Syv mikrovirksomheder fra syv forskellige boligområder blev repræsenteret, da der lørdag den 20. maj blev afholdt Business Award. Award-showet markerer afslutningen på det officielle forløb i Mind Your Own Business.
Dagen er en hyldest til de mange drenge, som gennem otte måneder har arbejdet hårdt for at komme i mål med deres mikrovirksomheder. For tredje år i træk blev dagen afholdt i samarbejde med The Boston Consulting Group i hjertet af København.
Rød løber
Den røde løber var rullet ud og salen fuld af spændte og forventningsfulde drenge og venturepiloter. Som næsten vante oplægsholdere præsenter drengene for hinanden, processen de har været igennem og resultaterne de har opnået med deres virksomheder.
“Det har været en personlig udvikling at være med i Mind Your Own Business. Da vi startede vidste vi ikke helt, hvad vi gik ind til. Men nu ved vi godt, hvad det hele handler om, og hvad vi gerne vil opnå med vores virksomhed“, fortæller Anas, 17 år fra mikrovirksomheden Whired i Trige.
Kollegaen Daniel, 18 år supplerer ham: “I starten er det teorier og fremtid man snakker om. Nu har vi været igennem det. Vi har prøvet det, og ved hvad vi skal sige. Det er erfaringer man kan tage med sig. På den måde mærker man, at man udvikler sig.”
I pausen mellem oplæggene fanger vi drengene fra Run Køge Run, der er meget imponerede over de andre drenge, og hvad de har opnået med deres mikrovirksomheder:
“Jeg må sige, at det har været nogle rigtig fine præsentationer vi har set indtil videre. Vi har øvet vores materiale igennem, så jeg er ikke nervøs. Men det bliver selvfølgelig spændende at stå på scenen og fortælle vores historie”, fortæller Ahmad, 15 år.
Fælles drømme
På trods af deres unge alder, er det stærke budskaber som drengene leverer:
“Det vigtigste jeg tager med mig fra det her, er budskabet som vi har arbejdet på at få ud med vores virksomhed. Budskabet om at man skal være en god ven. Det er det, der gør det hele værd. Hvis ikke jeg kan stå inde for det jeg gør og siger, hvem skulle så kunne? Kæmp for det I kan lide!“, siger Yaw, 15 år fra mikrovirksomheden SXB, og hele salen bryder ud en fælles klapsalve.
I Valby har drengene fra Hermanos også været en imponerende udvikling igennem og taget meget ejerskab over den mikrovirksomhed, som de har fået etableret. Som Ilyas med sine kun 13 år rammende siger: “Følg din drøm, der er ikke andre, der gør det for dig!”
Æresprisen
På dagen blev uddelt i alt otte priser til de nyopstartede mikrovirksomheder. Priserne kendetegner egenskaber som drengene har været særligt gode til at dygtiggøre sig indenfor. I tillæg hertil gives Mind Your Own Business’ ærespris til en mikrovirksomhed, der har skabt noget helt ekstraordinært.
Whired
I år gik æresprisen til drengene fra Whired i Trige, der med deres mikrovirksomhed har arbejdet på at udvikle en kabelopruller til høretelefoner, og derved gøre sammenknudrede headsets til fortid. Med dommerkomitéens ord er det lykkedes drengene at etablere “en af de mest innovative og unikke virksomheder i hele Mind Your Own Business.”
Lige fra starten har drengenes ambitionsniveau været højt, og de har arbejdet seriøst og professionelt. En indsats der også gav sig til udtryk i Ahmads tale da drengene fra Whired gik på scenen for at modtage prisen:
“Vi vil først og fremmest gerne sige tillykke til alle jer allesammen. Vi synes I har gjort det virkelig godt – jeres ambitioner og den måde I har arbejdet på. Vi vil gerne sige tak til Mind Your Own Business for at holde dette event. Tak til vores venturepiloter og samarbejdspartnere, som har været der for os hele vejen igennem og hjulpet os. Og tak til jer drenge [fra Whired], for det gode sammenhold. Tak til jer alle, og tak for prisen!” – Ahmad, Whired.
Skjulte potentialer
Igennem forløbet har drengene og deres frivillige venturepiloter fået opbakning fra lokale mentorvirksomheder, som bidrager med sparring og netværk.
I Randers og på Amager i København har Vækstfonden været mentor for to af årets nye mikrovirksomheder. Om oplevelsen fortæller Peter Bo, der til daglig er Erhvervskundechef i afdelingen på Amager:
“Det har været en virkelig god oplevelse at være med i Mind Your Own Business. Det har været en øjenåbner at få et indblik i drengenes verden og de ressourcer, der ligger hos dem. At se det de egentlig kan, når bare man giver dem en håndsrækning. Det har været en super god gruppe at være en del af, og vi er meget stolte over drengene.”
Følgende priser blev uddelt til Business Award 2017
Prisen for Social Bæredygtighed: Red Livet
Prisen for Økonomisk Vækstpotentiale: Run Køge Run
Prisen for Organisation & Samarbejde: Kick Play Celebration Cup
Prisen for Lokalt Entreprenørskab: The Next Panda
Prisen for Innovation & Nytænkning: Whired
Prisen for Branding & Markedsføring: SXB
Prisen for Netværksskabelse: Hermanos
Se flere fotos fra Business Award