You are currently viewing Velox Pecunia sælger første kollektion af hættetrøjer og t-shirts

Velox Pecunia sælger første kollektion af hættetrøjer og t-shirts

”Det bedste er at tjene vores første penge.

Sådan fortæller Alban, en af grundlæggerne af Velox Pecunia, om dagens releasefest. Det er kulminationen på otte måneders arbejde med at skabe deres egen mikrovirksomhed. Det er en vigtig dag, hvor de finder ud af, om der er et marked for deres allerførste kollektion af hættetrøjer og t-shirts.

Drengene har stillet to store telte og borde op midt på Brønshøj Torv en onsdag eftermiddag. Musikken fra en højtaler spiller pladsen op og gæsterne lokkes til af billige sodavand og hjemmelavede pølsehorn.

KUNSTEN AT SÆLGE

Kollektionen består af hvide t-shirts og sorte hættetrøjer med lynlås, som begge har mikrovirksomhedens skarpe logo påtrykt. Drengene har selv designet logoet, der består af et stort V og P, der er bundet sammen af et dollar-tegn.

Drengene har designet en særudgave af t-shirten med tekst på ryggen: Hurtige penge. Kommer hurtigt, forsvinder hurtigt. Netop denne version, som de har fået lavet i ti eksemplarer, bliver hurtigt udsolgt på dagen, og det er en stor succes for drengene – det viser, at de har ramt rigtigt med deres brand.

I processen med at designe og producere kollektionen, har det været vigtigt for drengene, at tekstilerne er af høj kvalitet. Det har derfor været en længere proces, hvor flere producenter har været inddraget, før drengene fandt frem til den helt rigtige feel. Tøjindustrien er stor, og drengene vil gerne kunne konkurrere på pris, men uden at gå på kompromis med kvaliteten.

HURTIGE BILER OG EN DINOSAUR SOM BLIKFANG

Drengene drømmer stort, og vil gerne have så mange så muligt til at møde op til deres release. Derfor har de skrevet en pressemeddelelse til lokalavisen, som blev udgivet dagen før arrangementet. Det viser sig at give pote, da mange af de mennesker, der møder op, netop lægger vejen forbi, fordi de har læst om drengene i avisen.

Samtidig har drengene lagt en god strategi for at tiltrække sig opmærksomheden på Brønshøj Torv fra de forbipasserende, der hele eftermiddagen krydser torvet. Der er både medbragt en bil og en levende dinosaur!

Dinosauren trasker rundt på pladsen og særligt børn bliver draget af den mærkelige skabning, hvilket får forældrene til at kigge nærmere på Velox Pecunias produkter. For at tiltrække de unge, der er hovedmålgruppen for virksomheden, har drengene valgt at have deres salg ud fra ladet på en bil.

IDEER BLIVER TIL VIRKELIGHED

Line Lundbye er en af dagens gæster. Hun kommer fra Vækstfonden, der er mentorvirksomhed for de unge iværksættere. Hun har sparret med dem lige fra begyndelsen, om de forskellige aspekter ved virksomhedsopstart, og hun er imponeret over hvor meget de har rykket sig:

Det er en fornøjelse at se drengenes ideer blive til virkelighed og at se, hvor langt de egentlig er kommet. De har gjort rigtig meget ud af det med boden, loungestole med Velox Pecunia-logo, musikken og ikke mindst de hjemmebagte pølsehorn. Det er også sjovt at se dem i rollen som sælgere.

NÆSTE SKRIDT

Efter tre timer i den friske forårsluft er arrangementet ved at være slut. Drengene har solgt mange hoodies og t-shirts, og har fået over 5.000 kroner i indtægter. Drengene er godt tilfredse. Nu er spørgsmålet, hvad næste skridt er. Albans svar er klart:

Næste skridt er at vi lærer at klare os uden venturepiloterne. 

De dedikerede venturepiloter har fulgt drengene hele vejen med motivation, gode idéer og deres store netværk, som de har bragt i spil sammen med drengene. Når MYOB Programmet slutter til juni, vil drengene gerne fortsætte deres arbejde med Velox Pecunia.

De unge iværksættere kan bruge alt, hvad de har lært gennem de sidste otte måneder, til fortsætte deres iværksættereventyr, som kun lige er begyndt.