You are currently viewing “Jeg plejede at se TV-programmer, hvor folk arbejder sådan nogle steder”

“Jeg plejede at se TV-programmer, hvor folk arbejder sådan nogle steder”

En hjørnesten i Mind Your Own Business-forløbene er mikrovirksomhedernes besøg hos deres mentorvirksomhed. Tirsdag aften blev det Odense-holdets tur, da drengene bag mikrovirksomheden “Pray For The World” tog til Middelfart, hvor mentorvirksomheden Middelfart Sparrekasses har sit hovedkontor.

Efter fællesspisning og en rundvisning i hovedkontorets afdelinger og åbne kontorlandskaber er det tid til at arbejde. I bestyrelseslokalet – som ellers kun tages i brug, når der er bestyrelsesmøder – er der gjort klar til statusmøde med drengene.

Middelfart Sparekasses pressemeddelelse om besøget

Mentorvirksomhed og mikrovirksomhed

I bestyrelseslokalet er der højt til loftet, havudsigt og nye navneskilte ved bordene. Et af dem er Abdallah Abshers. Han er 16 år gammel og går til daglig i 9. klasse. Men i aften er han, som det står på navneskiltet, repræsentant for ledelsesafdelingen i den mikrovirksomhed, han er ved at starte op med otte af sine venner.

”Det plejer at være i TV-shows, at folk arbejder i sådan nogle kontorer,” fortæller Abdallah begejstret om rammerne for aftenens arbejdsmøde.
Inden drengene skal afgive status på virksomhedens udvikling, introduceres de til aftenens sparringspartnere, der tæller flere fra Sparekassens topledelse. Blandt andet er bankens underdirektør, erhvervschef, kommunikationschef og forretningsudviklingschef til stede for at give drengene inputs og feedback til den videre udvikling.

”Der er mange ligheder mellem en stor virksomhed som vores, og en mindre virksomhed som jeres,” fortæller chef for marketing og forretningsudvikling i Middelfart Sparekasse, Kristian Gren, drengene. ”Engang har vi også været en opstartsvirksomhed, og vi skal forholde os til de samme problematikker, som I skal.”

Efter hans oplæg om Sparekassens historie, er det drengenes tur til at indtage scenen i midten af hesteskoen.

Løvens hule

Abdallah og hans kollega i ledelsesafdelingen, Mohamed, introducerer mikrovirksomheden. De forklarer drengenes mission og giver et overblik over den tidslinje, der lige nu styrer arbejdet med jakkerne, som drengene vil designe og producere. Hvis alt går efter planen, skal de første være klar til maj.

Herefter er det drengene fra marketingafdelingens tur til at præsentere mikrovirksomhedens målgruppe og konkurrenter samt gøre rede for deres overvejelser omkring hjemmeside og markedsføring på sociale medier.

“Hvis jakken skal være klar til maj, er der en del, der skal nås,” siger erhvervschef Henrik Nyborg.

Sammen med de andre ledere i Middelfart Sparekasse sidder han på en stolerække midt i lokalet. Det er blevet tid til “Løvens Hule” i bestyrelseslokalet, og erhvervsmentorerne giver feedback og rådgivning, men de stiller også drengene udfordrende spørgsmål.

“Hvad er jeres historie?” lyder det fra kommunikationschef, Bjarne Jacobsen.

“Hvordan skal jeres hjemmeside rent praktisk laves?” lyder fra marketingchef, Kristian Gren.

Nyt perspektiv

Drengene svarer godt for sig, og de ved, at der stadig er meget, der skal arbejdes videre på.

“Det har været godt at få feedback. Nu har vi en idé om, hvor langt vi er, og hvor meget vi mangler,” fortæller Abdallah Absher.

Kristian Gren er også tilfreds med udviklingen. “De er nået langt, og præsentationerne var gode,” fortæller han. Han insisterer på at være en realistisk sparringspartner. “Når I i mål?” spørger han Abdallah, inden drengene forlader mentorvirksomhedens hovedkontor.

“Hvis vi følger vores plan, kan vi nå det. Det handler om vilje,” svarer Abdallah.

“Og I vil det alle sammen?”

“Ja,” svarer Abdallah. “Men vi har brug for hjælp. Vi er jo nybegyndere.”

 

En stor tak skal lyde til Middelfart Sparekasse for en utrolig god aften, fyldt med spændende indlæg og sparring for drengene!