You are currently viewing Venturepilot: Det bedste er at lære drengene at kende

Venturepilot: Det bedste er at lære drengene at kende

Som frivillig venturepilot får du muligheden for at prøve kræfter med iværksætteri, socialt entreprenørskab og facilitering. Du kommer til at samarbejde med et team af engagerede frivillige, en mentorvirksomhed og ikke mindst en gruppe inspirerende unge drenge, der glæder sig til at etablere deres helt egen mikrovirksomhed.

Men hvad vil det egentlig sige at være frivillig venturepilot hos Mind Your Own Business?

Det sætter Steffen Clausen ord på efter otte spændende, udfordrende og lærerige måneder, hvor han har været venturepilot hos Drillow, som er en mikrovirksomheden fra Indre Nørrebro. Du kan også læse mere om mikrovirksomheden her.

Vil du vide mere om rollen som venturepilot eller læse flere interviews med tidligere venturepiloter, kan du klikke her.

 

Hvad har været det bedste ved at være venturepilot?

Det har helt sikkert været at lære drengene at kende og være en del af deres vej imod at bygge en mikrovirksomhed. Det sociale sammenhold med både drengene og de andre venturepiloter har virkelig været godt, og det har derfor altid været hyggeligt at møde ind om tirsdagen.

Hvordan adskiller det frivillige arbejde sig fra det, du laver til hverdag?

I vores team har der været masser af plads til at have det sjovt. Fra start af var det et ønske fra drengene, at det skulle være ”anti-skole”, så der har været meget fokus på, at det skulle være sjovt at bygge en virksomhed.

Beskriv en god oplevelse, du har haft i Mind Your Own Business?

Der er heldigvis rigtig mange at tage af. Men et afgørende moment i Team Drillow var, da designgruppen kom med et forslag om at lave produktet mere simpelt, da det har været svært at lave en drikkepude. Frygten, for at drengene ikke ville nå i mål med deres oprindelige ide, fik virkelig det bedste frem i alle drengene, og i de følgende uger blev der arbejdet ekstra hårdt for at nå i mål.

Det nåede de, og udviklingen i de sidste måneder, har været fed at følge. Efter projektets afslutning har det også været fedt at se, hvordan drengene er fortsat med projektet på egen hånd. I løbet af forløbet har vi også haft mange sjove og hyggelige stunder med fodbold, gokart, ture i biffen, og vi har været på netcafé. 

Hvad er I særligt gode til i mikrovirksomheden?

At tage beslutninger sammen på en demokratisk måde. Drengene har været gode til at indgå kompromiser med hinanden og på den måde sørget for, at alle har været glade for de beslutninger, der er blevet taget. Drengene har også været kreative i deres tilgang til produktet, da der har været mange små udfordringer undervejs i forhold til at få drikkevare ind i en nakkepude.

Hvordan oplever du, at drengene har udviklet sig?

Det har været fedt at se, hvordan ejerskabsfornemmelsen er vokset og derigennem deres engagement i projektet. Drengene er også blevet virkelig gode til at præsentere deres virksomhed, hvilket de senest har gjort ved en tech-festival hos Google Online Succes.

 

 

Har dette givet dig lyst til at samarbejde med drenge om at etablere og drive en mikrovirksomhed? Så læs mere her.