Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

UNGE IVÆRKSÆTTERE I NUUK AFHOLDER FODBOLDEVENT OG DESIGNER MILJØVENLIGE HÆTTETRØJER

I september etablerede to grupper unge drenge mikrovirksomhederne Erinarsarta og 7ly High i Nuuk med ambitionen om at afholde et fodboldevent og sælge økologiske og miljøvenlige hættetrøjer. Otte måneders forberedelse kulminerede i et mangfoldigt fodbold- og musikevent og salg af økologiske hoodies med et stærkt budskab.

Inuusuttut allarnisaasartut arsartitsipput tujuulunnillu nasartalinnik avatagiisinut ajoqusiinngiysumik sanaanik ilusilersuillutik

Det er tidlig lørdag formiddag i Nuuk. Solen har smeltet den sidste rimfrost af parkeringspladsen ved Godthåbhallen. Bygningen er en af Nuuks ældste og mest ikoniske symboler på sundhed og i dag skulle den agere kulisse ved mikrovirksomhederne, Erinarsarta og 7ly High’s første salg.

En varm velkomst

Inde bag glasdøren står en gruppe morgenfriske drenge og byder alle deltagere og gæster velkommen. Borde står på række med sirligt opstillede snacks og drikkelse. Drengene fra Erinarsarta tager imod alle fremmødte med et smil. Alle stiller de gladeligt op til fotos og er tydeligt stolte af at være nået så langt i deres otte måneder lange arbejde.

”Jeg har ikke sovet ret meget i nat, for jeg har glædet mig så meget. Jeg har været spændt i over en uge. Det er fedt endelig at komme i gang med turneringen,” fortæller 14-årige Dennis med et forventningsfuldt smil på læben.

Intensitet, iver og iværksætteri

Den store hal, linoleumsgulvet og høj musik danner rammerne om Erinarsartas fodbold-event. En turnerings typiske aldersgrænser og kønsfordeling er udvisket til fordel for en inkluderende dag med høj intensitet og godt humør.

De unge iværksættere ønsker, at der skal være plads til alle, så skoleklasser, fritidsklubber, 7ly High og Erinarsarta stillede med hold. Mikrovirksomheden Qasujaallisarta fra sidste sæson stillede med et hold fra deres fritidsklub og det betød et glædeligt gensyn med flere drenge fra tidligere sæsoner.

Selv mentorvirksomheden GrønlandsBANKEN stillede med et hold kontormænd, som hurtigt blev døbt “Old boys”. Kampene var intense, men samtidig respektfulde og anerkendende. Særligt når de unge drenge lavede finter til stor jubel blandt publikum.

En hættetrøje skiller sig ud

Lørdagen efter er vinden kold, sneen har lagt et hvidt og til tider ganske vådt tæppe hen over den store plads foran Brugseni i Nuuks centrum. Et stort løb for “Gør maj sund” har tiltrukket mange løbeglade mennesker, hvor drengene fra 7ly High har udset sig dagen som en god mulighed for at promovere og sælge deres økologiske hoodies.

Mellem alle de glade mennesker og salg af snacks, skiller en hættetrøje sig ud. Et lækkert materiale og et logo med Grønland, pryder den sorte hættetrøjes bryst. Store hvide vinger omkranser Grønland og symboliserer, at man er klar til at nå nye højder. Beskedenhed og jantelov er ikke at finde på denne hættetrøje, hvilket er et dejligt og friskt signal fra de unge mennesker fra 7ly High. Hættetrøjen er af økologisk bomuld og går hermed hånd i hånd med bæredygtighed og den fremtid, drengene ønsker sig.

Et stærkt budskab

Anguteeraq fra 7ly High glæder sig over dagen og muligheden for at komme ud og vise hoodien frem og forhåbentlig sælge nogle stykker.

”Vi har arbejdet i otte måneder for det her. Det har været et stort arbejde. 7ly High betyder, at vi skal flyve højere, føle os lettere og komme ud af problemer, som man oplever i Grønland. Trøjerne skal også være miljøvenlige, for vi vil gerne passe på vores natur,” fortæller 17-årige Anguteeraq stolt.

Da dagen rundede af, havde mange lagt vejen forbi 7ly Highs bod og spurgt nysgerrigt ind til hættetrøjerne, tankerne bag logoet og flere måtte bare eje en trøje, som markerer stolthed over sit land og at problemer er til for at overvindes.

 

Drengenes arbejde fejres til Business Awards

Det store arbejde for at opnå det første salg har krævet mange ressourcer for drengene, og det store arbejde vil blive anerkendt under  Business Awards, lørdag d. 12. juni, hvor de unge iværksættere er inviteret til Business Awards hos GrønlandsBANKEN sammen med Mind Your Own Business. Her skal de præsentere virksomheden og fortælle om alt det, de har lært under etableringen af Erinarsarta og 7ly High. Efter drengenes præsentation vil en dommerkomité bestående af grønlandske erhvervsfolk og iværksættere holde tale for drengene, efterfulgt af en diplomceremoni.

Tid og sted for Business Awards:

Lørdag d. 12. juni fra kl. 11.00 til 13.30
GrønlandsBANKEN
Imaneq 33
3900 Nuuk

IVÆRKSÆTTERI MED MIND YOUR OWN BUSINESS

  • Siden 2010 har Mind Your Own Business engageret 608 drenge til at etablere 67 mikrovirksomheder og udvikle deres kompetencer. I 2015 modtog organisationen Kronprinsparrets Sociale Pris.
  • Drenge i alderen 13 til 21 år har mulighed for at være en del af Mind Your Own Business. Her er iværksætteri omdrejningspunkt, når drengene etablerer en mikrovirksomhed.
  • Drengenes forretningstalent og vedholdenhed bliver sat på prøve, de tilegner sig basale forretningsfærdigheder – og de bliver udfordret i og motiveret til at tage ansvar og nå konkrete mål.
  • Programmet er blevet realiseret i samarbejde med Tuborgfondet, som har støttet Mind Your Own Business siden 2019.

MULIGE KILDER TIL INTERVIEW FØR ELLER PÅ DAGEN

  • Én eller flere af drengene fra mikrovirksomhederne, som kan fortælle om deres produkt, og om hvorfor de har lyst til at arbejde med iværksætteri.
  • Maria Kavita Nielsen, grundlægger og direktør for Mind Your Own Business, kan give indblik i metoden og de positive effekter, såsom at drengene kan få styrket deres ordforråd, øge deres selvværd og blive fagligt stærkere.
  • Ivalu Nørreslet Rex, projektleder for Mind Your Own Business i Grønland, kan give indblik i programmet i Grønland og fortælle om formålet, som handler om at styrke drengene, så de kan udvikle deres potentialer.
  • En erhvervsmentor fra GrønlandsBANKEN, Royal Greenland, INI eller Illit Forsikringit A/S, som har sparret og udviklet mikrovirksomhederne sammen med drengene i månederne frem til juni.

Mind Your Own Business

Maria Kavita Nielsen, direktør og grundlægger
maria.kavita@myob.dk // +45 2611 7183
Otto Mønsteds Gade 5
København V.

Ivalu Nørreslet Rex, projektleder i Nuuk
ivalu.rex@myob.dk // +229 28 58 90
Tuapannguit 66
3900 Nuuk

Læs mere på www.myob.dk