You are currently viewing Værdierne i Hermanos skal sælge deres tøj til andre unge

Værdierne i Hermanos skal sælge deres tøj til andre unge

Syv drenge fra Folehaven i Valby startede Hermanos i september 2016 på Mind Your Own Business Programmet. Siden da har de arbejdet hårdt i deres mikrovirksomhed, hvor de har designet, produceret, markedsført og solgt tshirts med deres eget broderede logo. Nu er de med på Mind Your Own Business Akademiet, og Hermanos har udviklet sig. To nye drenge er kommet til, og sammen har alle drengene arbejdet hårdt på deres interne organisering, så ansvarsområderne i de enkelte afdelinger er helt klare.

Zinddin, Arem, Mikail, Ilyas, Ahmad, Emre og Ferhat har derfor valgt, at det nu er på tide, med et nyt design. Et nyt design, som bedre formår, at vise det nye Hermanos.

Drengene er ved at skitsere den nye kollektion. Tegningerne er stadig rådesigns på papir, men ideerne er mange. I sidste uge mødtes Hermanos med deres fagpiloter fra det internationale revision- og rådgivningsfirma KPMG til en såkaldt SkillBooster. En workshop med fokus på, hvordan Hermanos kan komme ud over stepperne med deres nye design.

Fagpiloter som faglige sparringspartnere

Tim og Jasmin er Hermanos’ to fagpiloter. Fagpiloterne er Akademiets frivillige konsulenter fra KPMG, der løbende giver faglig sparring til drengene og sikrer erhvervsfaglig opkvalificering. Tim og Jasmin arbejder til daglig arbejder som Senior Consultant og Audit Manager hos KPMG. Med deres viden og kompetencer indenfor forretningsudvikling, er de tilsammen en stærk sparringspartner for Hermanos.

På Akademiets første udviklingscamp i oktober lagde drengene og deres venturepiloter i samarbejde med Tim og Jasmin en arbejdsstrategi for de otte måneder, som Akademiet strækker sig over. Her aftalte de konkrete mål, som mikrovirksomheden skulle arbejde hen imod. Èt af dem var udvikling og markedsføring af et nyt produkt.

Et brugbart værktøj til at udvikle Hermanos

Til aftenens SkillBooster præsenterer Tim og Jasmin drengene for Business Model Canvas. Et værktøj som drengene kan bruge til gå i dybden med deres forretningsmodel.

”Modellen består af forskellige elementer, som kan guide jer til et fælles fundament for jeres arbejde i Hermanos. Et godt sted at starte, er at tale om værdifaktorerne. Hvilket budskab vil I ud med? Hvilken værdi køber man, når man køber en Hermanos tshirt?”, spørger Tim nysgerrigt drengene.

”Broderskab” siger Ahmed. ”Anti-rasicme” stemmer Ilyas i. ”Sammenhold” tilføjer Mikail. ”Og tolerance” lyder det fra Arem. Drengene er lynhurtige til at liste værdierne. Hermanos har nemlig helt fra starten haft et dybereliggende budskab med deres mikrovirksomhed. De ønsker at skabe et bedre fællesskab – ikke bare i mikrovirksomheden, men samfundet generelt. Når man køber et stykke tøj fra Hermanos, så viser man også, at man har gode værdier, respekterer andre, er tolerant og loyal over for hinanden.

En proces med mange overvejelser og gode diskussioner

”Okay, så I er rimelig klare på værdien i jeres brand”, konstaterer Tim og fortsætter til næste trin i modellen. ”Herefter skal I se på, hvem der vil købe disse værdier? Hvem er målgruppen for jeres design? Hvem appellerer disse værdier til?

Drengene diskuterer frem og tilbage. Nøgleordene bliver storby, street, vindertypen og ungdom. “Det skal være stilet, cool og noget vi også selv har lyst til at gå i”, siger Ferhat.

Jasmin taget teten og guider drengene videre i at tale om, hvordan de vil kommunikere til netop denne målgruppe. Og derefter videre til, hvilke salgskanaler, de vil bruge. Der er mange emner på bordet, og modellen som fagpiloterne har præsenteret, er nu helt dækket til af farverige post-it´s.

”Vi får diskuteret rigtig meget, og det er en særlig vigtig proces at give sig tid til. Det er nogle vigtige overvejelser I får gjort jer, som ligger grundlaget for jeres arbejdet i Hermanos. Det er virkelig godt! Og det må gerne tage lang tid”, siger Tim til drengene.

Udfordringer der giver inspiration og læring

Det har været en aften, hvor drengene har arbejdet i dybden med modellen, og de er blevet klogere på, hvilken retning de skal gå med Hermanos – og ikke mindst markedsføring af deres nye design.

Ved aftenens afslutning spørger Tim og Jasmin drengene, hvad de tænker om SkillBoosteren. Der er klar enighed om, at det har været meget lærerigt og godt med nogle nye inputs.

Drengene får ros af deres venturepilot Naual: ”Det er fedt at se jer blive udfordret af jeres fagpiloter. Og det er et godt og håndgribeligt værktøj, som vi kan tage med hjem og bruge til de ugentlige arbejdsgange”. Også den lokale samarbejdspartner Jonathan er enig og tilføjer, ”Det er en gave for jer drenge, at der er så mange gode og kompetente mennesker omkring jer. Og hvor er det fedt, at I tager så godt imod det, og engagerer jer i den læring I får fra andre”.

Personlige relationer skaber udvikling

Fagpiloterne har sammen med drengene lagt en plan for, hvordan de skal arbejde videre efter aftenens workshop. De har fået brudt målene ned i delmål og sat nye deadlines. En sidste SkillBooster er allerede lagt i kalenderen i slutningen af marts, hvor drengene igen skal ud i de store lokaler hos KPMG og få sparring fra deres fagpiloter.

Lær Hermanos bedre at kende her.