Anledningen var, at indenrigs- og økonomiminister Morten Østergaard skulle besøge drengene, der for tre år siden etablerede mikrovirksomheden B-N1C3 i MYOB. På besøget fik Vicestatsministeren et indblik i MYOB’s metodiske arbejde i udsatte boligområder af programchef Maria Kavita Nielsen. Herefter var det Sheraz, Momin og Zakarias tur til at præsentere deres mikrovirksomhed og deres refleksioner omkring at have været med i programmet.
Det var nogle meget stolte drenge, der blandt andet fortalte Morten Østergaard om, hvordan forløbet har inspireret og hjulpet i forhold til både fritidsjobs og valg af gymnasiale og videregående uddannelser. Som f.eks. med 18-årige Sheraz Mudassar, der til daglig går på HF. Efter at have arbejdet sammen med venturepiloterne i MYOB er han blevet inspireret til at ville studere international handel og politik på Copenhagen Business School.
“En kanonoplevelse”
Handel og politik mødtes også, da drengene som et minde fra dagen gav ministeren en særlig udgave af deres antimobbe T-shirts med teksten: “Morten Østergaard dares to be nice.” Den havde ministeren på, da drengene gav ham en rundvisning i lokalområdet.
På rundvisningen gav drengene Morten Østergaard feedback på, hvordan de synes, han klarer sig i valgkampens TV-debatter. Og så var de meget nysgerrige efter at høre, hvad ministeren så syntes om Tingbjerg.
“Det er første gang, jeg er herude, men jeg synes, her er hyggeligt,” fortalte Morten Østergaard. Senere fortalte han sine mange følgere på de sociale medier, at det var en “kanonoplevelse” at møde drengene i Tingbjerg.
Almindelige mennesker
Besøget var også en stor og lærerig oplevelse for drengene. “Det er fedt, at han vil komme herud og høre på os drenge fra Tingbjerg,” fortalte Sheraz Mudassar.
“Vi havde glædet os meget, og jeg føler, vi har fået meget ud af det. Nu kan jeg fortælle mine venner, at jeg har siddet til møde med en minister – og så har jeg fundet ud af, at politikere også bare er almindelige mennesker.”
Links:
Økonomi -og indenrigsminister Morten Østergaard skriver om besøget hos B-N1C3
Følg B-N1C3 på Facebook