You are currently viewing En tur i virkelighedens ’løvehule’

En tur i virkelighedens ’løvehule’

ProDust er ikke den første virksomhed, der har været forbi Vækstfondens kontorer på Strandvejen i Hellerup for at tale om investeringsmuligheder. Vækstfonden er statens finansieringsfond, som siden sin etablering i 1992 har finansieret mere end 7.300 danske virksomheder, fx GoMore, Trustpilot og Sticks’n’Sushi, for over 22,5 mia. kr., – i dag har samme virksomheder en omsætning på cirka 98 mia. kr. og over 63.500 medarbejdere.

Kort sagt ved Vækstfonden, hvad de taler om, når det handler om investering og vækstpotentiale af virksomheder.

Fra hobby til forretning: En mikrovirksomhed etableres

Mødet med løverne

De to herrer, Peter Bo (Erhvervskundechef) og Asger Tidemand Bruhn (Investment manager og tidligere venturepilot), samt Marie Lerche Ratzer (CSR- og kommunikationsrådgiver), der alle fra Vækstfonden, har gjort lokalet klar med sodavand og projektor inden drengene fra ProDust ankommer. Her skulle drengene pitche, altså give en kort præsentation af deres mikrovirksomhed, for de to erfarne herrer.
Selvom mødet hos Vækstfonden ikke drejer sig om en investering fra fonden selv, er det ikke uden grund, at drengene fra ProDust skal pitche deres mikrovirksomhed. Over de sidste otte måneder har drengene arbejdet på at gøre deres idé om at lave energidrik på pulverform, til virkelighed.

Da mikrovirksomheden kontaktede forskellige producenter, indså ProDust hurtigt, at der er mange omkostninger forbundet med fremstillingen deres særlige produkt, som muligvis vil kræve en investering udefra. Den mulighed er nu i sigte,

Muligheden

Drengene er blevet kontaktet af en potentiel investor, som gerne vil høre mere om ProDusts koncept og forretningsstrategi. Dog vil de fleste iværksættere nok være enige om, at det at pitche sin virksomhed, ikke er noget man bare lige gør. Derfor var det en gylden mulighed for drengene, at de kom forbi Vækstfonden, og holdt generalprøve for deres pitch, og samtidig få en masse gode råd med på vejen.

Selvom det var første gang drengene præsenterede deres mikrovirksomhed, var der ingen slinger i valsen – drengene var forberedte, og havde svar klar til alle Asgers og Peter opfølgende spørgsmål.

VÆKSTFONDEN: Portræt af en mentorvirksomhed

How to pitch

Hvad er så vigtigt at huske på, når man pitcher sin virksomhed for en mulig investor?

Ifølge Asger er ingen virksomheder ens, og derfor kan det være meget individuelt, hvad man skal tage med i sit pitch. Én ting er dog sikkert: Man kan ikke få alle aspekter omkring virksomheden med i sit pitch. Et pitch skal i stedet fokusere på, hvem teamet bag virksomheden er, og hvad der gør virksomheden unik. Derudover kan det være en fordel at fortælle om ens målgruppe, og hvem de potentielle konkurrenter er. Vigtigst af alt når man pitcher sin virksomhed, er dog at være forberedt og have god energi – som man snart kan få af energipulveret fra ProDust!

Oven på en lærerig aften hos Vækstfonden er næste skridt for drengene at blive endnu skarpere på deres mikrovirksomheds-pitch, og gøre deres idé om et energidrik-pulver til virkelighed – om det bliver med et ekstra kapitalindspark eller ej, må tiden vise. Hos Mind Your Own Business glæder vi os meget til at følge udviklingen i ProDust.

Stor tak til Vækstfonden for det gode samarbejde og engagement i mikrovirksomhederne i Mind Your Own Business.