TRAP fejrer ny kollektion med stolte smil og et succesfuldt salg

  • Post author:
  • Post category:Nyheder

Det er fredag aften, og der er fuld gang i beboerhuset i Frydenlund i Aarhus, hvor drengene fra mikrovirksomheden TRAP har åbnet dørene til release på deres første tøjkollektion.

Det strømmer ind med mennesker, og snakken går livligt omkring bordene, hvor venner, familie og genkendelige ansigter fra lokalområdet er mødt op for at fejre TRAP. 18-årige Abdullah og Abdu som begge er medstiftere af TRAP, indtager scenen og byder de mange gæster velkommen.

”Tak, fordi I er kommet i aften! Det betyder meget for os, at I vil være med til at fejre vores første tøjkollektion,” starter Abdullah ud.

”Vi er virkelig glade for at stå her med vores helt eget tøj i hænderne. Vi er stolte over at kunne vise jer vores design og selvfølgelig for at kunne sælge vores hoodies, sweatshirts og t-shirts til jer her i aften,” siger Abdu og peger ned i den anden ende af rummet, hvor to borde bugner med sorte og hvide trøjer med drengenes skarpe logo.

Fælles om iværksætteri

Drengene fra TRAP har meget mere på hjerte end tøjdesign. Da de fik muligheden for at etablere en mikrovirksomhed på MYOB Programmet i 2017, var drengene ikke i tvivl om, at de ville arbejde med deres passion for tøj.

”Vi har arbejdet hårdt det sidste halvandet år, og vi er stolte af at stå her i dag. Vi står med en stærk mikrovirksomhed og et tøjmærke med et klart budskab. Mange mennesker sælger tøj, men vi vil mere end det,” fortæller Abdullah og forklarer historien bag mikrovirksomheden.

De var heller ikke i tvivl om, at de ville bruge deres tøj til at sprede et budskab. Og mikrovirksomhedens budskab er stærkt; en klar opfordring til at holde sig til de positive sammenhænge udenfor livet i den kriminelle løbebane.

”Navnet TRAP stammer fra hiphopkulturen, hvor ordet egentlig betyder ’at sælge stoffer’. Vi har sat en streg igennem navnet for at signalere til andre unge, at de ikke skal falde i fælden og lade sig lokke til at sælge stoffer eller lave anden kriminalitet,” forklarer Abdu.

”Vores webshop er på vej, og vi glæder os til at kunne sælge vores tøj online meget snart. Vi arbejder hårdt for at få den klar til jer. Indtil da, så kan I skrive til os på vores sociale medier, facebook eller instagram, og så kan I købe det den vej,” tilføjer han.

”Og det næste nye fra os bliver vores specialdesignede tracksuit. Tracksuits er fremtiden – så I kan godt glæde jer,” siger Abdullah storsmilende.

Drengene slutter af med at opfordre gæsterne til at tage for sig af kage og sodavand, prøve deres nye tøj og ellers bare hygge sig med hinanden og have en dejlig aften. Der bliver klappet og hujet af drengene, musikken bliver sat på igen, og der er lagt op til en rigtig skøn fejring af TRAP.

 

TRAP i radiostudiet

“Det er en drengedrøm, som er gået i opfyldelse.”

Sådan fortalte drengene fra TRAP, da de gæstede studiet hos P4 Østjylland om morgenen den fredag, Releasefesten lå. Her kan I høre dem om deres iværksættereventyr. Spol hen til minut 01.12.29!