You are currently viewing Gaffatape og 110% dedikation

Gaffatape og 110% dedikation

Fællesskab mellem noobs og pro’s

På den sidste lørdag i august afholdte drengene fra Integrity-X deres andet sociale gamingevent. Det var en stor succes med over 30 deltagere i CSGO turneringen. Dertil havde drengene sørget for minigames såsom Fortnite, bordtennis, fodbold, konkurrencer og meget mere. Formålet med Gamers Galaxy er nemlig ikke kun gaming, men i ligeså høj grad at møde nye mennesker.

Da fællesskabet er i fokus, er alle velkomne ligegyldigt alder og evner indenfor e-games. Mikrovirksomhedens motto er ”Et gaming fællesskab for gaming fællesskabet”, og formålet er at gøre en forskel for mennesker, der mangler et stærk socialt netværk, eller bare gerne vil møde andre med samme interesse for computerspil.

Bootcamp gør forskellen

Til den store CSGO turnering, som er omdrejningspunktet for dagen, spiller seks hold mod hinanden. Holdene sættes på dagen, så deltagerne får mulighed for at møde nye mennesker – og for at hjælpe fællesskabet på vej afholdes en Bootcamp. Drengene fra Integrity-X deler sig ud på de seks hold, og bruger de næste 20 minutter på at opbygge holdånd og motivere deltagerne.

”En god sammenrystning af teamet er nødvendigt for at spillerne lærer hinanden at kende og får opbygget et stærkt samarbejde. Vi vil netop gerne tilbyde noget andet end netcafeerne, så til Gamers Galaxy fokuserer vi på, at spillerne lærer hinanden at kende og får nye venner. Vi tror på, at det giver en sjovere oplevelse” forklarer 17årige Tommy, medstifter af Integrity-X.

Gaffatape på gulvet

De ti barndomsvenner fra Folehaven i Valby etablerede mikrovirksomheden Integrity-X, da de startede på MYOB Programmet i oktober 2017. Siden da har drengene arbejdet hårdt og ambitiøst med deres drøm om at skabe sociale gamingevents.

Det første event i Gamers Galaxy serien afholdte drengene i maj. Det var drengenes første oplevelse med at stable et stort event på benene, og de gjorde sig en masse værdifulde erfaringer med planlægning og afholdelse af events – gode erfaringer, som de kunne bruge i lørdags. Netop derfor var der gaffetape på gulvet. ”Alle ledninger har vi dækket til med gaffatape, da vi forrige gang oplevede, at nogle snublede over ledningerne, og så gik strømmen” forklarer 17årige Bilal A, medstifter af Integrity-X.

Lys og lyd er også blevet tjekket af flere omgange, og da serveren pludselig gik for et øjeblik, var to af drengene på opgaven, mens resten af gruppen sørgede for, at deltagerne var underholdt, mens de ventede på, at signalet kom tilbage. Marketing har også været et af de helt store fokuspunkter for drengene, og her har drengene har taget endnu et skridt i den rigtige retning.

”Der var mange nye ansigter til det her event sammenlignet med det første. Til første event var det mest vores venner, men her var det nye mennesker, som vi ikke kendte. Vi har også gjort en stor indsats med at reklamere for eventet. Vi har delt flyers ud på Strøget og Nørreport og kørt annoncer på Facebook” forklarer Abdellah, medstifter af Integrity-X.

Drømmen om at blive større

Drengene fra Integrity X er glade og tilfredse med dagen, og de lever stadig højt på energien og kicket af at se deres hårde arbejde blive til et færdigt produkt. De er utrolig dedikerede til deres arbejde i mikrovirksomheden, og derfor er de allerede nu i gang med at udvikle ideer til, hvad de skal gøre anderledes til næste event, for at få det til at blive endnu bedre.

De drømmer om at blive et stort navn i gamingindustrien. De drømmer om at nå en ny skala, hvor de afholder store events i Royal Arena. De drømmer om at ændre folks syn på gaming. De drømmer om at skabe oplevelser, som giver folk meget mere end bare det at spille. Og ikke mindst, så drømmer drengene om at gøre det sammen i den stærke vennegruppe, som de er.

Integrity-X fortsætter på MYOB Akademiet til oktober, hvor de får mulighed for at videreudvikle Gamers Galaxy. Her bliver drengene tilbudt faglige workshop og aktiviteter, som støtter op om deres og mikrovirksomhedens udvikling. Drengene har høje ambitioner, og glæder sig til at tage det næste skridt sammen.

”På Akademiet drømmer jeg om, at vi og vores virksomhed udvikler sig endnu mere. Det er the next big step for Gamers Galaxy. Jeg vil gerne lære endnu mere og gøre det her til min karriere, for jeg brænder virkelig for det. Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil efter gymnasiet – men det her, dét vil jeg!” afslutter Bashaar, medstifter af Integrity-X.