GENSYNSGLÆDE EFTER FEM ÅR: UNG IVÆRKSÆTTER FRA S.I.D.O. OG VENTUREPILOT MØDES IGEN

Efter otte år er rollerne byttet rundt. I 2012 startede Zakaria og Sheraz deres egen mikrovirksomhed i Tingbjerg. I dag er de en del af MYOB Advisory Board, som styrker Mind Your Own Business’ aktiviteter målrettet unge drenge i udsatte boligområder.

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

TI TEENAGEDRENGE MED EN AMBITION

“Hold op, hvor er du blevet stor, min ven, hvor er det godt at se dig,” siger Finn med et stort smil, da han sætter sig ved bordet ved siden af Altin og får en cola serveret.

“Ja, mand. Jeg har set frem til at se dig, jo. Dig glemmer man jo ikke,” siger Altin begejstret.

Det er næsten fem år siden, de to så hinanden sidst. I dag sidder de igen sammen omkring bordet i beboerhuset i Gadehavegård i Høje Taastrup præcis som i 2015, hvor de i tæt samarbejde udviklede mikrovirksomheden, der satte rammen for store oplevelser og gode minder.

De ti teenagedrenge satte sig for at løse et problem, da de udviklede S.I.D.O., som står for Same Inside Different Outside. De blev inspireret af deres egne oplevelser og ville gøre op med racisme, mobning og vold ved at skabe et fællesskab med tøj og musik, fortæller Altin.

  FAKTA OM S.I.D.O.

  • Mikrovirksomheden Same Inside Different Outside blev etableret af ti drenge.
  • De unge iværksættere kommer fra Gadehavegård i Høje Taastrup.
  • Drengene var en del af MYOB Programmet i 2015 til 2016 og MYOB Akademiet i 2016 til 2017 

“S.I.D.O. var nogle drenge først og fremmest, som havde et mål og et hjerte for at skabe en forandring i verden. Vi ville slå ned som et lyn. Vi ville kæmpe for, at der ikke skal være racisme. Fordi vi er jo alle meget forskellige, men hvis vi virkelig skærer ind til benet, så er vi alle ens bagved alt det, der ligger udenpå. Det var dét, som S.I.D.O. stod for og var,” siger han.

To tøjkollektioner blev designet, produceret og solgt i hundredevis over de to år, hvor de unge iværksættere var en del af MYOB Programmet og MYOB Akademiet. Drengene skrev rapmusik om deres budskab og indspillede tre musikvideoer for at sprede budskabet om fællesskab og sammenhold.

Se en kort film om de unge iværksættere bag S.I.D.O. fra 2016. Her kan du høre en af de sange, som drengene skrev for at sprede deres budskab om at udfordre mobning, racisme og vold.

SAMARBEJDET ER LÆRERIGT FOR ALLE

Det var en stor og rørende oplevelse for den 57-årige erhvervsmand Finn at samarbejde med Altin og drengene bag S.I.D.O.. Han brugte sine erfaringer med at udvikle forretninger som venturepilot og kaptajn for teamet og lærte selv meget i sparringen med de unge iværksættere, fortæller han.

“Én af de dage, hvor jeg var mega imponeret over jer, det var, da vi stod og lavede elevator-pitches sammen. Du kom jo med navnet og historien til S.I.D.O.. Dét, der blev leveret der, det var verdensklasse. Det var flot præsteret. Det kom fra hjertet,” siger Finn.

At lytte til og supportere de energiske drenge i udviklingen af deres drømme og ambitioner var den fornemmeste opgave, fortæller Finn. Han og venturepiloterne havde viden og erfaringer, som de brugte til at styrke de unge iværksættere.

Drengene holdt releasefest for mikrovirksomheden boligområdet i 2016, hvor de solgte t-shirts med deres budskab.

“Vi skulle holde vores egne perspektiver lidt tilbage og lytte til, hvad I kom frem til. Den balance er super spændende og også lærerigt for sådan én som mig, fordi det er jo nemmere at gøre, som man plejer. Men det er jo ikke målet her. Målet her er ikke at pådutte jer noget, for målet er at støtte jer i at finde frem til det, I gerne vil,” siger Finn.

“Præcis,” siger Altin med et anerkendende smil og vipper hovedet op og ned mod Finn. For Altin var elevatortalen én af de oplevelser, som lærte ham meget. Erfaringerne med at øve sig og at blive ved med at samarbejde, selv om man møder udfordringer, har givet Altin nogle vigtige værktøjer.

“Jeg glad for, at Finn stillede spørgsmål, og at alle venturepiloterne var der til at hjælpe os. Der var hele tiden denne her ping-pong-effekt, hvor de var nogle, vi sparrede med. De rådgav os på den bedst mulige måde, og de sørgede for, at vi ikke bare gjorde noget dumt,” fortæller Altin.

STÆRKE KOMPETENCER TIL AT STUDERE

I dag er Altin 19 år og er blevet student fra gymnasiet. Nu er hans drøm at komme ind på arkitektstudiet, hvor han vil bruge sine kompetencer med teknologi og innovation til at skabe nye løsninger.

Mødet mellem den dengang 15-årige Altin fra Høje Taastrup og erhvervsmanden Finn gjorde stort indtryk på dem begge. To mennesker i to forskellige aldersgrupper og med hver deres bagage af livserfaring fik et samarbejde til at lykkes og blive til en bevægelse for sammenhold i Høje Taastrup.

  FAKTA OM S.I.D.O.

  • Mikrovirksomheden Same Inside Different Outside blev etableret af ti drenge.
  • De unge iværksættere kommer fra Gadehavegård i Høje Taastrup.
  • Drengene var en del af MYOB Programmet i 2015 til 2016 og MYOB Akademiet i 2016 til 2017 

Finn og Altin smiler, mens en video med rapmusik fra drengene bag S.I.D.O. ruller over en lille skærm foran dem i beboerhuset.

“I klarede det så godt,” siger Finn.

Altin nikker og fortæller, at “jeg havde det sådan, at det at snakke om S.I.D.O. var som at snakke om mig selv. Sådan var det med os alle sammen. Det var en del af os. Det var noget, vi selv havde skabt. Det var alle vores tanker og følelser, samlet på et sted. Et mærke, et navn.”

“Jeg kan huske, at vi fik beskeder fra folk, som spurgte, om vi lavede nye produktioner. Alle her i Høje Taastrup Kommune kendte jo S.I.D.O. og kunne lide vores budskab. Det viste os, at der var mennesker, som tænkte det samme som os – og havde det på samme måde. Det var fedt at vide, at de støttede os, fordi de havde det ligesom os,” fortæller Altin.

De unge iværksættere delte deres budskab og fortalte om deres samarbejde i flere aviser og i studiet hos Go’ Aften Danmark. Det er tydeligt, at oplevelserne med at etablere SI.D.O. lever videre hos Altin og Finn. Og det er nok ikke sidste gang, de to ser hinanden.

“Husk nu at bruge mig og sig til, hvis jeg kan hjælpe med ansøgningen til Arkitektskolen!” siger Finn til Altin, som smiler.

Altin og Finn går en tur i boligområdet Gadehavegård i Høje Taastrup, da de mødes igen fem år efter, at de samarbejdede og udviklede mikrovirksomheden S.I.D.O.