Indflydelse og ansvar
Med iværksætteri som omdrejningspunkt engagerer Mind Your Own Business 13-19-årige i udsatte positioner i Danmark og Grønland.
I samarbejde med frivillige venturepiloter fra civilsamfundet og partnere fra erhvervslivet giver Mind Your Own Business unge mulighed for at etablere egen mikrovirksomhed. De unge får indflydelse og ansvar for et fokuseret udviklingsforløb, som strækker sig over 10 måneder, hvor de skaludvikle et produkt, producere, markedsføre og sælge det.
Målet er at styrke de unges faglige og sociale kompetencer og skabe en stærkere tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.
Reformkommissionen fremhæver Mind Your Own Business som et eksempel på, hvordan partnerskaber mellem kommuner, erhvervsliv og civilsamfund kan bidrage til at løse den store samfundsudfordring med unge, der står uden for job og uddannelse.
Mit snit i skolen var rigtig dårligt, men jeg har arbejdet mig rigtig hårdt frem til et bedre snit, og nu er jeg uddannelsesparat. Da jeg var til Venture Camp, tænkte jeg bare: “Jeg skal på HHX, og jeg skal på CBS bagefter, så de karakterer skal bare op!” Det har givet en masse blod på tanden!
Mikail
Medstifter af mikrovirksomheden Reach
En af drengene har været lidt tilbageholden og har nok også lidt rollen som ”klassens klovn”. Men da vi var på besøg i banken, lagde han ud med at stille et rigtig godt spørgsmål, som han blev anerkendt for, og så fløj det ellers bare ud af ham. Han var on fire den dag! Det var en succesoplevelse, en dreng som ham virkelig fik noget ud af.
Michelle
Frivillig venturepilot i mikrovirksomheden Young Men Dreaming
Drengene har rykket sig meget undervejs i forløbet. Det er tydeligt, at deres ordforråd er blevet større, og de er blevet bedre til at tage hinanden seriøst og bakke hinanden op.
John
Lokal samarbejdspartner i mikrovirksomheden Street Leaders
Målgruppen
Mind Your Own Business Specialforløb er målrettet unge mellem 13 og 17 år fra segregerede tilbud i kommunen, som har generelle indlæringsvanskeligheder. Det kan være unge, der vokser op i familier med få ressourcer og lav tilknytning til arbejdsmarkedet, og som derfor er i større risiko for ikke at få en ungdomsuddannelse eller et ordinært arbejde.
Målgruppen inkluderer typisk unge, der mangler rollemodeller og opbakning i hverdagen og trives dårligt i den traditionelle skoleramme, og som af forskellige årsager har brug for et alternativt læringsrum for at knække læringens kode. Nogle kan have brug for længere tid til læring, være kognitivt udfordrede eller have et lavt abstraktionsniveau. Derudover kan det være unge, der har begrænset kontakt med jævnaldrende og har et fritidsliv uden sunde fællesskaber.
Forløbet
Mind Your Own Business Specialforløb forløber over 10 måneder og er opbygget med en klar struktur og aktiviteter, der følger et fastlagt årshjul, hvor de unge arbejder sammen om at udvikle en mikrovirksomhed. De unge mødes én gang om ugen i to til tre timer i skoletiden. Under hver arbejdsgang deltager en projektkoordinator fra Mind Your Own Business samt nøje udvalgte frivillige venturepiloter, der støtter de unge i arbejdet med mikrovirksomheden.
Mind Your Own Business planlægger og faciliterer arbejdsgangene, hvor de unge inddeles i afdelinger. Her arbejder de med produktudvikling, økonomistyring, markedsføring og salg, kommunikation samt HR-relaterede emner. De unge tildeles specifikke ansvarsområder for at styrke deres ejerskab og ansvar i mikrovirksomheden, og samarbejdet i gruppen er med til at fremme de unges evne til at arbejde sammen, styrker fællesskabet og de sociale kompetencer hos den enkelte.
Erhvervslivet inddrages gennem workshops, virksomhedsbesøg og ekstern sparring, som giver de unge indblik i det danske arbejdsmarked. Alle aktiviteter tilpasses de unges faglige, sociale og personlige niveau.
Øget trivsel og uddannelsesparathed
Mind Your Own Business Specialforløb styrker de unges sociale relationer, og gennem samarbejde, beslutningsprocesser og tydelig arbejdsfordeling i mikrovirksomheden opbygger de unge sociale kompetencer og samarbejdsevner, der fremmer en positiv kultur og giver dem mod på at indgå i nye relationer.
For den enkelte elev betyder det øget trivsel på et personligt plan og det konkrete arbejde med udviklingen af mikrovirksomheden skaber større tryghed for de unge i forhold til fremtiden og styrker deres færdigheder.
Samlet set forventes forløbet at fremme de unges uddannelsesparathed og give dem et bedre kendskab til arbejdsmarkedet. Flere vil efter forløbet være bedre rustet til at gennemføre en ungdomsuddannelse, FGU eller opnå en tilknytning til erhvervslivet.
Skolens rolle
Skolen deltager aktivt med en lærer eller pædagog, som er fast tilknyttet forløbet og spiller en vigtig rolle i at sikre lokal forankring af indsatsen. Skolen har ansvaret for rekruttering og fastholdelse af de unge gennem hele forløbet. Det er derfor vigtigt, at den pågældende person kender eleverne godt og besidder de nødvendige relationelle og socialfaglige kompetencer for at arbejde med målgruppen.
Desuden er skolen ansvarlig for at stille egnede lokaler til rådighed for de ugentlige arbejdsgange. Det samlede timetal varierer afhængigt af aftalerne i det konkrete forløb og er estimeret til at udgøre mellem 90 og 110 timer. På næste side er der desuden et vejledende årshjul.
Impact siden 2010
Flere evalueringer fra Als Research viser, at MYOB-forløb styrker elevernes faglige, personlige og sociale kompetencer – som er definerede for deres uddannelsesparathed.
Evaluering af Mind Your Own Business
- Eleverne er blevet mere afklarede om deres fremtid efter folkeskolen og ser mere optimistisk på deres fremtid
- Antallet af konflikter er faldet signifikant – især blandt dem, der tidligere var involveret i mange konflikter
- Elevernes psykiske trivsel er forbedret, særligt hos dem, der havde de største udfordringer ved forløbets start
Resultaterne bekræfter, at Mind Your Own Business gør en reel forskel for elevernes faglige, sociale og personlige udvikling.
Du kan læse alle evalueringerne fra Als Research her.
Samtidig oplever alle involverede i partnerskabsmodellen, at eleverne:
- Er blevet bedre til at samarbejde
- Har styrket deres evne til at fremlægge og udvide deres ordforråd
- Har forbedret deres koncentrationsevne i forhold til arbejdsopgaver
en positiv udvikling
Evaluering af Mind Your Own Business med registerdata
I et registerstudie, som blev lanceret i 2024, blev 263 deltagere, der har deltaget i et Mind Your Own Business forløb i perioden 2014 – 2020, sammenlignet med en kontrolgruppe sammensat ud fra variable som familieindkomst, forældres uddannelsesniveau m.v.
Registerstudiet dokumenterer, at de deltagende unge i Mind Your Own Business-forløbet har en statistisk signifikant større sandsynlighed for at opleve en positiv udvikling i deres uddannelses- og beskæftigelsesniveau.
Forløb og aktiviteter
Udover vores ordinære forløb tilbyder vi også skole- og specialforløb med tilpasninger, der tilgodeser forskellige behov hos målgruppen.