Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Drengene fra Fredericia: Det er rart at mødes online, så er der noget at se frem til

Selvom det er lettere og sjovere at mødes fysisk, så er det alligevel bedre at samarbejde virtuelt i mikrovirksomheden end slet ikke at mødes, mener Cuzeyr og Elias. De er to af drengene bag en ny mikrovirksomhed i Fredericia, som udvikler en idé til en app til elektriske løbehjul.

I september begyndte drengene fra Fredericia arbejdet med at udvikle forretningsideer i deres mikrovirksomhed.

At holde to meters afstand. At spritte hænder. At savne sine venner og hverdagen, som vi kender den. Det er blevet en del af livet i de her måneder, hvor undervisningen foregår hjemmefra foran en skærm, og butikker, restauranter og fritidslivet er lukket ned.

Det er en udfordrende tid at udvikle sin egen forretningside og mikrovirksomhed. Derfor finder drengene og venturepiloterne i de ti mikrovirksomheder i hele landet nye måder at mødes og samarbejde på. Det er svært, men fællesskaberne er der fortsat. De er blevet virtuelle.

Cuzeyr og Elias på 16 år mødes med venturepiloterne og de andre drenge i mikrovirksomheden hver mandag aften på Zoom eller Messenger. Her kan du møde drengene og læse om det det, som er svært, sjovt og udfordrende ved at etablere en mikrovirksomhed lige nu.

Hvad er det for en forretningside, I arbejder med i jeres mikrovirksomhed?

Elias: Vi har arbejdet med ideen om tilbehør til elektriske løbehjul. Det er en app, som er vores hovedide. Der skal være adgang til lås, tracking og en alarm, hvis løbehjulet bliver taget.

Cuzeyr: Vi kom frem til ideen, fordi mange kører på løbehjul. Det er et nyt produkt. Så tænkte vi, at der er nogle problemer med løbehjulet. Jeg har selv haft et løbehjul, og det blev stjålet. Så tænkte vi: Hvad kan vi gøre bedre? Og så fik vi ideen til en tracking-divisor, som man kan have på sin mobil.

Hvordan har det været at været at samarbejde i mikrovirksomheden indtil nu?

Cuzeyr: Jeg synes, det var rigtigt sjovt i starten. Vi er i et fællesskab, hvor vi laver noget andet end bare at spille barsket. Vi samarbejder og kommer med ideer til, hvordan vi skal udvikle denne her ide. Det er en anden måde at være sammen på, hvor vi tager det lidt mere seriøst.

Elias: Det er seriøst og sjovt på samme tid. Vi er jo også venner ved siden af. Det har været sjovt at samarbejde med venturepiloterne, de har et bredt perspektiv. Nogle har styr på økonomi, nogle har styr på apps. Og så har de nogle forskellige personligheder med forskellige baggrunde. De er gode til at være professionelle og venner med os på én gang.

Synes I, at det er svært lige nu under covid-19?

Cuzeyr: Jeg synes, det er svært. For eksempel havde jeg lidt tekniske problemer, bare da vi begyndte det her interview. Den direkte kommunikation er svær. Og så føler jeg også, at stemningen bliver lidt anderledes i forhold til, når man mødes fysisk. Vi går også i skole online, så det bliver otte, ti, elleve timer foran en skærm.

Elias: Motivationen har for nogle været mindre, og det bliver sværere at fokusere på samarbejdet. Det er nemmere, når man mødes fysisk. Jeg føler også, at der er som om, at man mister noget. Der er nogle oplevelser, som vi ikke får. Før vi blev sendt hjem, skulle vi splittes op i grupper i mikrovirksomheden, det var også lidt hårdt for nogle. På den anden side er det positive ved det, at når man bliver splittet op, så er der nogle, som har lettere ved at komme igennem med deres holdninger og fortælle om, hvad de synes er en god ide.

Hvordan holder I hovedet højt, selvom det er svært lige nu?

Elias: Det er bedre at mødes online, end slet ikke at mødes. Det er rart, at jeg har noget at bruge min tid på. Det er rart at sidde sammen om noget i Mind Your Own Business, hvor der er nogle store tanker og ideer, man kan vende. De giver mig noget overskud. Og derudover kan jeg godt lide at være udenfor, men der er ikke så meget at lave.

Når jeg har de der dårlige dage, så er det godt at mødes online, selvom man ikke kan mødes i virkeligheden. Det er noget godt at se frem til. Jeg tror også, at det for nogle kan være lidt nemmere at mødes online end i virkeligheden, fordi der ikke er så meget støj.

16-årige Cuzeyr fra Fredericia

Elias: Jeg ser frem til sommer, for der er fodboldturneringer. Jeg glæder mig til at se det, så det tænker jeg på for at holde humøret oppe. Jeg kan også rigtigt godt lide at gå en tur. Og så bruger jeg bruger tiden på at træne.

Hvad glæder I jer til i forhold til samarbejdet i mikrovirksomheden?

Cuzeyr: Jeg glæder mig allermest til at komme ud med denne her ide. Den behøver ikke at være perfekt eller færdig. Det bliver bare godt at komme videre og mødes og udvikle ideen.

Elias: Jeg glæder mig til at komme ordentligt i gang. Og så glæder jeg mig til fællesskabet. Vi har det godt sammen i mikrovirksomheden, os drenge og venturepiloter. Det bliver rart at kunne mødes igen. Jeg glæder mig også til at se, at det, vi laver, måske kan gøre en forskel for dem, som har et løbehjul.

Er der noget, I vil sige til drengene fra de andre mikrovirksomheder?

Elias: Husk, at man altid skal give sig hundrede procent, når det ser mørkt ud og er svært, ligesom det er lige nu. For det skal nok blive godt igen, det skal nok blive sommer igen.

Cuzeyr: Man skal give sig, selvom man har en dårlig dag. Man skal prøve at improvisere.  Jeg prøver at have en positiv energi, for den spreder sig. Det gør mig glad, når de andre drenge kommer og er glade og spreder god energi. Man skal prøve at holde den positive energi oppe. Det smitter af på os andre. Jeg synes, at Elias er god til det, du kommer altid med en god stemning.