Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Ti år med stærke partnere som tror på drengenes kompetencer og drømme

Det giver motivation og selvtillid, når drengene møder erhvervsfolk, iværksættere og frivillige venturepiloter, som engagerer sig, fordi de tror på dem. Partnerskab er fundamentet, som siden 2010 har fået Mind Your Own Business til at lykkes, mener stifter Maria Kavita Nielsen.

Til Business Awards fejres drengenes samarbejde i mikrovirksomhederne. Her modtager de unge iværksættere bag Happy Sweets fra Nykøbing Falster Prisen for Netværkskabelse for deres arbejde med at udvikle luksusbolcher i 2019 til 2020.

Partnerskab er styrken

For ti år siden blev Mind Your Own Business etableret med visionen om at tilbyde unge drenge fra udsatte boligområder et unikt læringsrum, hvor de kunne udvikle sig fagligt og personligt i samarbejdet om at etablere mikrovirksomheder og skabe nye forretningsidéer.

Samarbejdspartnerne i Mind Your Own Business

  • De frivillige venturepiloter er drengenes tætteste sparringspartnere. En fast dag om ugen i otte måneder samarbejder de med drengene og får dem i mål med deres ideer.
  • De lokale samarbejdspartnere kender drengenes ressourcer, liv og hverdag i boligområderne, hvor de arbejder. De bidrager med stor faglig viden, socialt engagement og støtte.
  • Erhvervspartnerne er drengenes professionelle sparringspartnere. Det er mentorvirksomheder, rådgivende konsulenter, banker og iværksættere, som sætter deres faglighed i spil med drengene.

I dag har 608 drenge i Danmark og Grønland etableret og videreudviklet 79 mikrovirksomheder, hvor idéer som kasketter, armbånd, bolcher og gamingevents er blevet til virkelighed. Det har kun været muligt med den opbakning, som drengene og organisationen har fået fra erhvervslivet, lokale samarbejdspartnere og venturepiloter, fortæller Maria Kavita Nielsen, som har stiftet organisationen.

“Styrken i Mind Your Own Business er, at der er så mange aktører, som er samlet om opgaven. Det er et partnerskab, hvor mennesker mødes, udveksler livserfaring og bidrager med det, de hver især kan. Alle de mennesker viser, at de vil drengene og tror på dem. De inviterer drengene indenfor i deres virksomheder og i deres netværk.”

"Viljen til at engagere sig i samarbejdet med drengene bliver jeg meget rørt over. Organisationen udspringer af den oprigtige interesse, der er fra erhvervslivet og civilsamfundet. Det er deres engagement og opbakning, som har fået Mind Your Own Business til at lykkes."

Maria Kavita Nielsen, stifter og direktør i Mind Your Own Business

Tillid giver selvtillid

Drengene bliver mødt med positive forventninger i et fagligt og socialt læringsrum, hvor de møder et hold af kompetente venturepiloter og en mentorvirksomhed, der er klædt på til opgaven. Sammen arbejder de for at udvikle, designe, producere og markedsføre drengenes forretningsidéer.

”Det driver mig at se, når drengene lykkes. Når drengene ringer til mig flere år efter og fortæller, at de læser på CBS eller har fået en praktikplads og bruger alle de erfaringer og det netværk, de fik i Mind Your Own Business. Det er netop den inspiration fra forskellige mennesker, som skaber noget unikt,” siger Maria Kavita Nielsen.

Siden 2019 har Mind Your Own Business samarbejdet med unge drenge i Nuuk i Grønland. Her er fem mikrovirksomheder blevet etableret, hvor drengene blandt andet har udviklet hættetrøjer, en madbod og et motionsløb.

Tro på egne evner

Ti år med mikrovirksomheder

  • Organisationen blev udviklet i 2010 og har samarbejdet med unge drenge i hele landet.
  • 608 drenge har udviklet 67 mikrovirksomheder på MYOB Programmet.
  • 87 drenge har videreudviklet 12 mikrovirksomheder på MYOB Akademiet.
  • I 2019 åbnede organisationen et kontor i Nuuk i Grønland, hvor fem mikrovirksomheder indtil nu er blevet etableret.
  • 648 frivillige venturepiloter og 68 erhvervspartnere har engageret sig i samarbejdet med drengene.
  • Organisationen er støttet af TrygFonden, Bikubenfonden og Tuborgfondet.

Samarbejdet i mikrovirksomhederne giver drengene mere selvtillid og tro på egne evner. De bliver bedre til at samarbejde og styrker deres personlige og faglige kompetencer. De får et større netværk og indblik i, hvilke muligheder de har for uddannelse og arbejde.

Siden 2010 har drenge fra hele Danmark og Nuuk i Grønland etableret mikrovirksomheder. For Maria Kavita Nielsen er en af visionerne at gøre det muligt for endnu flere drenge at prøve kræfter med iværksætteri i samarbejde med Mind Your Own Business.

“Det, som er vigtigt for mig, er, at vi kan gøre det her for endnu flere drenge. I dag samarbejder vi cirka med 120 drenge om året. Tænk, hvis vi kunne nå 400 drenge. Tænk, hvis vi kunne nå 600 drenge om året. I sidste ende handler det for mig om værdiskabelse for det enkelte menneske og for samfundet som helhed,” siger Maria Kavita Nielsen.

"Når jeg engang skal se tilbage på et langt arbejdsliv, vil jeg være stolt over at have bidraget med en velfærdsløsning, der bringer forskellige mennesker tættere sammen gennem en metode og tilgang, der insisterer på at tage udgangspunkt i den enkeltes ressourcer." 

Maria Kavita Nielsen

De ni drenge bag mikrovirksomheden Whired fra Trige i Aarhus bydes velkommen til Business Awards 2017 hos Boston Consulting Group i København. Drengene modtog Årets Ærespris for deres arbejde med at udvikle en opruller til høretelefoner.