FORMANDSSKIFTE I MIND YOUR OWN BUSINESS

Efter fire år på posten som formand for Mind Your Own Business takker Thomas Holluf Nielsen af. Ny formand er Peter Holm, som udover at være chef for samfundsansvar i pensionsselskabet Velliv, også har erfaring med det socialøkonomiske område, fondsverdenen og impactinvesteringer.

24/05/23 i Nyheder

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Om sin nye rolle siger Peter Holm:

”Jeg har arbejdet med Mind Your Own Business siden begyndelsen og været i bestyrelsen de seneste fire år. Potentialet i at lade unge drenge prøve kræfter med egen virksomhed – en slags moderne mesterlære – er stort, og der kommer til at være en kæmpe efterspørgsel på talenter, som dem Mind Your Own Business arbejder med. Derudover er jeg stolt og glad for at arbejde sammen med så kompetent og dedikeret bestyrelse og ledelse.”

Thomas Holluf Nielsen har været engageret og passioneret i Mind Your Own Business de sidste syv år. Først som repræsentant for mentorvirksomheden Domea.dk, siden som bestyrelsesmedlem og senest som bestyrelsesformand.

 ”Det har været et privilegie at være en del af Mind Your Own Business og opleve passionen, engagementet og ikke mindst de mange unge dedikerede drenges glæde og stolthed. Jeg er stolt over, hvad vi har skabt sammen og glæder mig over at give formandsstafetten videre til Peter Holm. Tak til bestyrelsen for et super godt samarbejde og en særlig tak til direktør Maria Kavita Nielsen for en helt igennem imponerende og sjældent set passioneret indsats” siger Thomas Holluf Nielsen.

Mind Your Own Business´ direktør Maria Kavita Nielsen takker ligeledes Thomas Holluf Nielsen for et godt og nærværende samarbejde:

”Jeg vil gerne takke Thomas for en vigtig og nærværende indsats. Det har været en stor fornøjelse at samarbejde igennem tiden, og jeg er dybt taknemmelig for den opbakning og det engagement, Thomas altid har udvist. Det har været både lærerigt og motiverende på et fagligt og personligt plan. Thomas har været en vigtig fortaler og repræsentant for Mind Your Own Business’ arbejde, og jeg ønsker Thomas alt det bedste fremover og sender en kæmpe og hjertevarm tak i hans retning,” siger Maria Kavita Nielsen.

Spørgsmål til denne meddelelse kan stilles til:

Direktør Maria Kavita Nielsen på telefon 2611 7183
Bestyrelsesformand Peter Holm på telefon 2268 4432