GOD JUL OG GODT NYTÅR

2022 rinder stille og roligt ud, og endnu en halvsæson i Mind Your Own Business går på hæld. Vi kigger tilbage på årets bedrifter.

01/01/23 i Nyheder

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Lige om lidt slår klokken 2023, og endnu en halvsæson i Mind Your Own Business går på hæld. Inden vi hver især slår autoreply til og smutter på juleferie, vil vi benytte lejligheden til at kigge tilbage på et fantastisk år 2022, der har budt på store milepæle – både for os her på kontoret, men i den grad også for  mikrovirksomhederne rundt omkring i både Danmark og Grønland.

Et stort tak skal lyde til alle vores erhvervspartnere; Vi sætter enormt stor pris på jeres store engagement i Mind Your Own Business – jeres faglige indsigt betyder utrolig meget for, at drengene lykkes og kommer rigtig langt med deres mikrovirksomheder.

En mindst lige så stor tak til de lokale samarbejdspartnere og frivillige venturepiloter, der hver eneste uge er med til at vise vejen og give drengene et fast ugentligt holdepunkt, de kan se frem til. Jeres indsats er helt afgørende for, at vi år efter år kan lave Mind Your Own Business-forløb.

Slutteligt naturligvis en kæmpe tak til alle vores unge iværksættere, der hver uge knokler i mikrovirksomhederne. I gør det fantastisk, og vi glæder os til at følge jer i 2023!

FARVEL TIL SÆSON 2021/2022 …

Vi starter vores tilbageblik med at spole tiden tilbage til slut-april, hvor 1 to 1 fra Roskilde, La Granja fra Slagelse, NextGenZ fra Fredericia og Composé fra Nivå afsluttede en flot sæson 2021/2022 på MYOB Akademiet. Traditionen tro afholdt vi Graduate Camp hos KPMG, hvor mikrovirksomhederne kunne fremlægge flotte resultater for deres venture- og fagpiloter.

En måneds tid senere var det så mikrovirksomhederne på MYOB Programmets tur til at lade sig hylde for deres flotte resultater, da vi afholdt den årlige Business Awards hos Boston Consulting Group i København og GrønlandsBanken i Nuuk. Der blev uddelt priser og klapsalver til Kaassassuk fra Nuuk, G.O.A.T. fra Fredericia, WatchUs fra Sjælør, ASAP Helper fra Køge, Sticker Tracker fra Helsingør, La Rébellion fra Korsør, Pulvinar Pillows fra Bispebjerg og Reach fra Valby.

… OG GODDAG TIL SÆSON 2022/2023

Netop La Rébellion, Pulvinar Pillows og Reach har vi heldigvis stadig fornøjelsen af, da de i begyndelsen af efteråret startede på MYOB Akademiet, hvor de skal videreudvikle deres mikrovirksomheder i selskab med deres venturepiloter og fagpiloter fra KPMG.

På MYOB Programmet er et helt nyt kuld af iværksætterspirer startet i Nuuk, Esbjerg, Varde, Fredericia, Kolding, Århus, Slagelse, Sydhavnen, Farum og Tingbjerg. For ganske få uger siden sparkede de officielt sæsonen i gang, da de var til Venture Camp hos henholdsvis Nalik Ventures i Nuuk, Boston Consulting Group i København og IBM i Brøndby. Faktisk har vi i år slået rekord, da vi har startet flere Mind Your Own Business-forløb end nogensinde.

NYE PARTNERSKABER

Dette har blandt andet kunnet lade sig gøre, fordi vi i august fik indfriet et stort internt mål i organisationen med åbningen af vores nye kontor i Esbjerg. Med støtte fra Lauritzen Fonden, Det Obelske Familiefond, KG Fonden og Claus Sørensens Fond har vi således endnu bedre betingelser for i fremtiden at starte forløb vest for Storebælt.

Det var ikke kun fondsporteføljen, vi udvidede i år; 2022 blev nemlig også året, hvor vi indgik to nye strategiske samarbejder med henholdsvis Danske Bank og teknologi- og konsulentvirksomheden IBM.

Førstnævnte stiller op med frivillige medarbejdere, der blandt andet hjælper drengene med at få styr på generalforsamlinger, budgetter og bankkonti. I samarbejdet får drengene ligeledes større indsigt i banktermer og privatøkonomi.

Nyeste skud på stammen af erhvervspartnerskaber er IBM. Samarbejdet fik sin ilddåb i november, da teknologigiganten var værter for den årlige Venture Camp for mikrovirksomhederne, der er tilknyttet vores kontor i Esbjerg. Her gav IBM’s frivillige konsulenter faglig sparring, da mikrovirksomhederne skulle udvikle forretningsplaner for sæsonen, og i maj er de desuden værter, når mikrovirksomhederne inviteres til Business Awards, der markerer sæsonens afslutning.

LANCERING AF PODCAST

Sidst men bestemt ikke mindst kunne vi for nylig løfte sløret for vores helt egen podcast. Waqas Qadri, som du måske kender fra bandet Outlandish, er vores vært og inviterer i hvert afsnit gæster i studiet til en snak om iværksætteri og identitet.

I første sæson har Waqas haft besøg af unge iværksættere fra denne sæsons Akademi: Ahmad og Mohammed fra La Rébellion, Albert og Igor fra Pulvinar Pillows samt Mikail og Hassan fra Reach. Desuden har han haft besøg af Mohamed El Arbagi, der for mere end 10 år siden var med til at starte mikrovirksomheden G for Gentleman på Amager. Mohamed, der i dag er 25 år, kunne fortælle sin imponerende rejse fra ung dreng i et udsat boligområde med spirende iværksætterdrømme til succesfuld juridisk fuldmægtig i Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Du kan lytte til alle podcastafsnittene her. I januar vender Waqas tilbage med endnu flere inspirerende gæster.

Endnu en gang stor tak til alle jer, der i år har været med til at gøre Mind Your Own Business-forløbene til en succes. Rigtig glædelig jul og godt nytår fra alle os på Mind Your Own Business-kontorerne i København, Esbjerg og Nuuk! Pas på jer selv og hinanden – vi ses til et spændende og begivenhedsrigt år 2023.