Event8 (Randers)

Event8

Event 8 2014-2015

Forløb: MYOB Programmet

I samarbejde med Bysekretariatet og mentorvirksomheden Randers FC.

For drengene fylder kærligheden til fodbold meget. Det forekom derfor naturligt, at drengene skulle udnytte deres viden på det område til at skabe en virksomhed. Resultatet blev Event8, hvis primære formål er at udvikle og afholde en stort årlig fodboldturnering. Pladserne i turneringen kan besættes af hold fra lokale væresteder og ungdoms- og fodboldklubber.

Allerede i virksomhedens første år lykkedes det drengene at nå i mål med det store koordineringsarbejde og alle de logistiske opgaver. Derfor kunne i alt otte fodboldhold, trænere og tilskuere opleve det første Fodbold VM blive spillet i Randers – på græsbanerne ved Ulvehøj. I løbet af dagen var der arrangeret både forplejning og aktiviteter for de mere end 300 spillere og gæster. Da sejrherrerne var fundet, blev dagen rundet af med stor koncert af Brandon Beal.

Drengenes succes med at indgå professionelle aftaler op til turneringen, håndtere presseaktiviteter og markedsføre eventet på sociale medier var blevet noteret af dommerpanelet til Business Award 2015 og de kvitterede med at tildele Event8 Prisen for Strategisk kommunikation. På fornem vis mestrede drengene en svær opgave med mange involverede parter, til gavn for fodboldglade børn og unge.