Fordomme fik fingeren til Icebreakers-koncerten

Drengene fra Icebreakers har selv haft fordomme tæt på livet, men har indset, at samhørighed mellem mennesker kun kan blomstre, når vi sænker paraderne og kommer hinanden lidt mere ved.

Under parolen ”Fuck fordomme” skabte drengene derfor eventfirmaet Icebreakers, som stod bag velgørenhedskoncerten i StreetMekka d. 20. april 2012.

Omtrent 150 mennesker havde valgt at lægge vejen forbi StreetMekka denne fredag aften. De kom for at bakke op om drengenes projekt og samtidig få en enestående mulighed for at opleve både upcoming stars og store stjerner på den danske hip-hop-himmel.

Aftenens værter skabte en fantastisk stemning


Det blev en aften, som de fleste af os, der var der, sent vil glemme. Aftenens værter – drengene fra Icebreakers – skabte fra første minut en fantastisk stemning. Det gjorde de med en rørende velkomsttale, hvori de præsenterede deres kamp imod fordomme og takkede for den store opbakning, de har fået i deres tid i Mind Your Own Business.

Drengenes gode energi forplantede sig til alle i koncerthallen og festen var i gang. Folk i alle aldre og farver dansede og hyggede sig og sang med på den lange perlerække af numre, som de mange kunstnere forkælede med. Der kan nævnes mange musikalske højdepunkter fra aftenen, men et af de allerstørste var, da tre af drengene fra Icebreakers; Ghost, Moe and West optrådte for første gang med deres nummer “Unseen”, skrevet specielt til lejligheden.

Ros og anerkendelse til drengene

Koncerten var på alle måder en stor oplevelse at være med til. Helt centralt står naturligvis drengenes glæde og begejstring, som i flere omgange kom til udtryk i spontan jubeldans på koncertgulvet og freestyle shows på scenen. Men det var ikke kun drengene, der havde en stor aften. Kunstnerne, de frivillige og mange af koncertgæsterne kom med positive tilkendegivelser og anderkendelse til drengene, deres koncept og resultatet.

Drengene fortalte samstemmigt efter koncerten, at det havde været en af de største dage i deres liv. Men ikke nok med det – de fortalte, at nu har de lært, hvordan man arbejder seriøst med at styre så stort et projekt, som det er at lave en koncert. Som en af drengene udtrykte det:

“Vi har vist, at vi kan”

”Det er ikke det sidste man har set til os. Nu ved vi, hvordan man arrangerer en koncert, og vi har vist, at vi kan. Derfor vil vi arbejde videre på at lave endnu en koncert – gerne her i StreetMekka.”

I Mind Your Own Business ønsker vi drengene i Icebreakers held og lykke med det hele, og glæder os til at følge dem i fremtiden. Der skal også lyde en kæmpe tak til venturepiloterne for deres store engagement i projektet. Derudover en stor tak til alle dem, der har sponseret drengene, og sidst, men ikke mindst, en kæmpe tak til kunstnerne: Pharfar, Waqas & DJ Turkman Souljah med crew, Fahd, Imad & Omar, Blue Wolf, Ali Sufi, Ethanol og KGB.

 

Se mange flere billeder fra koncerten her