Et symbol med historie og kvalitet
Det er den fælles passion for ure, som har fået 23-årige Hussein Ali og fire venner til at opkøbe og udvikle urshoppen Authentic.dk. De så muligheden for at drive en webshop med unikke og specialedesignede ure, mens de udfordrer sig selv og lærer nyt om at udvikle en virksomhed.
“Det, vi synes, er fedt ved de her brands, er, at de gør noget, som er anderledes. Det har vi selv savnet, når vi har købt ure. Det er ofte de samme mærker, man støder på, som ligner hinanden. Det kan blive lidt kedeligt i længden. Vi savnede noget, som var anderledes. Det er dét, som den her shop skal byde på.”
“Vi går op i, at der er en god historie og et godt design bag. Der er mange, som køber et ur, fordi det har en bestemt historie. Vi kan alle sammen se, hvad klokken er, på telefonen. Så uret er både et smykke og et symbol, vi identificerer os med,” fortæller Hussein Ali, der er regnskabs- og økonomichef i Authentic.dk
Webshoppen har danske og internationale ure, som er unikke på hver deres måde. Det er muligt at designe sit helt eget ur og lave en personlig indgravering. Og der er bæredygtige ure, som er solcelledrevne. Forretningen er et projekt, den unge iværksætter driver ved siden af sit studie på Syddansk Universitet, hvor han læser til ingeniør.
Løb for sammenhold og nye erfaringer
I 2014 etablerede Hussein Ali, som dengang var 17 år, mikrovirksomheden Culture Run sammen med ni venner fra Horsens. Barndomsvennerne arrangerede og afholdte et motionsløb i samarbejde med deres team af venturepiloter og en mentorvirksomhed.
[breaker id=”13599″]
Arbejdet med de andre drenge, venturepiloterne og mentorvirksomheden, som havde forskellige aldre, erfaringer, kompetencer og perspektiver, var særligt givende, mener han. For det gav ham indblik i, hvordan det ville blive at samarbejde med mange mennesker på studiet og senere på arbejdsmarkedet.
Et fagligt netværk
Der kom flere end 120 børn, unge og voksne i løbesko og træningstøj for at være med til Culture Runs løb i maj 2015. Siden oktober året forinden havde drengene arbejdet med at kontakte sponsorer og samarbejdspartnere til løbet, som de planlagde og markedsførte.
“At komme ud og snakke med nye mennesker og finde nye samarbejdspartnere til vores motionsløb var en stor del af projektet i Mind Your Own Business. Det er det samme, jeg gør i dag, når vi skal ud og finde samarbejdspartnere til vores webshop,” siger Hussein Ali og uddyber:
[breaker id=”13612″]
Hussein Ali læser til ingeniør med fokus på velfærdsteknologi og er i praktik hos virksomheden MedCom, der arbejder for at digitalisere kommunikationsstrømme mellem læger, sygehuse og kommuner. Det handler om at udvikle og optimere, fortæller han.
“Jeg synes, det er spændende at blive udfordret. Det er måske også derfor, jeg læser til ingeniør i dag. Vi har en løsning, som løser et problem. Men med tiden opstår der nye problemer, som den nuværende løsning ikke kan klare. Så vi skal finde på noget nyt. Det der med, at der er en form for udvikling. Det, synes jeg, er spændende,” fortæller den unge iværksætter.
[faktabox align=”left” class=”red”] Giv et unikt ur i gave
- Hussein har gjort det muligt for jer at få 10 procent rabat på et af deres flotte ure! Besøg Authentic.dk og brug rabatkoden MYOB10. Det gælder for ure, som ikke er nedsat i forvejen. [/faktabox]