You are currently viewing Amar designer armbånd: Jeg ved, at jeg vil det her

Amar designer armbånd: Jeg ved, at jeg vil det her

Sort, knyttet læder med en elegant lukning i metal. Det var i sommeren 2017, at Amar Ali begyndte arbejdet med at etablere sin helt egen smykkevirksomhed. Han ville producere armbånd til herrer. Og på blot ét enkelt år er han kommet langt.

Smykkerne er designet, hjemmesiden er i luften, og armbåndene er blevet præcis, som han havde drømt om. Det har både krævet kreativitet, mod og hårdt arbejde for 16-årige Amar Ali at nå hertil, hvor han kan se sine ambitioner blive til virkelige produkter.

”Min virksomhed hedder Malak Ali, og jeg udvikler armbånd i læder med låse i metal. For et år siden begyndte jeg at planlægge og designe produktet og lægge strategien for virksomheden.”

”Jeg begyndte at sælge armbåndene for en måned siden, så det hele føles stadig meget nyt. Det er spændende,” fortæller han.

Amar går i 9. klasse i Horsens og vil læse EUX-Business efter sommerferien. For her kan han få større viden om økonomi, handel og ledelse, så kan han styrke sit arbejde som selvstændig iværksætter.

”For mig handler dét at starte en virksomhed om at bruge min tid på noget sjovt og kreativt. Det handler ikke kun om at sælge, men om alle de mennesker, som jeg kommer i kontakt med gennem mit arbejde.”

”Jeg synes, at vi er meget hjælpsomme i Danmark. Vi lytter til hinanden og giver hinanden gode råd. Dét er også noget af det, som har gjort, at jeg har turdet at starte min egen virksomhed,” fortæller Amar.

Socialt iværksætteri

Passionen for herresmykker har Amar haft i mange år. På programmet hos Mind Your Own Business lærte han, hvordan man etablerer en virksomhed, lægger forretningsplan, sætter mål – og når dem.

Sammen med ni venner fra Horsens etablerede Amar mikrovirksomheden Red Livet, hvor de producerede armbånd. Amar kan i dag bruge alle de erfaringer, som han fik med at designe og markedsføre smykker, i sit eget arbejde.

”MYOB har lært mig at opbygge et netværk og tale med nye mennesker. Det er dét bedste, jeg har lært og fået ud af at være med.”

”Jeg er blevet meget bedre til at tale med folk, fortælle om mine ideer og holde oplæg for mange mennesker. Før blev jeg meget nervøs, når jeg skulle tale med andre. Nu er jeg mere åben og kan starte en dialog med alle,” fortæller han.

I november måned har Amar valgt, at 10 procent af overskuddet fra salget af armbåndene skal gå til afdelingen for kræftramte børn på Aarhus Universitetshospital. Det er en af grundstenene i strategien for Malak Ali at give noget tilbage og bakke op om sammenhold og mangfoldighed.

“Hver måned går en del af overskuddet til et velgørende formål. I oktober støttede jeg Sundparkhallen, som gør en forskel for børn og unge. Det er min egen gamle klub, som ligger her i mit boligområde,” fortæller han.

Armbåndene fra Malak Ali

  • Malak Ali betyder engel på arabisk og er et dansk smykkebrand, som går op i design, kvalitet og social bæredygtighed.
  • Virksomheden blev stiftet i sommeren 2017 af Amar Ali, som dengang var 15 år.
  • 10 procent af virksomhedens overskud går hver måned til et godt formål. Det kan være sociale arrangementer i lokalsamfundet eller til en indsamling til udsatte mennesker.
  • Følg med i Amars arbejde på Malak-ali.dk eller på Facebook Malak Ali.