You are currently viewing Udviklingscamp hos KPMG

Udviklingscamp hos KPMG

De 21 unge iværksættere repræsenterede på dagens camp mikrovirksomhederne B-N1C3, Event8, Culture Run og Smøkker, som alle blev etableret ved tidligere Mind Your Own Business sæsoner. Campen havde til formål at bistå drengene i videreudviklingen af deres mikrovirksomheder med henblik på at gøre deres virksomheder endnu mere succesfulde.

”Det har været en sindssyg spændende dag, og meget anderledes end det vi til dagligt sidder med her i KPMG. Vores intention med dagens camp, var at lave nogle kortere workshops, hvor drengene aktivt kunne deltage. Så de ikke bare skulle høre på os, for det er deres virksomheder, og os der skal hjælpe dem.”
Julie Blom Hansen, konsulent ved KPMG

Til det havde konsulenterne fra KPMG planlagt en intensiv lørdag, der på fire timer førte drengene gennem fire workshops med fokus på intern organisering i mikrovirksomheden, ekstern kommunikation og networking. Gennem øvelser fik drengene mulighed for konkret at arbejde med deres mikrovirksomheder og planlægge, hvordan de i praksis kan styrke deres arbejde.

Vi fik en snak med dagens deltagere om deres oplevelse:

Eram (15), Smøkker

Det har været rigtig godt at være her i dag. Vi har for kort tid siden haft release på en ny kollektion af smykker, som vi selv har designet, og lige nu arbejder vi på at få vores produkt markedsført både i butikker og på vores hjemmeside, som vi snart er færdige med. Det har været rigtig interessant at høre blandt andet Mark Palmberg (konsulent og partner i KPMG), fortælle om hvordan han selv startede i det små, til der hvor han er nu. Han fortalte om kommunikation, og om hvordan kunder reagerer. For os er kundepleje rigtig vigtigt, og Mark gav os råd til, hvordan man er god ved kunderne og bliver en god sælger”.

Smøkker på facebook

Sheraz (19) B-N1C3

Vi startede i B-N1C3 (be nice) for fire år siden. I dag er vi fire medarbejdere, som stadig mødes hver tirsdag og arbejder med vores produkt. Nogle gange arbejder vi også med hjemmeopgaver. I løbet af årene er vi blevet bedre til at fordele arbejdet i mellem os så vores interne rolle- og ansvarsfordeling er blevet mere tydelig. Men vi træffer stadig alle beslutninger i fællesskab.

Mine forventninger til i dag var at få flere værktøjer til, hvordan vi kan udvikle vores virksomhed og opnå større eksponering. Det var rigtig godt at snakke med konsulenterne, og de fortalte mange ting, som jeg kunne bruge, og samtidig var de gode til at lytte.

Vi får god vejledning i mikrovirksomhederne, når vi kommer til arrangementer som i dag. Når de nye virksomheder starter, arbejder de en hel dag hos The Boston Consulting Group (BCG) med at lave en forretningsplan. Og i dag her ved KPMG har vi lært, hvordan vi kan arbejde videre med den virksomhed vi har. Vi har snakket om kommunikation og netværk, og vi har lavet en plan for, hvordan vi skal bruge værktøjerne i praksis”.

B-N1C3 på facebook

Medin (16), Culture Run

I Culture Run laver vi motionsløb i Horsens, og vi har netop i maj afholdt vores andet løb. Vi har lært meget siden vi startede sidste år i forhold til planlægningen af motionsløbet. I år manglede vi mere fokus på markedsføring, for at få flere deltagere, og i dag har vi fået nogle råd til, hvordan vi kan blive bedre.

For os er det rigtig spændende at komme med til arrangementer som i dag. Sidste år var vi med på CSR Awards i Vejle, og vi lærer rigtig meget af at komme ud af byen, og snakke med konsulenter om, hvordan vi kan blive endnu bedre. Selvom vi kun er her nogle timer i dag, så har vi allerede lært meget, som vi kan tage med i det konkrete arbejde i vores virksomhed. Det er også fedt at opleve, at Mind Your Own Business ikke glemmer os.

I Culture Run håber vi at fortsætte mange år endnu. Og selv hvis vi får travlt med skole og uddannelse senere, så er der flere af de yngre fra Horsens som ser op til os, og gerne vil være med i mikrovirksomheden en dag”.

Culture Run på facebook

Delshad (18), Event8

Vi startede i Event8 sidste år med at lave et fodboldevent. I februar afholdte vi vores andet event, og nu arbejder vi på vores tredje event til august. Da vi startede sidste år med venturepiloterne mødtes vi hver uge, og det gør vi stadig når vi planlægger events. Fra venturepiloterne fik vi sidste år meget hjælp til at komme i gang, men vi vidste godt, at hvis vi ville fortsætte med Event8, så var vi nødt til at klare os selv.

I dag har vi været er et sted, som jeg slet ikke vidste eksisterede, og vi har hørt forskellige folk tale om mange spændende ting. På den måde lærer vi hele tiden noget nyt, ligesom vi lærer af vores fejl og hvordan vi kan blive bedre”.

Event8 på facebook

 

Julie Blom Hansen, KPMG

Jeg er positivt overrasket over, hvor seriøst drengene har arbejdet i dag. Vi stillede dem nogle opgaver, som de har arbejdet meget koncentreret omkring – på trods af deres unge alder, og samtidig på en lørdag”.

Video fra dagen