IVÆRKSÆTTERE HYLDES TIL ÅRETS BUSINESS AWARDS

Efter to år præget af covid-19 havde vi lørdag d. 21. maj igen mulighed for at afholde årets Business Awards i de flotte lokaler hos Boston Consulting Group (BCG). Drengene fra MYOB Programmet i Danmark blev fejret med manér efter ni måneders hårdt arbejde.

30/05/22 i Nyheder

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

DRENGENES HÅRDE ARBEJDE HAR GIVET POTE

De seneste ni måneder har de unge iværksættere fra ASAP Helper fra Køge, Reach fra Valby, StickerTracker fra Helsingør, G.O.A.T fra Fredericia, La Rébellion fra Korsør, Pulvinar Pillows fra Bispebjerg og WatchUs fra Sjælør arbejdet hårdt for at nå i mål med deres produkter.

Fra at drenge i august sidste år startede deres idéudvikling, til at de nu står på scenen og præsenterer, er der sket en stor udvikling hos drengene. Undervejs i forløbet har drengene, udover at udvikle deres produkt, blandt andet afholdt stiftende generalforsamling, der er lavet medarbejderundersøgelser og -samtaler, og drengene har været på besøg hos deres mentorvirksomheder. Det har været ni måneder spækket med aktiviteter og udfordringer, som drengene med åbne arme har taget imod. Udover at være blevet skarpere på, hvad det vil sige at drive en virksomhed, er drengenes sammenhold og fællesskab også blevet styrket. Det sås tydeligt fra publikum, hvor blandt andet drengenes venturepiloter sad og heppede. 

”Jeg er stolt over at se den udvikling, som drengene har været igennem. På scenen er det tydeligt at se, hvordan drengenes sammenhold og respekt for hinanden skinner igennem. For ni måneder siden havde de ikke stillet sig op på scenen og performet på den måde, som de har gjort i dag. De har gå-på-mod, og de tror på sig selv og hinanden,” siger Patrick Lyak, der har været venturepilot i mikrovirksomheden Reach.

På baggrund af et kompetent dommerpanels vurderinger blev der på dagen blev uddelt i alt otte priser for mikrovirksomhedernes hårde arbejde. Priserne kendetegner egenskaber, som drengene har været særligt gode til at dygtiggøre sig indenfor. I tillæg hertil gives Mind Your Own Business’ ærespris til en mikrovirksomhed, der har skabt noget helt ekstraordinært.

PRISEN FOR NETVÆRKSSKABELSE GÅR TIL..

Pulvinar Pillows! Mikrovirksomheden Pulvinar Pillows er gået all in på et pudekoncept, som skal bringe iværksætteri, kreativitet og fællesskab ind i klasselokalet – og selvfølgelig ekstra komfort til de hårde skolestole. Tankegangen bag puden er, at øget komfort giver øget koncentration, som medfører øget indlæring.

Om Pulivar Pillows siger dommerne: Virksomheden har haft et skarpt blik for både bæredygtighed og involvering af kunden. De har formået at skabe et produkt med stort potentiale for udbredelse og som både tilgodeser den enkelte og fællesskabet. Drengene har på flot vis skabt en mikrovirksomhed med en organisation baseret på ansvarlighed, godt samarbejde og fællesskab.

Stort tillykke til Pulvinar Pillows!

PRISEN FOR ØKONOMISK VÆKSTPOTENTIALE GÅR TIL…

WatchUs! WatchUs har skabt et nyt og innovativt vægur til folkeskoler. De er motiverede af, at det skal være lettere for unge at følge med og holde fokus i skolen.

Om WatchUs siger dommerne: Mikrovirksomhedens produkt er innovativt og nytænkende og stammer fra et oplevet behov hos både dem selv og deres kammerater. Drengene har formået at bringe deres egen identitet i spil gennem udviklingen af deres produkt. Produktet formår at tilfredsstille et stort behov for mere enkelthed i en lang række institutioner, og det vurderes, at der vil være et betydeligt økonomisk vækstpotentiale, hvis virksomheden vælger at iværksætte produktionen af produktet.

Stort tillykke til WatchUs!

PRISEN FOR BRANDING & MARKEDSFØRING GÅR TIL…

Reach! Reach har sat sig for at udvikle en eksklusiv sodavand med unik design og smag under sloganet ”You can reach what you want”.

Om Reach siger dommerne: Drengene har et stærkt sammenhold, som har vist sig gennem hele forløbet. Bag produktet står en stærk fortælling og et forretningskoncept, der er skræddersyet til de sociale medier og det unge segment, der gerne vil tage deres skæbne i egne hænder. Virksomheden har opnået omtale i flere medier og er blevet kontaktet af andre virksomheder med henblik på samarbejde. Sidst men ikke mindst har virksomheden formået at skabe gode interaktioner med over 200 følgere på Instagram.

Stort tillykke til Reach!

PRISEN FOR ORGANISATION & SAMARBEJDE GÅR TIL…

G.O.A.T! Drengene fra G.O.A.T har en stærk iværksætterånd og har valgt at producere en lækker hoodie med en cool logo med sloganet ”Feel the G.O.A.T”.

Om G.O.A.T siger dommerne: Det er tydeligt, at der i mikrovirksomheden er et stærkt team-samarbejde med drivkraft, gå-på-mod, og ikke mindst store visioner. Ved at stå imod udfordringer som et samlet team har drengene vist sig som sande iværksættere, der ikke giver op, selv når de møder modgang. Drengene har, via en benhård strategi og blik for muligheder, afholdt et salgsevent samtidig med et lokalt loppemarked. Det førte til, at første kollektion nu næsten allerede er udsolgt.

Stort tillykke til G.O.A.T!

PRISEN FOR FORRETNINGSSTRATEGI GÅR TIL…

La Rébellion! Mikrovirksomheden La Rébellion har skabt en tøjkollektion under navnet “La Rébellion”. Budskabet er klart: gør oprør mod fordomme!

Om La Rébellion siger dommerne: La Rébellion har haft en målrettet og ambitiøs strategi for udviklingen af deres virksomhed. I deres strategi kombinerer de en stærk fortælling bag det unikke brand med et stort økonomisk potentiale. Der er en realistisk mulighed for, at produktet får succes grundet det lækre design kombineret med deres stærke budskab. Virksomheden har formået at lave et produkt, der både appellerer til den unge og modebevidste generation samtidig med, at fortællingen bag kan skabe social forandring.

Stort tillykke til La Rébellion!

PRISEN FOR INNOVATION & NYTÆNKNING GÅR TIL…

StickerTracker! StickerTracker har kastet sig ud i et ambitiøst innovationsprojekt. Mikrovirksomhedens mål er at udvikle en app og klistermærke med GPS-tracker, som kan ’tale sammen’. Missionen er, at man aldrig mister sine ting igen.

Om StickerTracker siger dommerne: Mikrovirksomheden har været ambitiøs ud over det sædvanlige og vedholdende i udviklingen af deres unikke produkt til trods for flere praktiske udfordringer og benspænd. Ud over at være unik, rummer mikrovirksomhedens produkt et enormt økonomisk og praktisk potentiale, som kan gå hen og blive historisk. Med brug af højaktuel teknologi evner mikrovirksomheden at gøre hverdagen lettere for mange mennesker, hvor kun fantasien sætter grænser for nye potentielle målgrupper.

Stort tillykke til StickerTracker!

PRISEN FOR LOKALT & SOCIALT ENTREPRENØRSKAB GÅR TIL…

ASAP Helper! ASAP Helper har fra start været fokuseret på at gøre en forskel for menne­sker lokalt.  Ved at udvikle en online jobplatform, vil ASAP Helper hjælpe folk med dagligdagsopgaver samt skabe lommepengejob til unge.

Om ASAP Helper siger dommerne: Mikrovirksomheden har et skarpt blik for lokale udfordringer og et ønske om at bygge bro mellem forskellige målgrupper. Drengene har vist, at de er socialt bevidste og har gennem hele forløbet haft fokus på det større perspektiv. Med deres mikrovirksomhed viser drengene, at det er muligt at løse problemer på flere planer, der både er til gavn for unge, ældre og virksomheder, samtidig med at lokalsamfundet styrkes. Et beundringsværdigt forretningskoncept, der har stort potentiale for at blive udvidet til resten af landet.

Stort tillykke til ASAP Helper!

MIND YOUR OWN BUSNIESS ÆRESPRISEN

Mind Your Own Business Æresprisen 2022 går i år til Pulvinar Pillows. Drengenes ambitionsniveau har været højt fra starten, og produktet er smart og brugervenligt.  Drengene har udvist en unik evne til at inddrage slutbrugerne for produktet i selve produktudviklingen, hvilket i høj grad styrker produktets store potentiale for udbredelse.

Mikrovirksomheden tænker udover det enkelte produkt og tænker det ind i en social sammenhæng. Tilmed er der også tænkt i bæredygtighed både ift. hvor materialerne kommer fra, og hvor de skal hen efter brug. Det er modent og gennemtænkt produktudvikling.

Kæmpestort tillykke til Pulvinar Pillows!