13 unge drenge er ved at etablere to nye mikrovirksomheder i Nuuk. Lørdag den 21. november var de unge iværksættere til Venture Camp, hvor GrønlandsBANKEN inviterede dem indenfor i deres smukke lokaler til en ni timer lang arbejdsdag.
Dagen er startskuddet for drengenes arbejde i mikrovirksomhederne, hvor de skal samarbejde hver uge frem til juni næste år. Et team af kompetente erhvervsmentorer fra fire mentorvirksomheder og frivillige venturepiloter giver drengene faglig sparring og er drengenes tætteste sparringspartnere.
Motion og sammenhold
De seks drenge fra ungdomsklubben NUiF arrangerer et fodbold- og musikevent, hvor de vil sætte fokus på sport og sundhed. Det var spændende og sjovt at være med til Venture Camp, fortæller 15-årige Akaarannguaq, som er med til at udvikle mikrovirksomheden.
“Det, jeg glæder mig allermest til i de kommende måneder, er at skulle afholde fodboldeventet, som kommer til at blive kombineret med noget musik,” siger han og tilføjer, at der også vil være snacks og drikkevarer.
“Det er sjovt at arbejde med erhvervsmentorerne og de frivillige venturepiloter. De er gode til at forklare de ting, vi skal lave. De er venlige, og vi får meget ud af dem,” fortæller Akaarannguaq videre.
Venture Camp blev skudt i gang med et motiverende oplæg fra nogle af drengene bag mikrovirksomheden Qasujaallisarta, som blev etableret sidste år. Her udviklede drengene et løbeevent for at skabe mindre ballade og mere motion.
Senere på dagen inspirerede tøjdesignere fra Bolt Lamar drengene fra de to nye mikrovirksomheder med faglig viden om at udvikle deres egen forretning. Det var lærerigt for drengene at møde unge iværksættere, som kunne fortælle om deres arbejde.
Design der skaber glæde
De syv drenge fra fritidsklubben Inneruulat designer og udvikler hættetrøjer, som skal være miljøbevidste og have et humoristisk tryk på, der kan være med til at skabe glæde og smil på læben.
“Det er sjovt at deltage i Mind Your Own Business. Det allersjoveste har været at deltage til Venture Camp. Det var sjovt at arbejde med LEGO og præsentere foran et ekspertpanel. Det er også sjovt at arbejde med de frivillige venturepiloter,” siger Tulluartoq, som er med til at designe og udvikle hættetrøjer.
Sparring fra erhvervslivet
Drengene samarbejder hver uge med erhvervsmentorer fra mentorvirksomhederne GrønlandsBANKEN, Illit Forsikringit Agentur, Royal Greenland og INI. De giver råd og faglig sparring, som støtter drengene til at komme i mål med deres ambitioner.
“Det vigtigste for mig var at se, hvordan drengene griber tingene ad. Det er meget mere spændende og sjovere at være med i Mind Your Own Business, end jeg havde regnet med. Det bliver mere og mere spændende, nu hvor målsætningerne bliver mere konkrete,” fortæller Agathe Dahl Thorleifsen, der er erhvervsmentor fra Royal Greenland for drengene fra Inneruulat.
Frivillige støtter drengene
Til arbejdsdagen samarbejdede drengene også med venturepiloterne, som bruger deres faglige og personlige kompetencer til at få drengene i mål. Det har været fantastisk at se glæden hos drengene til Venture Camp, når de har udvekslet ideer, fortæller Cecilia Olsen-Heilmann, der er frivillig venturepilot for drengene fra NUiF.
“Når drengene fremlægger eller gør noget andet, så bliver jeg helt stolt. Så står jeg nogle gange helt mundlam og smiler. Det er, som om det er mine egne børn,” siger Cecilia Olsen-Heilmann.
Erhvervsmentorernes og venturepiloternes indsats er uvurderlig, fordi de er med til at gøre det muligt for drengene at udvikle sig og lære nyt i mikrovirksomhederne.
Ros fra ekspertpanel
Drengene præsenterede deres forretningsideer for et panel af eksperter, som bestod af erhvervsfolkene Anne Nivíka Grødem fra Greenlandic Foodlover, Julia K. Olsen fra ANUA og Jens-Jacob Lennert-Sandgreen fra VisioBOX Consulting.
“Drengenes syn på fremtiden er pludseligt reflekteret i omgivelserne, og det syntes jeg er fantastisk. Når ens fremtid er reflekteret, giver det et formål, og derfor er det en meget opløftende oplevelse,” siger Jens-Jacob Lennert-Sandgreen om drengenes præsentationer, som fik stor ros.
Med konkrete planer og mål for fremtiden er drengene nu klar til at arbejde videre med udviklingen af hættetrøjer og et fodbold- og musikevent. Og vi glæder os til at se drengene føre deres visioner ud i livet.