I Nykøbing Falster er otte drenge mellem 13-15 år gået sammen om at lave deres egen mikrovirksomhed, Luksusbilvask. Drengenes ønske er at tilbyde deres kunder en personlig og nærværende service og samtidig styrke sammenholdet mellem byens beboere.
“Vi vil gerne lave en bilvask, fordi vi synes det er sjovt, og så vi har noget fornuftigt at lave i vores fritid. Vi tror, at der vil være stor efterspørgsel, fordi de fleste som bor eller arbejder her i byen har bil. Derfor synes vi, at det er en god måde at hjælpe andre. Og samtidig så vil det også gøre os til bedre venner, fordi vi skal arbejde sammen om at lave vores egen virksomhed”, siger Samed på 15 år.
Fra november til maj mødes drengene hver onsdag kl. 17-19 i Lindholm Centret, hvor de arbejder sammen med deres frivillige venturepiloter, med forberedelserne til at opstarte deres virksomhed. I midten af marts var både drenge og venturepiloter på besøg hos mentorvirksomheden Hotel Falster. Her blev drengene budt velkommen i hotellets flotte mødelokaler til en snak med den erfarne og mangeårige bestyrer Tina Jensen om vigtigheden af at tage ansvar og sikre et godt arbejdsmiljø, når man arbejder tæt sammen i en virksomhed og som venner.