Det er en torsdag aften i april, og dagen for Mind Your Own Business’ anden KarriereBooster – og samtidig den første aktivitet i det nye Alumni netværk. Et netværk for alle tidligere drenge i Mind Your Own Business, som gennem forskellige aktiviteter, sætter ekstra fokus på drengenes uddannelse og karriere. KPMG lægger både hus og hjerne til den første workshop, som skal give drengene en forståelse for online networking og ikke mindst; en knivskarp LinkedIn profil.
En aften med værdifuldt output
“I kan bruge LinkedIn til at finde fede job og praktikmuligheder! Tænk på det, som en professionel udgave af Facebook, hvor det handler om jobs og karriere”, forklarer Niclas Friis Mahler, som er Senior Associate og tovholder på KPMG’s samarbejde med Mind Your Own Business. Til at give drengene et indblik i LinkedIn har KPMG samlet 6 af deres dygtige konsulenter, som gennem aftenen deler ud af deres viden og erfaringer med platformen.
Det meste af aftenen går med hands-on arbejde med drengenes profiler. Efter en fælles introduktion til værktøjet LinkedIn, spreder drengene og konsulenterne sig ud i mødelokalerne på 5. sal. For nogle af drengene er det første gang, de hører om platformen, og de begynder derfor at opbygge en profil fra bunden af. Andre har en profil, og bruger aftenen på at gøre den endnu skarpere med beskrivelser af deres uddannelse, erfaringer og kompetencer.
Udover at sparre med konsulenterne om opbygningen af deres profil og udforme en stærk tekst, er der også tid til at drengene og konsulenterne kan tale mere generelt om karriere og jobjagt. Hvad er vigtigt, at man lægger vægt på i sin jobjagt? Hvordan finder man interessante steder at søge jobs? Hvordan præsenterer man sig selv og sine kompetencer bedst til en mulig arbejdsgiver? Konsulenterne er klar med masser af gode råd, fortæller gerne om deres egen karrierevej og spørger nysgerrigt ind til drengenes egne karrieredrømme.
Tiden flyver afsted med hovederne fuldt begravet i arbejdet med profilerne. Men inden solen går ned, skal drengene lige nå ud på den store tagteresse. Her står nemlig en fotograf klar, til at tage et professionelt billede til deres nye profiler, så alt står helt skarpt, når de skal præsentere dem selv online.
Som afslutning på aftenen mødes alle drengene og konsulenterne igen i det fælles mødelokale. Niclas tænder for den store skærm, og én for én smider han drengenes splinternye profiler op, og de gennemgår sammen resultatet fra dagen: 5 skarpe og professionelle LinkedIn profiler.
Hvis du vil have et indblik i, hvorfor netop LinkedIn blev valgt som tema på workshoppen, så læs mere her om vores Advisory Board, der er med til at udvikle Alumni netværket.
Du kan også finde mere information om vores partnerskab med KPMG her.