own Business.

”Mind Your Own Business var en af de første af de her muligheder, som jeg har takket ja til. Og nu kan jeg jo sige, at alt det, jeg har fået ud af det i dag, har gjort en kæmpe forskel for mit ungdomsliv. Og det kommer også til at gøre en kæmpe forskel for min karriere og mit fremtidsliv.”

Daniel Jafehvand, medstifter af mikrovirksomheden Whired

Whired giver gode råd til de nye drenge: ”Tro på jer selv, så kan I komme rigtig langt”

NOGET VÆRDIFULDT AT SKRIVE PÅ CV’ET

Noget af det, som drengene fortæller, de har fået mest ud af ved at etablere deres egen mikrovirksomhed, er den praktiske erfaring og udviklingen af evnen til at samarbejde med mange forskellige mennesker.

Jeg har fået nogle lederkompetencer ud fra pludselig at skulle starte en mikrovirksomhed med mine venner og så også være direktør i den her virksomhed. Det giver nogle kompetencer, som man ikke kan få af at gå i folkeskole og gymnasiet, men som man er nødt til at lære på den hårde måde. Og så får man også lov til at prøve den teori af, som man lærer i gymnasiet, i sin virksomhed,” siger Daniel.

Drengene får erfaring, som styrker deres selvtillid – fordi de lærer at mestre nye ting, og fordi de lærer at turde gøre ting på trods af, at de ikke nødvendigvis mestrer dem. Og dét har givet dem et øget indblik i egne evner og noget at være stolte af.

Vi har lært at stå inde for os selv. Vi ved, hvad vi kan, og hvad vi ikke kan. Vi gør, hvad vi kan finde ud af, og det vi ikke kan finde ud af, det lærer vi hen ad vejen,” fortæller Ahmed, som også er medstifter af Whired.

PODCAST: Drenge fra udsatte boligområder etablerer mikrovirksomheder og styrker deres kompetencer.

 

”Man har det på sit CV. Noget, man selv har taget ansvar for. Noget, man selv har lagt sin egen energi i. Det, vil jeg sige, er den største succesoplevelse for mig ved Mind Your Own Business.”

Daniel Jafehvand, medstifter af mikrovirksomheden Whired

MYOB PROGRAMMET: Whired vinder prisen for Innovation & Nytænkning samt Mind Your Own Business’ Ærespris til Business Awards, 2017.